Fra Orange Juice i Glasgow den korte tur over til dog så helt anderledes Edinburgh, hvor Josef K, deres labelmates på Postcard Records, holdt til. Her singleudgaven af ‘It’s Kinda Funny’, der siden optræder i en genindspillet version på Josef K’s enlige album, den monokromt skramlende mesterplade The Only Fun in Town (1981). Men denne mere lavmælte og intime version er nu også værd at høre, for man tænker jo nærmest, det lyder som Joy Division der står og spiller dæmpet i en lille dagligstue. De elektroniske trommer i de omkvæd er heller ikke uden akavet skotsk charme. Videoen her er uofficiel, lavet af en Josef K-tilhænger som den er, men af den slags virkelig i den heldige/dygtige ende. Musik kan.