Berlin med sin energi, historie og evige forandring har været batteri og omdrejningspunkt for ikke få spændende rockplader. Senest har Kent indspillet deres nye album med titlen Röd i Tysklands hovedstad. Mens der ventes på udgivelsen nu fredag, er her en version af et af de bedste øjeblikke fra seneste Kent-longplayer, en sang ved navn…..’Berlin’.
En lidt kunstig historie – Kent inviterede forleden til pressemøde for de svenske medier i Der Meistersaal i Hansa Studio nær ved Potsdamer Platz. Overlegent nok at flyve en bunke stockholmske journalister ned til det Bowie-berømte indspilningsstudie og give dem lidt indblik i det nye Kent på tysk jord. Bare lidt ærgeligt for oplevelsens naturlighed, at bandmedlemmerne selv rejste med i flyet fra Arlanda om morgen og med hjem igen om aftenen…
Jo, Vals for satan er i min afspiller også det bedste nummer efter 4-5 gennemlytninger, enig i at det bliver en klassiker – omend jeg måske synes den er lidt for lang.
Synes også Taxmannen fungerer perfekt som det egentlige åbningsnummer på pladen.
‘Vals för satan’ er ret kolossal, men ellers… Nille Perned og Zed, de holdt begge kun i to albums som producere, ikke? Jeg håber godt nok det samme gælder Joshua.
Er “Vals för satan” ikke helt deroppe, med de bedste sange de har lavet?
Hele albummet, er vokset mod store højder over weekenden.
Årstiden, er jo som flere påpeger det, perfekt til Röd.
TTS, har vokset siden den udkom og er nu en værdig efterfølger til det skandinaviske mesterværk DOJD.
Röd spår jeg, igen ligesom flere her på siden, til at lide samme skæbne som TTS. Først efter flere gennemlytninger, gerne i vintervejr, tror jeg den virkelig sidder. Men jeg er umiddelbart meget begejstret.
Kent holder jo et uhørt højt niveau.
@smølle
“Det tog bare en masse lyt på mp3-afspilleren i gnistrende kulde udenfor, før det viste sig under alle de gammeldags synthlyde”
Spot on! Lige præcis på cyklen med vinterkulden om ørene var Tilbaka Till Samtiden i sit rette element.
Oh, og ‘Vals för satan (din vän pessimisten)’ har ikke bare den mest Joakimbergske titel nogensinde, det er også en mulig Kentklassiker. Den første, der stikker ud.
Og jeg tror rigtig mange kommer til at starte den plade på sang nr. 2 RIGTIG mange gange… 😉
Det fornægter sig godt nok ikke, at Joshua er inde over. Röd er om mulig endnu mere gennemsyntetisk og endnu sværere at huske noget fra ved de første gennemlytninger end …. Samtiden var. Den endte jo med at have masser af mindeværdige sange, som Price siger. Ikke mindst på anden halvdel – og slet ikke mindst ‘Generation Ex’. Det tog bare en masse lyt på mp3-afspilleren i gnistrende kulde udenfor, før det viste sig under alle de gammeldags synthlyde.
Den her er nogenlunde samme sag, men numrene stikker endnu mindre ud fra hinanden. De giver en noget at arbejde med… og man finder nu engang ikke den samme vanvittige flyvende fornemmelse som første gang man f.eks. hørte på ‘Du är ånga’, ‘Klåparen’ eller ‘Mannen med den vita hatten’ fra Du & jag döden. Det er prisen for monotonien.
Men det skal da nok komme. Klimaet er jo igen perfekt! 🙂
Der kan jeg ikke være enig. Syntes Tillbaka till samtiden er deres mest eller næstmest helstøbte album og især den undervurderede anden halvdel af pladen byder på suveræne popmelodier. Førstesinglen var selvfølgelig katastrofalt dårligt valgt og har nok afskrækket nogle lyttere fra at give pladen den opmærksomhed og det antal gennemlytninger den fortjener.
Jeg er og bliver aldrig glad for Joshua som producer, ligesom jeg heller aldrig bliver glad for Kents mere elektronificerede bredsider.
Når det så er sagt, skal det retfærdigvis også siges, at der er udmærkede øjeblikke på den nye plade, og inden bag de glanspolerede produktioner gemmer sig nogle fine sange.
Men man må jo nok indse, at dette band har haft sin heyday og nok ikke igen når tidligere tiders høje tinder.