Svend Auken

svend_auken_278237c

I dag døde Svend Auken, en mand, der under hele den skammelige sag med de irakiske asylansøgere viste, at der også i 2009 kunne findes socialdemokrater med hjertet på rette sted. Jeg savner ham allerede. Æret være hans minde.

Her er et langt citat fra det sidste interview med ham (fra Dagbladet Information, 11. juli)

»Så tværtimod vil jeg sige at… Jeg ved jo ikke, hvornår det er slut, men altså det, som er det sørgelige, er ikke alt det, som jeg ikke opnåede. Det er det, som jeg stadig gerne vil nå. Altså hvis der ikke var denne her sygdom, så havde jeg været aktiv i mindst 10-15 år til. Min gode ven P. O. Enquist skrev til mig for nylig, at når folk på min alder bliver syge, så har de dog har haft et fuldt liv. Jeg svarede tilbage, at det var da meget godt med et fuldt liv, men der er sørme mange løse ender i et fuldt liv, ikke?

– Hvad består de løse ender så i?

»Det er for eksempel en demokratireform. Det er er noget, som vi virkelig trænger til. Mindretalsbeskyttelse, lov om offentlighed. Det hele. Tænk, at vi har vedtaget love om en eksamen i statsborgerskab for udlændinge for at forhindre mennesker, som arbejder og betaler skat i Danmark i at få stemmeret. Det svarer til raceadskillelsen i Sydstaterne i Amerika, hvor man ville holde negerne væk. Det kalder jeg en løs ende. Og så er der jo klimaet… Hvor ville jeg gerne have været med, ikke bare til topmødet i København, men også til implementeringen. Tænk at sidde i regering og igen at være med til at gøre Danmark nummer 1 på miljøområdet. At gøre os til det første CO2 neutrale land i verden, ikke?«

– Men er de løse ender kun politiske?

»Nej, det er fordi vi kun snakker om politik, nej der er masser af menneskelige løse ender. Masser af ting, som man har lært, som man gerne vil have skrevet ned og givet videre. Det, som er mærkeligt ved sygdom, er, hvor mange varme følelser, som det provokerer hos andre mennesker. Altså det er en meget stor oplevelse. Så der er meget, som man gerne vil sige tak for. Vi to har jo siddet og talt lidt halv negativt om Danmark, ikke, og det gør man jo tit i politik, men når det virkelig gælder, så er Danmark altså et fint sted at være.«

5 tanker om “Svend Auken”

  1. Fuldstændig korrekt, Thomas. Eller for den sags skyld Anker og Schlüter. Svend var af en politiker-skole, der er ved at uddø, og vel ret beset kun har Helveg Pedersen Den Ældre tilbage. Det er trist at tænke på.

    Svend Auken vil være savnet.

  2. Helt enig med Thomas. Nutiden politikere har klart mere personligt profit for øje, ellers ville de nok ikke skifte parti så ofte. En type som Svend Auken, kommer ikke til tops i dansk politik mere.

    Farvel til Svend Auken og tak for de medmenneskelige holdninger

  3. Helt enig. Svend Auken var et fyrtårn i mere end en forstand. Desværre blev han aldrig statsminister, men nåede at påvirke det danske og internationale samfund på en positiv måde alligevel.

    Politikere af hans format er savnet i dag. Uden at lyde som om, at alting var bedre i gamle dage, var der nu mere klasse over både borgerlige og socialdemokratiske toppolitikere for 2o år siden, tænk både på Auken og Ellemann. Da blegner både Løkke og Thorning i sammenligning.

Skriv et svar