Langt ude i skoven

Første gang Hilmer og jeg stod på en scene sammen, spillede vi support til Nico. Hun gav det koldeste håndtryk, jeg nogensinde har fået. Få år efter døde hun på en cykel på Ibiza. Nu ligger hun til hvile her, langt ude i en hed augustskov, hvor myggesværmes summen var den eneste lyd denne fredag.

En tanke om “Langt ude i skoven”

Skriv et svar