Der er udbrudt en form for krig blandt de oprindelige ex-Simple Minds-medlemmer fra de frugtbare år og så sanger Jim Kerr. Mick MacNeil, Derek Forbes og Brian McGee (synths/bass/trommer respektivt) har først for nyligt fundet ud af, at den økonomiske fordelingsnøgle omkring Simple Minds’ tidlige plader, hvis musik opstod i tæt samarbejde de fem imellem, ikke er lige som de troede, men istedet giver sanger Jim Kerr halvdelen af bandets indtægter. Forstemmede at se det kollektive løft, der kastede noget så ungt, lyst og håbefuldt af sig, ende i bitterhed. En af pladerne konflikten omfatter er hovedværket New Gold Dream (1982); her er Simple Minds med dets åbningsnummer fra dengang de troede på hinanden. Mick MacNeil, synthspilleren med det store soniske vingefang og klanglige overskud her, fylder år i dag…
3 tanker om “Bands, those funny little plans, that never work quite right…”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jeg har egentlig altid troet Kerr var en ret nede på jorden sympatisk fyr, men det der ævl lyder sgu da som en person med et ego på størrelse med Rundetårn, der enten har fået solstik på Sicilien eller bare har røget for meget fjolletobak…
Det er slet ikke et dumt spørgsmål. Så det stillet af en anden på den side, der tilhører de tre forurettede, som nu går under navnet The Minds.
Svaret var lidt vævende men noget i retning af, at man havde troet blindt på de mundtlige indbyrdes aftaler Simple Minds selv havde indgået, samt havde været unge/uskyldige, så kontrakter og managementets styring af bandets økonomi var ikke noget der var blevet gransket nøje før nu, hvor uregelmæssighederne var blevet opdaget.
Og Jim Kerr? Han har sikke svaret direkte på anklagerne, men skrevet en mærkværdigt post på Facebook, hvor han beskriver sin egen tekstskrivende rolle i Simple Minds som helt unik, mens derimod alle kan lære at spille på et instrument. Samt at det er ordene i en sang og ikke dens melodi, der rammer lytteren.
Hvilket jo er noget forsludret vrøvl. De to elementer arbejder ideelt set sammen og gør hinanden meget stærkere.
PS – Her er hele Kerr’s post:
“Simple Minds
14. juni
·
ON WORDS AND MUSIC
My passion, my gig, it’s what I’m paid to do.
Singing and writing have defined my life, yet I’m luckier still: after more than two hundred and fifty sets of lyrics completed, writing continues to feel natural, although never easy.
A solitary activity, a sort of meditation where I see the tune as the skeleton; with the lyrics as skin and clothing. There is no need for truck-loads of equipment. Likewise, no studio, or rehearsal room necessary. A fountain pen and some paper is good enough for me to write lyrics, as long as all else around me is quiet.
The world is full of people who can play an instrument. But I ain’t one of them. Guitar, piano, drums. All involve learnable skills; and with enough dedication most people can reach a competent enough level.
Lyric writing doesn’t work that way however. You can’t teach someone to find the unexpected angle on a universal truth. Where a musician might be able to hide behind the sound of an instrument, great lyricists bare their thoughts and their souls.
It takes both in equal measure to make a song, and while music opens doors, it’s the lyrics of a song that turn it into a world people can enter.
That is why at live concerts you’ll hear audiences singing along with ‘the words.’
Sure. A melody can stay with you forever. But it’s the words that speak to our collective dreams, fears, joys, and sorrows.
Jim Kerr: Villa Angela. Taormina. Sicily.”
Nu spørger jeg lige dumt, for jeg synes man har hørt situationen nogle gange, hvordan kan man først opdage sådan nogle økonomiske ting 40 år efter?