Lars Hug’s YouTube-kanal gør det i disse uger muligt igen at opleve gamle klip fra hans egen og da ikke mindst Klichés løbebane. Her er vi tydeligvis i 1982/83: Neonlys blinker, baggrundsplastik farves rød, der slås på metal og leges med roller. Med afstanden til dengang som perspektivforstørrer er det imponerende så hårdt Kliché skærer gennem den tids bløde danske pænhed, som her set og hørt på det majestætiske åbningsnummer fra det efterårs Okay Okay Boys. Mange var dengang lidt undervældede, for debutalbummets virkemidler havde fået flere nuancer og mindre konceptstyrke, men med årene har Okay Okay Boys kun vundet ved genhør, og står i dag fuldt på højde med Supertanker (1980). To centrale albums dansk musik ville være langt fattigere uden. Nå, ikke mere tåget snak, slip det indre vilddyr løs, Lars Hug…
Bliver næsten teleporteret tilbage til 1980-1981 og Marselis Gymnasium, hvor de optrådte med neon, indkøbsvogne, nylonforhæng og tv skærme. Man bli’r gammel…
Dét album hørte jeg meget, og det er stadig værd at lytte til. Der var som bekendt en gæsteguitarist involveret, og det var jo Hilmer.
Når jeg ser de gamle videoer i dag, kan jeg ikke lade være med at bemærke, at der også var en særlig underfundig humor inde bag ved det udtryk, som mange dengang syntes var koldt og kantet. Tag bare ideen om at bruge stiger som “guitarer”! Og inspirationen fra ikke mindst Devo er tydelig, set med årenes afstand.
Ikke at det gør Kliché til et mindre interessant musiknavn, vel snarere tværtimod.