Første gang Hilmer og jeg stod på en scene sammen, spillede vi support til Nico. Hun gav det koldeste håndtryk, jeg nogensinde har fået. Få år efter døde hun på en cykel på Ibiza. Nu ligger hun til hvile her, langt ude i en hed augustskov, hvor myggesværmes summen var den eneste lyd denne fredag.

The Lines? Endnu et band fra London som fra 1978 og fire år frem udsender en håndfuld plader af forskellig, måske lidt for ansigtsløs kvalitet, der aldrig rigtig bliver hørt. Men debutsinglen ‘White Night’ har noget særligt, John Peel spiller den flere gange på sit aftenprogram på BBC, og nu senest dukker den op igen sidste år på 1977-1979 (Symbols Clashing Everywhere), en af musikforfatter/journalist Jon Savage’s Ace Records-opsamlinger med hans gavmilde og inspirerende bud på essentielle deep cuts fra postpunk-tiden. I dag stod The Lines-singlen så pludselig i en fremmed pladebutik, endda i sit oprindelige første hvide cover med stemplet band-adresse på. Tror aldrig jeg har set den før. Man kan være heldig. Nu har den fået ny adresse…

Alle bands burde lave mest én sang om at være ung. The Jam’s ‘When You’re Young’ udkommer som single 17. august 1979, kun få måneder efter David Bowie’s ‘Boys Keep Swinging’ besynger præcis det samme…

Dagens nye The Coral-single kommer i Merseyside-bandets absolutte diskret-melodiske og charmevarme topform…

The Undertones fra Derry i Nordirland har et langt singleforløb i slipstrømmen af punk, der i kvalitet matcher samtidige og mere kendte Buzzcocks, der ligeså kan noget helt specielt med hurtig, kortfattet popmusik på 7″er-vinyl. Forsanger Feargal Sharkey bliver i dag 65, men på Top of the Pops-klippet herunder med The Undertones’ debutsingle, den John Peel-udødelige ‘Teenage Kicks’, er han kun netop blevet 20. Faraway, so close…

Nebraska (1982) er favoritalbummet med Springsteen for mange af de, der ikke kan med den store amerikanske lyd fra hans E Street Band. Det er vel samtidig også albummet, hvor Springsteen egenhændigt lægger fundamentet til den genre, som i dag går under navnet americana. Her dets trøstesløst triumferende single, der naturligvis uden band på aldrig blev det hit, sangen ellers har i sig: “Everything dies, baby, that’s a fact / But maybe everything that dies some day comes back / Put your makeup on, fix your hair up pretty / And meet me tonight in Atlantic City…”.

Der var teenage-hysteri, skrigende piger og popmagasin-forsider, da Sparks først kom til syne for 50 år siden. Brødrene Mael fra Amerika red med på den engelske glam-bølge, men de var for mærkelige, for meget sig selv og alt for eventyrlystne til nogensinde at blive hængende i den genre, hvis mere simple one trick ponys hurtigt skulle blive kvalt i eget sølvglimmer. Pretty-boy Russell Mael var ham foran med falsetstemmen, pigerne kiggede op til. Sangskriver og keyboardspiller Ron Mael ligende derimod en ung og tavs Adolf Hitler, hvilket i 1973 tydeligvis var mere salgbart end i dag. Sammen udsendte de to en række excentriske plader, der jonglerede frygtløst med popmusik, endda ofte trak den i helt utænkeligt dekadente/bizarre retninger. De skrigende piger blev hurtigt forvirrede og forsvandt, men musikelskere kom undervejs langsomt til og skabte det fundament, der stadig holder Sparks kørende som kreativt afsøgende enhed. Ron har fødselsdag i dag, han bliver hele 78, hvilket markeres her med en personlig favorit fra Propaganda (1974), et af brødrenes helt store albums…

Talte herunder om Brisbane-forbindelse og slægtskab mellem The Apartments-frontmand Peter Milton Walsh og Forster/McLennan fra The Go-Betweens. Her er Walsh og Robert Forster så endda sammen i sang og musik. Og hvad spiller de? En sang fra et tredje Brisbane-band, proto-punkerne The Saints’ ‘The Prisoner’ fra sidstnævntes tredje album Prehistoric Sounds (1978). Tradition og fornyelse…

Det der med pludselig at høre musik, man havde glemt eksisterede, og på et nanosekund blive transporteret tilbage til en anden tid, et andet sted, for længe siden.

Australske Peter Milton Walsh’s band The Apartments blev dannet i Brisbane, Queensland i 1978. Som nær ven af Robert Forster og Grant McLennan fra bysbørnene The Go-Betweens delte han deres seriøse og litterære tilgang til sangskrivningens mysterie. Men deres arbejdsdisciplins kontinuitet ejede han ikke, for debutalbummet kom først i 1985, dets efterfølger otte år efter. Så The Apartments blev og har altid været et så godt som hemmeligt band.

Her ‘Knowing You Were Loved’, det forædlede stykke musik der blev fablet om her foroven, udsendt på albummet Fête Foraine i 1997…

Se på coveret herover. Et egentlig klassisk The Smiths-singlecover, men så alligvel ikke. For udførelsen er anderledes collage-lignende og klodset end man de fire forrige år har oplevet det. Og de normalt så overskudsagtige B-sider på The Smiths-singlerne er helt usædvanligt skåret ned til to grove throwaway-skitser, Læg dertil den officielle promo-video herunder, ja, hvorfor er det kun sanger Morrissey som optræder i den? Sagen er enkel: Intet er som det plejer, for The Smiths er netop gået i opløsning. Op til Manchester-bandets fjerde album Strangeways, Here We Come, der skal udgives 28. september, har Johnny Marr og Morrissey for konsekvent at undgå hinanden været i studiet på forskellige tidspunkter. Hver for sig har de således indspillet deres bidrag til de ti sange på albummet, der skal stå som det sidste – og paradoksalt nok måske allerbedste – de nogensinde laver sammen. Men The Smiths er færdige. Ikke at man ville ane det udfra denne lille forløber-singles raffineret vægtløse musik, der udsendes 10. august 1987. Det synes næsten bedragerisk, at et traumatisk band-sammenbrud kan lyde så musikalsk harmonisk. Nuvel, kæresten i sangen er dog i koma, og tanken kan nemt være, det i virkeligheden er Marr der synges om, når Morrissey mod dens slutning uanfægtet crooner ‘let me whisper my last goodbyes…’.

Hvordan afspejler man en ny musikkulturs attitude, æstetik og værdisæt i ét billede? Jamie Reid designede covers samt grafik for Sex Pistols, og hans særegne arbejde for dem signalerede klart, enkelt og præcist hvad punk handlede om. Sjældent har ny visuel kunst og ditto musik spillet så godt sammen og inspireret så meget. Jamie Reid døde i dag i Liverpool.

Kig på coveret. For du kommer næppe til at se et grimmere i dag. Måske der tænkes, dette må være et Genesis/Jethro Tull-inspireret band fra den engelske 2. division ca. 1975. Men intet kunne være så forkert. The Chameleons er et engelsk postpunk-band, dannet i 1981 i Middleton, lige nordøst for Manchester. Bandet kommer på dette debutalbum trofast af sin tid, er ikke synderligt originalt, men har alligevel sin helt egen, sørgmodigt dramatiske tone i et stærkt arrangeret spil mellem to storbys-rummelige guitarer tilsat den bass-spillende sanger Mark Burgess ukunstlede stemme. The Chameleons fandt dengang aldrig rigtig sit publikum, bortset fra et vist følge i Benelux og Vesttyskland. Tre albums blev det til inden håndklædet kom i ringen. Og de to første af dem er virkelig værd at opsøge, specielt debuten her, der i sin originalpresning ikke er billig. The Chameleons spiller igen nu og turnerer flittigt Europa, således var de også på parade i juni måned i Lille Vega. Men coveret her ovenfor, hvorfor den rædsel? Jo, en af bandets guitarister malede i sin fritid, så hans ‘værker’ blev brugt som artwork på The Chameleons’ plader. Godt for ham, synd for dem, der fortjente og fortjener langt bedre. Her et af mange virkelig fine numre fra debutalbummet Script of The Bridge, der udkom dags dato i 1983. Guldet ligger i den lange outro…