Og her med en sang fra søndagens brugtpladekøb, hvor jeg fik min oprindelige franske version af Richard Hell and the Voidoids punkklassiker Blank Generation (1977) suppleret med et forbløffende velplejet – uspillet? – amerikansk originaltryk. I rockmusikkens historiebøger fylder det album slet ikke så meget som Richard Hell’s ungdomsven og medsammensvorne Tom Verlaine’s debut-mestervæk med Television fra samme år. Men i min verden står det helt, helt centralt. Hvor Marquee Moon tog sine lyttere med på en mageløs dannelsesrejse til et aldeles ukendt og storslået land, så var Blank Generation for mit 13-14 årige jeg derimod et splintret spejl af tusinde øjebliksbilleder og indre hug, sådan en sjælden plade som hiver tæppet væk under benene og lærer en en helvedes masse om, hvem man er og gerne vil være. Det er jo det musik kan, når den fyrer optimalt på alle cylindre. Richard Hell lavede aldrig igen tilnærmelsesvist noget ligeså slående. Snart stillede han iøvrigt skarpt på ordenes verden og lagde musikken bag sig som sit hovedudtryksmiddel. Men Blank Generation? For mig personligt står det album tårnhøjt som et af punkens fem-seks vigtigste…