De lød som et Rolling Stones, der ikke kunne spille, deres sanger David Johansen som en Mick Jagger, der ikke kunne synge. På den måde kan New York City-bandet New York Dolls, som havde sin korte blomstring i 1973/74, nemt affærdiges. Men det ville være at misse deres musikalske pointe og betydning.

For det er vel næsten umuligt at finde et af de store bands fra New York’s senere punk-scene, som ikke blev skudt afsted af den løsslupne fest bandet bragte, af deres glamklædte, amfetamin-boblende brud med hippie-scenen, af vitaliteten i den simple musiks amokløb. Disse bands har senere i interviews og bøger fortalt henført om New York Dolls, der pludselig fik alt til at synes muligt. På den måde var de punk-attitude før punk for alle dem der blev punk i NYC. Nu meldes det derovre fra i dag, at bandets sidste overlevende medlem David Johansen er død.

Siden her oplevede ham solo med sit eget band på en belgisk festival i 1984, hvor der til ekstranumrene var besøg på scenen af de to gamle Dolls-medlemmer Johnny Thunders og Syl Sylvain. Sammen spillede de bla. nummeret herunder. Den sene eftermiddag på en mark i Flandern bragte David Johansen også en fest udover det sædvanlige. Æret været hans minde.