10 tanker om “Remember all the movies, Terry, we’d go see…”

  1. @Anders: Det er en linje, der løftet mere eller mindre direkte fra Springsteens selvbiografi, som hvis den er overfladisk i så falder tilbage på ophavsmanden.

    Man kan også læse/høre den som en velovervejet stykke selvindsigt og programdeklaration, som i sig selv nok også er et – bevidst eller ubevidst – udsagn om klassetilhørsforhold.

  3. Lige en kommentar til Untergang filmen. Jeg læste historie på uni. Hvor underviseren var en af DK’s førende nazisme forskere, han vidste alt om de år, og han var ærligt virkeligt imponeret over Bruno Ganz’ præstation helt ned til hans hånd der rystede, som Hitlers også gjorde (bl.a. grundet stort pillemisbrug)… ift. den musiske del, jeg synes det er svært at toppe Joaquin Phoenix’s præstation i Walk the Line, men der har du muligvis også generationens bedste skuespiller, der påtager sig rollen. Det er vel ikke tilfældet med denne Bruce film…

  4. Enig, vi ved jo ikke hvordan det egentlig er forgået i Führerbunker, eller da Dylan mødte Woodie Guthrie (A Complete Unknown), eller da Springsteen indspillede Nebraska. Så det hele hænger på den enkelte films evne til at gøre scenen seværdig. Og der har man – synes jeg – allerede en svær forhindring med at finde den skuespiller, der kan få os til positivt at glemme forskellen på ham/hende og den person der skal spilles, hvis udseende, tale og mimik publikum kender alt for godt. Hvis seeren sidder nu her og instinktivt tænker, at Springsteen slet ikke har Springsteen’s udstråling eller glød, så taber filmen. Da havde det nok været mere kunstnerisk givende at lave en helt igennem fiktiv film med samme tematik. Men så havde den mistet sin store kommercielle tiltrækningskraft (Springsteen) og et allerhelvedes stærkt soundtrack. Det er ikke nemt.

  6. Kravet om suspension of disbelief (jeg kender ikke et tilsvarende udtryk på dansk) ligger hos læreren/tilhøreren/betragteren etc. Afsenderen kan så have lavet en fortolkning af forlægget, som førstnævnte kan have lettere eller sværere ved at tro på.

    Jeg synes da også, at Der Untergang er fremragende, men det er den i hovedsagen pgra. Ganz’ gestaltning/fortolkning af Hitler. Vi ved jo ikke præcist, hvordan han har opført sig i de fugtige betonrum nede i førerbunkeren under Rigskancelliet. Cate Blanchett er fx ligeledes fremragende i I’m Not There, som i sig selv er en god film, men man sidder da ikke som tilskuer og tænker, at det var præcis sådan det gik til, da Dylan var i London i 1966, eller omvendt at det mislykkes, fordi man som tilskuer er bevidst om, at det IKKE er Dylan i 1966, eller ?

  7. Suspension of disbelief? Men det er jo præcis den handling et stykke overbevisende filmkunst selv skal udføre for seeren, er det ikke? Den slags kan man ikke som modtager iværksætte rationelt.

    Hvor mange gange f.eks. er en film om Tyskland og Det Tredje Rige ikke faldet på halen det eksakte øjeblik en halvbagt, dilettantkomedie-letvægts Adolf Hitler trådte ind på scenen?! Men så pludselig kommer en Der Untergang, hvor Bruno Ganz nærmest chokerende rammer karakteren, udseendet, diktionen og ER Hitler. Så det kan jo lade sig gøre uden at tilskueren med viljens vold skal tilsidesætte egne forventninger ; kræver kun et mirakel.

  8. Med fare for at lyde didaktisk: Det er jo udpenslingen af det sore og fundamentale krav til tilskueren/tilhøreren om “suspension of disbelief”: At man tilsidesætter sine krav til fremstillingen af forlægget: Jeremy Allen White, Jeremy Strong m.fl. som Springsteen, Landau etc., som de som karakterer fremstår i Warren Zanes (i øvrigt velresearchede, og læseværdige) boglige forlæg og i andre kilder – givetvis Springsteens egen selvbiografi, hvor ihvertfald Landaus noget højstemte citater til pladeselskabsdirektøren i traileren er hentet fra

  9. Den trailer rammer jo det store problem med fiktive filmportrætteringer af kendte personer, vi kender så indgående. Man køber ikke – og tror meget sjældent på – hovedpersonen. For meget stritter imod. Man bliver alt for bevidst om skuespilopgavens pinagtige sværhed. Og så dør filmens illusion og forførende magi.

Skriv et svar