Hamilton Leithauser stortrives øjensynligt i den musikalske frihed, der er blevet ham mulig som soloartist, nu The Walkmen synes opløst. Om to uger udsendes hans debutalbum Black Hours, men det kan allerede streames og høres fra i dag lige her. Dårligere ting at bruge sin tid på kan man nemt planlægge sådan en fredag aften med skybrudsvarsel – enjoy!
Det bliver også “nej” herfra.
Jeg ville så gerne være meget positiv, men er det ikke – dog kun efter et begrænset aftal lyt.
Deam Wareham, The War On Drugs, The Afghan Whigs, The Mountains og Kent er eller foran Leithauser med kongestemmen, når min foreløbige liste skal opgøres.
Svaret er et klart ‘nej’….
Efter min mening mangler albumet den fornødne sammenhæng og derudover er der for mange alibinumre… Jeg har godt nok kun hørt hele albummet 2 gange, men jeg er ret sikker på, at det ikke ender på nogen toplister ved årets udgang…
De tre bedste albums i år indtil videre er lavet af Wild Beasts, The Horrors og Sun Kil Moon 🙂
‘I Retired’ er da for vildt et nummer, Vedder. Ubetalelig doo-wop-finale, store omkvæd indtil da, mandens ubetalelige stemme presset til det yderste, Leithauser-bittersøde desperationsord – what’s not to like?!? 😉
Synes ikke der ‘eksperimenteres lidt rigeligt’, for arrangementer sidder lige i skabet på hvert enkelt nummer. Pladen kommer stilmæssigt langt rundt, men det kender vi jo i forvejen fra The Walkmen; det er stemmen og det tonale sprog, der binder det hele sammen.
Var bekymret for helheden efter kun først at have hørt ‘Alexandra og ’11 O’Clock Friday Night’, men nej, synes sgu’ det er et kongealbum. 😉
Det korte svar på spørgsmål må være et “nej”.
Baseret på en hurtig gennemlytning hen over morgenkaffen er tankerne, at der på de indledende numre eksperimenteres lidt rigeligt med instrumenter som xylonfoner, bongotrommer, harper og orkestrering i det hele taget. Muligvis har Hamilton brug for at prøve noget nyt i forhold til Walkmen. Jeg har ikke helt samme behov. (Udvikling – nej tak!)
Som altid synger Hamilton røven ud af bukserne, men han gør det hen over materiale af svingende kvalitet. På plussiden noteres “11 O’clock..”, “Self Pity” og “The Smallest Splinter”, mens et nummer som “I Retired” bestemt ikke holder niveau. I afdelingen for ballader består “Bless Your Heart”, mens “St. Mary’s County” dumper fælt.
Alt i alt en gedigen plade, man med sindsro kan investere i.
Men årets bedste plade er fortsat Afghan Whigs… 😉