I sin blog på The Guardian skriver Jonathan Jones om Simon og Garfunkel:
Simon and Garfunkel are never going to be a fashionable taste to confess to. They probably weren’t even fashionable in 1972. Only when you’re the age to see The Graduate as a brilliantly subversive vision of the American dream’s hollowness (about 16, generally) are you truly open to the message of Sound of Silence. Maybe the strange truth is that Simon and Garfunkel are a truly youthful obsession.
Listening to them again, it’s I Am A Rock that sends shivers down my spine. What a great song – what a poem.
Jeg har det på samme måde. Simon og Garfunkel har aldrig været hippe som f.eks. Bob Dylan eller Lou Reed. Men deres albums fra dengang er et skatkammer af Paul Simons velskrevne sange (Art Garfunkel skrev næsten intet). Mange af Paul Simons sangtekster er små sprogperler på engelsk, ikke svære som Dylan og ikke tvære som Reed, men fulde af interessante bibetydninger. Hver for sig opnåede de to aldrig helt hvad de fandt frem til sammen.
Simon og Garfunkel var også lyden af min barndom. Min mor hørte dem meget dengang, kan jeg huske. “The Boxer” husker jeg især. Da jeg fik lært mig engelsk, værdsatte jeg sangen endnu mere.
Og hun hørte Burt Bacharach og Leonard Cohen. I dag, mange år senere, hvor hun på syvende år er ramt af fremskreden demens, har plejepersonalet i misforstået venlighed lagt nogle cd’er med dårlig dansktopmusik ind på hendes stue på plejehjemmet. Men ingen tænder cd-afspilleren for hende. Godt det samme.
(Hvem ved, at man nu kan få Simon og Garfunkels samlede albumudgivelser i et boxsæt for kun 13 pund og 98 pence – 5 cd’er og en dvd i tilgift? Jeg gør. Et tilbud, man ikke bør afslå.)
Et bud herfra:
Kathy´s song
For Emily, Wherever I May Find Her
Bridge over troubled water
Leaves that are green
Old friends
Søren!
Thanks for the reminder, Smølle. Nu har jeg brugt de sidste 15 år på at forsøge at fortrænge Carter USM, og det var tilsyneladende endelig ved at lykkes … 😉
I øvrigt, for at være fair over for… eh, nok mest Paul Simon 🙂
Så er Carter USM’s sang ikke et cover, men titlen bare et af deres typiske ordspil.
http://www.youtube.com/watch?v=-RURI8xCb74
Der er kun grund til at lade det første (ufærdige) og det sidste (svulstige) album samle støv, især sidstnævnte fordi det har tusind panfløjtespilleres yndlingssang ‘El Condor Pasa’ på 😉
De tre midterste er gennemført dejlige, og Bookends bedst af dem, selv om man skal huske at skippe forbi de to absurde minutter med gamle mennesker, der plaprer løs som Abraham Simpson på hostesaft.
Top 5:
1. ‘America’
2. ‘Hazy Shade of Winter’
3. ‘Homeward Bound’
4. ‘The Dangling Conversation’
5. ‘For Emily, Wherever I May Find Her’
13 pund og 98 pence… det må jeg nok sige. Jeg købte den første gang den udkom – 2001 så vidt jeg husker – for 400 kr… hmm.
Et kongecover er Red House Painter’s dragende og dronede udgave af “I am a rock” hvor der lige bliver skruet lidt ekstra op for melankolien…
S&G top 5:
1. I am a rock
2. A hazy shade of winter
3. Cecilia (muligvis pophistoriens bedste handclap-arrangement – ved godt det er en stor påstand)
4. Mrs. Robinson
5. Wednesday morning 3 am
Garfunkels hjemmeside har en sjov oversigt over samtlige bøger han har læst siden juni 1968 – og det er ikke så få!
http://www.artgarfunkel.com/library.html
Der er jo masser af rigtig, rigtig fine sange at vælge imellem –
1. The Only Living Boy In New York
2. The 59th Street Bridge Song (Feelin’ Groovy)
3, So Long, Frank Lloyd Wright
4. Kathy’s Song
5. Scarborugh Fair
Den værste S&G coverversion må så være Carter the Unstoppable Sex Machines “The Only Living Boy In New Cross”. Er der nogen, der husker denne afskyelige 90’er duo med Jimbob og Fruitbat?
1. America
2. Homeward Bound
3. Old Friends
4. Mrs. Robinson
5. Sounds of Silence
Jeg vil gerne være med på en top-5 med Simon & Garfunkel, men ligefrem at købe et boxsæt, der så kunne stå i reolen og grine af mig, er ikke aktuelt.
1. Richard Cory
2. Hazy Shade Of Winter
3. America
4. The Only Living Boy in New York
5. Sound Of Silende (“Hello Darkness My Old Friend, I’ve come to talk with you again”)
Paul Simon er sgu cool – også solo. Hans seneste album (i selskab med Brian Eno) kan også erhverves for få penge.
Je, interessant problemstilling at have lavet så rigtig meget fin musik, og alligevel ALDRIG være cool. Kan det have lidt at gøre med Paul Simon’s efterfølgende 70’er-soloplader, der indeholdt fersk skoleflink soft rock med ofte tåkrummende arrangementer?
Men Parsley, Sage, Rosemary and Thyme er et fantastisk S&G-album.
Og ‘America’ er den ultimative college-On The Road-sang.
The Graduate blev iøvrigt vist igen i TV omkring jul og er stadig en holdbar ‘voksen’ ungdomsfilm.
Og apropos movies: Art Garfunkel spiller for vildt sammen med Theresa Rusell i Nicholas Roeg’s klaustrofobiske Bad Timing.
De to bedste S&G-coverversioner vi kender her er The Lemonheads’ upbeatede ‘Mrs Robinson’ og så Elvis Presley’s ‘Bridge Over Troubled Water’. Sidstnævnte er Las Vegas-draperet så det gør noget!
Og her selvfølgelig en personlig S&G-sang-top-5:
1. Flowers Bend With The Rainfall
2. America
3. Mrs. Robinson
4. A Poem On The Underground Wall
5. Sound Of Silence
Og Pastor – det gør ondt for os med din mor…!