R.E.M’s måske allerbedste album bliver udsendt 28. juli 1986. Det tvivlrådige ‘måske’ hænger sin frakke på en side 2, hvor den sjældent så ufejlbarlige sekvens af albummets fire første numre lades lidt i stikken af materiale, der samlet udstråler lidt for lidt tid til at skrive nye sange. Man havde da også turneret nonstop og samtidig udsendt et album hvert år siden 1983, det var anderledes tider. Men som toptunet band rammer R.E.M. den rent hele vejen igennem her. Væk er de ikke altid lige charmerende børnesygdomme med skævt ramte musikalske afkørsler fra sangenes hovedveje, væk er Michael Stipe’s lyst til som sangenes fakkelbærer ikke at stå lysende klart i midten af lydbilledet. Læg dertil et forrygende sultent, dynamisk og intuitivt stilrent sammenspil, præget af de tusindvis af kilometer på landevejenes talløse scener, og en stor plades omrids tegner sig. R.E.M. kom desværre først her til landet på næste album, den så anderledes selvbevidste Document (1987) og det er synd, for omkring Life’s Rich Pageant var R.E.M. (ifølge samtidige liveoptagelser) raketflyvende et forunderligt vægtløst sted mellem indie og mainstream, hvor alt syntes og var muligt. Albummet udkom for 40 år siden i dag og lyder til stadighed som bærer det på en usagt sandhed, verden har brug for. Sådan her starter albummet. Nævn bare én rockplade indenfor de seneste fem år, som kommer ligeså særegent, velgørende og meningsfuldt afsted…
(De ovenstående ord her er en lettere omskrevet version af en tidligere post fra denne blog)
PS – Hører Life’s Rich Pageant nu og bliver som ofte før overvældet af track nr. 3, singlen ‘Fall On Me’, et nummer der blandt R.E.M.-tilhængere ofte nævnes som bandets måske allerbedste sang. Den er jo faktisk også formfuldendt perfekt i sin naturlighed med de så fint melodisk udfoldende vers, et helt igennem forløsende omkvæd der aldrig prøver for hårdt, samt det C-stykke der sætter det rigtige udråbstegn bag udtrykkets så umiskendelige amerikanske fingeraftryk og håbefulde tone. Tænk at have levet i en tid, hvor noget så sært uafkodeligt men vidunderligt kom på både hitlister og radioer; det gad man godt.
Fall on me er er fremragende nummer, og skulle man have lyst til at nørde R.E.M. er Rockhistoriers afsnit fremragende:-)
Det er et meget dejligt album. Det er ikke dét bedste album, for der er jo også f.eks. Automatic for the People eller New Adventures in Hi-Fi.
Uanset hvad: Det er det første album med R.E.M., der er ordentligt produceret og mixet, og dét faktum tror jeg faktisk hjalp dem med at finde deres helt egen lyd. Det er f.eks. dejligt at høre Mike Mills’ bas-intro til “Cuyahoga” efter den tynde pap-lyd på Murmur eller mudderet på Fables of the Reconstruction. Da jeg skulle købe en ny cd-afspiller i 1990, tog jeg Life’s Rich Pageant med hen til butikken, så jeg kunne prøvelytte albummet dér.
Det er lidt som med Talk Talk, der først fik ordentlig produktion og mix på The Colour of Spring – også fra 1986. Sangene og ideerne var der allerede tidligere, men nu kunne man omsider høre dem ordentligt!