Engang var de almindelige, ligesom singler, men nu ret sjældne, så at komme hjem med to af dem, hvad skete her i går, er noget af en begivenhed. Taler om EP’en, den forlængede single med 3-5 numre. Et anderledes format at lytte på i forhold til LP’en. Kort men alligevel med langt mere staying power end den traditionelle single, og med større variationsmuligheder indenfor udtryk, stemning, stil. Jeg kan godt lide EP’er – de har noget slankt, enkelt og let optageligt over sig.
Babyshambles – The Blinding EP
Efter først at have danset så vildt med på sensationens bål, har langt de fleste medier nu afskrevet Car Crash Pete og hans Babyshambles, som ufokuseret andetrangsband, hvis største claim to fame er den lavine af nedturs-skandaler, der vedblivende ruller. Hvilket er forståeligt men synd, for den nye The Blinding-EP lyder – måske bortset fra Fuck Forever-singlen – som det stærkeste og mest fokuserede, Babyshambles endnu har indspillet. Over 5 sange lykkes det Pete, at få overtegnede til IKKE at savne The Libertines, hans tidligere band. En bedrift, der absolut ikke gik på den ufokuserede debut-longplayer sidste år. Fra EP-titelsangens mediumrock over I Love You But You’re Green kender man ellers vejen, et fint startnummer fulgt af et svagere, lettere gangbesværet track, men herefter sker der uventede ting i form af 3 af de bedste sange, Babyshambles endnu har indspillet: I Wish er rockunsteady London-2 Tone-ska, med catchy tune, horn og slået Doherty-rendestens-romance, Beg, Steal Or Borrow har The Smiths-akkorder, shuffle-beat og en slags åndeløs, fabulerende melodi, Pete’s helt eget fingeraftryk, kvalitetsstemplet han lod ligge tilbage i ruinerne af The Libertines. Sedative lukker EP’en af i tilsvarende høj klasse, bygger tålmodigt op til et stort ultrabritisk (= godt) singalong-chorus, hvor vores fortabte Pete gentagende ytrer noget i retning af “what’s it really like now/ It’s been a long, long time since I stepped outside/ To the morning sun…”. Så nej, trods alverdens dårlige junk-historier, ingen grund til at erklære Pete Doherty for down & out, så længe han udsender fremragende plader som denne.
Twilight Singers – A Stitch In Time EP
Twilight Singers har også en EP ude. Den hedder A Stitch In Time, er optaget i studier rundt omkring, undervejs på bandets Europa-tour, og er en opfølger på forårets Powder Burns, det album hvor frontmand og sangskriver Greg Dulli fik drejet Twilight Singers lyd og temperament i retning af Dulli’s tidligere band, The Afghan Whigs. Hvilket slet ikke er skidt, for Afghan Whigs var vel – sammen med Nirvana – det bedste der skyllede op med 80’ernes grunge-tsunami. Powder Burns har absolut sine øjeblikke, hvor eneren Dulli’s så specielle univers af indestængt sex, macho-ensomhed og jalousi brænder igennem, men fremstår alligevel for rodet og kompakt til for alvor at fæstne sig. På det punkt er A Stitch In Time-EP’en bedre stillet. De 5 sange, to af dem covers, åbningssangen et take på Massive Attack’s Live With Me, holder niveau fra start til slut, og Dulli’s inkludering af Mark Lanegan, som pt. turnerer med bandet, giver her Twilight Singers ekstra shine, dybde og magt. A Stitch In Time lyder som en kulsort perle af en juleplade fra en nedre verden.
En fremragende plade faktisk med en dejlig old-school soul sound.
Amy Winehouse har vist heldigvis fået lidt styr på tingene igen – hun drak for meget og spiste for lidt i en fase, men hævder at være over det:
http://www.playlouder.com/feature/+amy-winehouse/ – “I’ve got my boobs back!” Hurra! 😉
God plade i øvrigt, hendes nye.
“Live with Me” fra “A Stitch in Time” blev leveret i en super lækker version, da Twilight Singers gæstede Vega i august. Fyldt med sjæl… intet mindre!
Min yndlings EP er nu en CD: Playtime fra 1995 udgivet en dansk gruppe i forbindelse med musicalen Lipstick Killer.
Ind i dig
Højre hånd
S.O.S.
..og resten af numrene fra den pågældende musical dukkede jo så op på en normal cd et par år senere.
Jeg ønsker ikke at få det til at virke enkelt, og jeg kan komme i tanke om en masse eksempler, der viser hvor svært det er, når man skal vurdere musik, litteratur og andre kunstneriske frembringelser.
Nogle kunstnere nøjes med at ødelægge sig selv:
Shane MacGowan er/var en fremragende sangskriver, men han var også et vrag.
Den store irske digter Brendan Behan var Shane MacGowans erklærede forbillede og var lige så langt ude i tovene.
Paul Westerberg er en fremragende sangskriver, men har rutsjet ud og ind af alkoholmisbrug. De første mange år af The Replacements’ karriere var én lang pinlig deroute, samtidig med at Westerberg skrev og indspillede meget af sin bedste musik.
John Lennon, David Bowie, Nick Cave, Lou Reed og Johnny Cash var alle meget langt ude i misbrugsproblemer og døden nær. Men de rejste sig alle både kunstnerisk og menneskeligt.
Andre vil ødelægge tilværelsen for andre:
Phil Spector var uberegnelig og aggressiv, endte med at skyde en kvinde – og var en af de største amerikanske producere.
Ezra Pound var en af det 20. århundredes største fornyere af engelsksproget digtning, men var samtidig beundrer af Mussolini og erklæret fascist.
Heidegger var en af de største tyske filosoffer – og nazist.
Ingen af dem fortrød nogensinde.
I alle tilfælde vil jeg sige dette: Det, de pågældende personer har bedrevet, var kunstnerisk væsentligt. Men det er også vigtigt at kende konteksten. Jeg taler om at bedømme, ikke om at fordømme.
Og så er Pete Dohertys talent ikke blot tilnærmelsesvis i klasse med Lennon, Bowie, Westerberg, Cave, Cash, Reed, MacGowan, Behan, Pound eller Heidegger, men det er så min personlige mening. Ingen, der har hørt et af de slaskede numre med Babyshambles, kan være i tvivl om at sangeren må være fuld og skæv og høj. The Libertines gik lige akkurat, men Babyshambles synes jeg blot er pinlige.
“Svært at skille kunstneren fra udtrykket”? Jeg synes det er svært, når man oplever “kunsten” blive dårlig som følge af “kunstnerens” personlige deroute, som nu f.eks. sidste år på Babyshambles debut-longplayer. Men i dette nye tilfælde, hvor hans musik og udtryk står på overskud, ser jeg ikke grund til at skulle tage moralsk stilling til personen Pete Doherty og hans ugerninger, hvor triste de end begge må være.
Et lignende eksempel er The Pogues’ Shane MacGowan, hvis vilde alkoholiske nedtur ikke afholdt ham fra i mange år at lave fantastiske ting. Har selv Pastoren ikke nydt af hans whisky-flammende sangrøst?
Eller hvad med Suede, der blev musikalsk kedelige og grå det øjeblik Brett droppede sine drugs og begyndte at drikke the…?
PJ Harvey var meget tynd for 10 år siden, men nu er hun bare almindeligt tynd.
Er det PJ Harvey til venstre?
I tilfældet Pete Doherty er det svært for mig at skille kunstneren fra udtrykket.
Den lidt yngre engelske sangerinde Amy Winehouse er også i fuld gang med at ødelægge sig selv. Hun lever alt for godt op til sit efternavn og har en spiseforstyrrelse oveni. Også det er sørgeligt at være vidne til: