Odbjergs nye, såkaldte protestsang om USA? Har næppe hørt så ubehjælpsom ‘politisk’ lyrik siden 70’erne, da venstrefløjen gjorde en dyd ud at udtrykke sine samfundsmæssige meningsstandpunkter en-til-en tilsat bløde frelser-akkorder. En protestsang skal jo have bid, vitriol eller bare en frisk indgangsvinkel, men aldrig blot gentage det åbenlyse, være et grædespejl eller en træt skrevet satire over sit emne. Selv mægtige The Clash kæmper herunder i en helt tidlig sang med at gøre nogle meget endimensionelle og firkantede ord levende, og lykkes kun fordi der flyves på så skarpe vinger af indignation og vrede. Den traditionelle danske protestsang brugte sjældent vreden som afsæt, men hvilede istedet i en langmodig, fællesskabsøgende vise/beat-musik, hvis temperatur var så veltilpas lunken, at det der skulle være protest som oftest faldt i søvn på vej mod sit segmenterede publikum som tryg hygge med diskret holdning-light smag.