The Formative Years

20n_music_brain_500big

Dagbladet Information begynder nu en serie, hvor avisens skribenter fortæller om deres kærlighed til musik. Første bidrag kom i dag og er skrevet af Kristen Bjørnkjær, der fortæller om sin kærlighed til dansktop-musik. Blandt andet skriver han

Hvorfor kan jeg ikke ryste den af mig, den meget nostalgiske tilgang til musikken, som synes at blive mere udtalt med årene? Der har da været perioder senere med stor musik, nye hits. Jazzen og bølgen i halvfjerdserne. Gasolin, Beatles. Masser af ørehængere. Foretrækker alligevel den cd, hvor Kim Larsen synger sange fra ‘Glemmebogen’, PH’s I dit korte liv og Kiplings Mandalay. Ikke et øje tørt. Det samme med Bryan Ferry, når han graver dybt i den gamle sangskat på pladen ‘As time goes by’.

De bedste sange stiger frem blandt tusinder, som er indspillet, og som fortaber sig, bliver væk i den blå luft.

Hvor ofte har jeg ikke skoset en vis person for altid at skrive om Bruce og Bob og Joe og…? N-ordet og R-ordet bruger jeg efterhånden i flæng, når vi for femhundrede gang har læst en lovprisning af en af de pågældende herrer.

Det burde jeg ikke gøre. For som Bjørnkjær skriver et andet sted:

Min musiksmag blev grundlagt i den tidlige barndom, og jeg kan stadig græde, når jeg hører Keld og Hilda (det bedste fra dansktoppen) synge deresremake af Ved landsbyens gadekær, som fører mig direkte hjem til det sted, nostalgien udspringer af.

I ferien greb jeg selvfølgelig også mig selv i at vende tilbage til de gode gamle albums fra for 20-25 år siden i stedet for at lytte til nyt.

På engelsk taler man ofte om the formative years, de år, hvor vores personlighed for alvor skabes og mange af vore senere vaner og uvaner grundlægges. Vore første forelskelser og kærlighedsforhold møder vi i løbet af the formative years, og de vil derfor altid være noget særligt. Således også med den musikalske kærlighed og det, den afføder af lykkelige og ulykkelige oplevelser. For hver London Calling er der 400 gange Cut The Crap (metaforisk betragtet). Men omvendt: For hver gammel ven, man mister kontakten med, skal der komme der nye til for at inspirere og forny udsynet. Sådan bør det også være i musikkens verden.

Jeg glæder mig til at læse videre i Information i de kommende dage.

11 tanker om “The Formative Years”

  1. @ Observation 1:

    Nej, det handler da overhovedet ikke om ‘de nye Beatles’, bare om at ramme ind i noget musik der rører en somehow. Det med langtidsholdbarhed må i morgen tage sig af.

    @ Observation 2:

    Er ret sikker på, mange af de havefestgæster rent faktisk har bevæget sig videre og nu også er baggrund for succes hos nye dansktop-acts som Fede Finn & Funny Boyz, Johnny De Luxe, hende med kegle-sangen, Rasmus Nøhr, den slags.

  2. Observation 1:

    Jeg holder meget af Joe, Bruce, Bob, David, Paul, John, Neil, Patti, Nick, Berry/Buck/Mills/Stipe m.fl., har adskillige albums med de pågældende herrer/damer og har set en del af dem live in concert. Deres betydning for musikhistorien er stor.

    Når det så er sagt, er min fornemmelse den stik modsatte af Jens’: Den moderne populærmusik bliver hele tiden vendt på hovedet, også i dag – men vi ved først senere, hvem der fik den afgørende indflydelse på udviklingen og senere blev erklæret “tidløse”. Det spændende og frustrerende er at følge med i udviklingen og prøve at finde ud af, hvad der har blivende værdi.

    Det, Jens giver udtryk for, er det “håb om de nye Beatles”, der efterhånden er blevet kronisk og har ført til en masse tvivlsomme kroninger af nye bands i dele af musikpressen.

    Observation 2:

    Jeg var til en havefest tidligere på sommeren og mødtes der med en række jævnaldrende mænd og damer, der bor på min vej. Flere af dem talte henført om hvordan de havde skaffet sig billetter til Dodo and the Dodos o.lign., for se, det var god musik (underforstået: som havde været del af deres formative years). Jeg forholdt mig passende tavs.

    Det kan godt være, at denne blogs forfattere har hjerter, der banker for andre musiknavne end Dodo and the Dodos o.lign., men vi må ikke blive til en lignende havefest.

  3. Jo, 1888, popmusik bør vel ideelt være her og nu, men ikke for enhver pris. Den omvendte tendens af hvad du beskriver lever også i bedste velgående – altså nye acts der bliver hypet op over skyerne, fordi de er…..nye.

    Tjek et på mange måder ok site/blad som Soundvenue, der dog ligger pænt under for samme dogme som Uncut/Mojo, blot med modsat fortegn – er det så meget bedre, synes du?

    En anden snak er, om der ikke snart – ialfald inden for rock – kommer nogen og vender det hele på hovedet, opfinder den dybe tallerken på ny, laver et helt anderledes regnestykke der kan gå op!?! Der er for langt mellem snapsene for tiden, har været det længe, hvad selvfølgelig også kun opmuntrer til at lytte i bakspejlet istedet.

    For der er vel intet bedre for nogen af os, end at gå ud og købe en helt ny plade med et fremragende band på vej frem. Så mere af det, tak! At Grizzly Bear’s aktuelle udgivelse denne sommer kåres til årets store album siger mere end ord om hvilket kreativt lavvande der pt. er i rocknroll-havet.

  4. Når jeg står henne i kiosken og kigger på musikblade som Mojo, Word og Uncut, og kan vælge mellem forsider med Sex Pistols, Bob Dylan og The Beatles, så ender jeg som regel med at købe The Wire. Hip-hop, jazz, techno, avantgarde, weird shit – alt andet er mere inspirerende end endnu en top 100 liste hvor Paul Weller og Noel Gallagher vælger Jimi Hendrix bedste guitarsoloe etc.

    De engelske musiktidsskrifters (og denne sides) kanonisering af de samme legendariske rockhelte minder uhyggeligt meget om den klassiske musiks dyrkelse af de gamle afdøde mestre. Burde popmusik ikke først og fremmest være levende – her & nu? Var det ikke derfor popmusik mere eller mindre fortrængte den klassiske musik?

  5. Pastor, jo-jo, men du hører mig vist ikke. Min pointe er, at det du her kalder nostalgi netop IKKE er nostalgi.

  6. Jamen, Jens, jeg vedstår gerne, at countrygenren er meget traditionalistisk. En nærlæsning af mit indlæg viser da også, at jeg skoser mig selv for at have skoset visse andre (dvs. dig) for nostalgi.

    (Og nej, man er ikke shoegazer, når man skoser andre.)

  7. Det er lidt sjovt, Pastor, for vel ingen musikgenre er så stilistisk retro- og nostalgi-hyldende som den country/alt-country, du især selv hyper her på siden.

    Har aldrig helt forstået hvad du mener, når du kalder ens forhold til Clash/Springsteen/Dylan/Replacements./The Smiths/etc. nostalgi.
    Den allerbedste musik er vel netop tidsløs og kan opleves helt uden klaustrofobisk tidslomme-begrænsning.

    Eller er folk der lignende hører Satie, Coltrane, Beethoven, Nina Simone, Mozart, Strauss, Sinatra, younamethem blot triste arkæologer som klynger sig til whatever bæredygtigt vraggods fra en svunden tid – nej, vel?

  8. Venter i spænding på at se om Springsteen, Dylan eller The Clash (med Ramones/Elvis som dark horse) topper listen over året plader…

Skriv et svar