And I just can’t explain so I won’t even try to…

Mick Ronson døde i 1993, så Morrissey, der må have elsket hvordan Bowie’s tidligere guitar-es satte ham og hans nye band i musikalsk scene på muskuløse Your Arsenal, var tvunget til en tur på producerlykkehjulet igen. Valget faldt på Steve Lilywhite, som siden sin debut bag mixerpulten på Siouxsie & The Banshees’ første single ‘Hong Kong Garden’ havde oparbejdet et ry som en af Englands mest succesfulde rockproducere, med alt fra U2 til Johnny Thunders, Simple Minds til Talking Heads, The La’s til The Rolling Stones, på sit CV.

Vauxhall and I, resultatet af Lilywhite’s samarbejde med Morrissey, stod allerede da det udkom i marts 1994 som noget af et åbenlyst mesterværk. I Smithsworld var der endda mange som – helligbrøde! – sammenstillede albummets klangligt elegante guitararbejde med Johnny Marr’s i The Smiths, så fint og ubesværet stod det, når Morrissey’s to nye sangmagere Boz Boorer og Alain Whyte lukkede solens lyse stråler ind i pladens selvsikkert tilbagelænede melodik. Borte var roughneck-attituden fra Your Arsenal-sangene, afløst her af nøgtern værdighed i skæbneacceptens resignation, en dyd der naturligvis klædte en selvkanoniseret helgen som Morrissey perfekt.

Det hele opleves klart i en Blackpool-liveoptagelse fra året efter af Vauxhall and I‘s kolosale åbningssang ‘Now My Heart Is Full’, om hvilken Morrissey da sagde i det franske magasin Les Inrockuptibles: “This song was the definitive expression of my change to adulthood, of my maturity. And, to be honest, I was very happy to be able to sing this text, to have reached this state. After this song I could perfectly retire: I’ve come full circle”. Meget sjældent har coming of age lydt så hjerteknusende sørgmodigt og ultimativt triumferende på samme tid. Og den dualisme bærer som rød tråd meget af mesterklassen på Vauxhall and I.

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Vauxhall and I:

1. Now My Heart Is Full
2. Speedway
3. The Lazy Sunbathers
4. The More You Ignore Me The Closer I Get
5. Why Don’t You Find Out For Yourself

6 tanker om “And I just can’t explain so I won’t even try to…”

  1. Nå ja, min top-5:
    1. Now My Heart Is Full
    2. Speedway
    3. Why Don’t You Find out for Yourself
    4. The More You Ignore Me, The Closer I Get
    5. Hold on to Your Friends

  2. Åh, tak for denne gennemgang af Smiths og Moz-kataloget. Det har givet anledning til at få gennemlyttet det meste igen.
    Vauxhall var mit første køb. Havde hørt/set “The More You Ignore Me” på MTVs “Alternative Nation”(!) en aften i ’94, da jeg gik i 2. G. Dagen efter stod jeg i Spar Musik i Slagelse med hørebøffer på og gennemlyttede CDen. Det lød jo godt. Hørte også Viva Hate og genkendte “Everyday Is Like Sunday” (igen fra en jingle MTV havde haft kørende i lang tid). Så det blev til to CD’er. Ugen efter var jeg sammen med min 5 år ældre fætter, da straks lånte mig Hatful of Hollow og The World Won’t Listen. Derfra var der ingen vej tilbage. Der gik måneder før andet end Morrisseys stemme fik lov at flyde fra mine beskedne højtalere.
    I dag står Vauxhall stadig som en øde ø plade for mig. Der er ikke én sang, jeg springer over, når den kører. Used to be a sweet boy, indeed.

  3. 1. Now My Heart Is Full
    2. Speedway
    3. Why Don’t You Find Out For Yourself
    4. The More You Ignore Me, The Closer I Get
    5. The Lazy Sunbathers

  4. Morrissey’s masterpiece!!

    Og sammen med Suede’s Dog Man Star står den lysende klart som soundtracket til min egen “change to adulthood”

    En top 5 er svær:
    1) Now My Heart
    2) The More You Ignore
    3) Why Don’t You Find
    4) Speedway
    5) Billy Budd

  5. Morrissey´s mesterværk. Fuldt på højde med The Smiths bedtste. Jeg knuselsker det album.

    1. Now My Heart Is Full
    2. Spring-Heeled Jim
    3. Speedway
    4. Why Don´t You Find Out For Yourself
    5. Billy Budd

  6. 1. Speedway
    2. Now My Heart Is Full
    3. Why Don’t You Find Out For Yourself
    4. Spring-Heeled Jim
    5. The Lazy Sunbathers

    Så blev det endelig lønningsdag efter en lang januar – og så kom Morrissey’s allerbedste, ja måske den allerbedste overhovedet?
    To kæmpestore sange – der vel egentlig indrammer og gør de andre endnu bedre og sammen giver en fantastisk helhed.

    Mange tak for den sidste uges gennemgang – mindst ligeså stort som Smølles julekalender. Frygter dog allerede nu Top 5 når sidste låge åbnes…..

Skriv et svar