Jeg har det sikkert som Jens, der ved et tryk på en indre knap kan skrive henført om The Clash og hvad Joe & Co har sunget, sagt og bedrevet. For mig er det blevet Uncle Tupelo, der er min længsels objekt.

I går fik jeg omsider genudgivelsen af gruppens fjerde og sidste album, Anodyne, og cd’en kom prompte på disc-afspilleren i hjemmet. Min datter på 8 år spurgte mig om ikke vi kunne høre “den der sang igen”, for den var så god. Og således fik jeg hørt “Give Back The Keys To My Heart” flere gange – og fik samtidig endnu et glimt af et lønligt håb om en verden uden for børne-MGP.

Anodyne er et album lavet af et mere end almindeligt velsammenspillet band; alle numre blev til live i studiet. Ken Coomer har erstattet Mike Heidorn på trommer, og John Stirratt og Max Johnston er kommet til på henholdsvis bas/guitar og fiol/banjo/mm. Samtidig er det dét album, hvor Jeff Tweedy og Jay Farrar skriver sangene hver for sig. Det kommer der heldigvis mange gode sange ud af, og man kan her høre, at Tweedy er blevet en lige så overbevisende sangskriver som Farrar. “New Madrid” er (synes jeg) stadig en af de bedste sange, Jeff Tweedy har skrevet. At dette manglende partnerskab også er tegn på den forestående opløsning af gruppen, er så bagsiden af medaljen.

Uncle Tupelo minder mig desværre også om to skuffelser.

Den ene skuffelse er, at jeg aldrig nåede at opleve gruppen sammen på en scene. I 1993 spillede de på Roskilde-festivalen – dette var endda debut for Anodyne-udgaven af bandet – men jeg, jeg havde dengang kun minimalt kendskab til gruppen. Jeg kan huske at jeg havde hørt et nummer i radioen, da Anodyne kom og tænkte, at det da var en værre gang bondemusik. Siden har jeg som bekendt fået en ganske anderledes liberal holdning til musikalsk halm i træskoene med alt hvad det indebærer af pedal steel, fiol og banjo.

(Til gengæld fik jeg hørt en dansk gruppe, der gav en fremragende koncert fyldt med numre fra deres andet album, DK. The Walkabouts havde lige udsendt New West Motel og var heller ikke dårlige.)

Den anden skuffelse er, at jeg for en måned siden stod med Five Live, en Uncle Tupelo-promo-EP i hænderne i Amoeba Music. Her var 5 live-numre optaget i Anodyne-perioden. Men jeg, jeg tænkte at de live-numre jo var på genudsendelserne af de fire albums, så hvad skulle jeg dog med den dumme EP. der kostede svimlende 70 kroner? Så cd’en røg tilbage på hylden. Vel hjemme gik det op for mig, at de nye udgaver af de ordinære albums kun har tre af numrene fra Five Live og at den gamle promo-EP kun kan opdrives for en noget større sum penge end de 70 kroner, en nordenfjords gnier ikke ville punge ud med dén dag i USA.

Hvor end vi hører “alternativ country” fra Whiskeytown, Richmond Fontaine, Okkervil River eller hvem vi nu kaster os over, der hører vi ekkoer af gode gamle Uncle Tupelo. Jay Farrar har lavet et godt album med Son Volt i år, og Jeff Tweedy dukker op sammen med Neil Finn m.fl. på The Sun Came Out-albummet, som jeg også har skrevet om. Wilco startede som Uncle Tupelo minus Jay Farrar, men i dag er der kun John Stirratt tilbage. De Wilco-albums, jeg holder af, er da også de tre første og Mermaid Avenue-samarbejdet – herefter begyndte Jeff Tweedy desværre efterhånden at kede sig (og kede mig), da sangskrivningen trådte vel meget i baggrunden for eksperimenterne.

Selv om Farrar og Tweedy bestemt har gjort det godt siden, kan jeg dog godt savne den fornemmelse af de smukke gnister det slog, når Uncle Tupelo var bedst – hvad enten de spillede countryrock med masser af strøm og Husker Du/Replacements-inspiration på eller når de var i old time-hjørnet. Og ligesom The Clash kunne Uncle Tupelo i tekstuniverset være eksponenter for den kvalmende politiske korrekthed, jeg holder så meget af.

Er der så en mere eksakt Clash-forbindelse? Ja da. På genudgivelsen af Anodyne kan man høre Joe Ely sammen med Uncle Tupelo på en skarp udgave af et gammelt Waylon Jennings-nummer. Og Joe Ely – det er ham, der oversatte “Should I Stay Or Should I Go?” til spansk og råbte med i baggrunden på dette nummer på Combat Rock.