En ny lyric-video til ‘False Prophet’, Bob Dylan’s seneste single og tredje forløber for Rough and Rowdy Ways, som udkom i fredag. Værd at bruge alverdens tid på for den modne mesters suveræne greb om levering og sprog. Selve albummet vokser stadig her, så vidunderligt befriet for tidens overfladiske toneklang som det står i sine mange lag. Med en sodbrændt grundstemning af, hvad der gives lige nu af konflikt, kaos, og katastrofer i verden, det er ingenting, det hele skal nok blive langt værre, og ved gud, det er kun fortjent. Sendt snerrende afsted med det specielle Dylanske glimt i øjet naturligvis…
Alle indlæg af Jens
The house that Grant and Robert built
Som at høre Brisbane’s The Go-Betweens fra et noget mindre fortryllet australsk parallelunivers. Det indtryk har de her til nu hørte sange med Melbourne’s Rolling Blackouts Coastal Fever – umuligt navn, absolut! – givet. Men dagens nye single fra dette forårs Sideways to New Italy kan vist mere, end bare at stå ærbødigt i skyggen af engang…
family affair
The Walkmen’s Hamilton Leithauser havde på forhånd næppe forestillet sig, hans længeventede album The Loves of Your Life i disse måneder kun skulle kunne karantæne-promoveres via en række spredte webcasts, hjulpet musikalsk afsted af hans wife Anna, deres to små døtre, disses to niecer, samt her i går, på NPR’s Tiny Desk Concert et sted ude fra det landlige Amerika, endda Hamilton’s mundharpespillende far…
Heroin til en søndag?
Hvem andre end The Stranglers skulle kunne lykkedes undvige BBC’s normalt strenge censur og i 1982 score sig et kæmpe hit i England med en kærlighedssang, der så utilsløret er en hengiven hyldest til heroin? Og hvilken speciel sang det er, centreret omkring Dave Greenfield’s lille genistreg af en cembalo-figur, sendt afsted til sidst på Hugh Cornwall’s længselsfulde trappe af en katedralsk vokalmelodi. ‘Golden Brown’, her i en Top Pop-optagelse fra hollandsk TV, nåede adskillige uger på den engelske hitliste, kun holdt tilbage fra førstepladsen af The Jam’s ‘Town Called Malice’…
Art of the cover
The Stranglers; 4 X enhver svigermors drøm, her på coveret af debutsinglen, udsendt 28. januar 1977.
Dylan in motion
Dylan i topform på det næstlængste track fra hans spritnye album. Har her – trods et ærgeligt corny baggrundsbillede – valgt en lyrics-video af sangen, så mesterens Nobel-værdsatte sans for ord og fortælling kan åbenbare sig visuelt, altimens musikken flyder afsted sin tålmodige vej…
Problemet The Stranglers
Var meget på The Stranglers som teenager. Faktisk var deres ‘(Get A) Grip (On Yourself)’ et af de første 5-6 punknumre, jeg overhovedet hørte, så de indtog straks en central plads. Investerede entusiastisk i debuten Rattus Norvegicus (1977), opfølgeren No More Heroes (1977) og Black and White (1978), alle tre særegne albums med stor stilistisk diversitet og en sjælden musikalsk dygtighed indenfor punkens dengang endnu så snævre rammer.
Men allerede da, midt i teenage-hengivenhed til dem, lå det i luften, at The Stranglers også havde en anden side. For hvor bands som The Clash, The Ramones, The Jam, ja, selv Sex Pistols fremstod for os kids som en slags ældre og kærligt oplærende/informerende storebrødre – ja, mødte selv dengang The Ramones og The Clash, og de var trods deres punk-heftighed virkelig enormt…søde! – så var The Stranglers mere den indebrændte onkel, familiens sorte får, ham der kunne være rå, ubehagelig og ondskabsfuld uden at gøre sig det mindste umage.
The Stranglers’ karikerede kvindesyn var allerede dengang til debat, bandet tævede musikjournalister som havde anmeldt dem dårligt, og de holdt konfronterende koncerter, der ofte endte i slagsmål og hærværk. The Stranglers fremstod ofte mindre udadtil som et band end som en bande, fire semi-hools, hvis primitive råhed altid lå og ulmede, selv i bandets på overfladen indimellem overraskende stemningsforfinede musik.
Derfor naglede The Guardian det så perfekt da de i deres nekrolog først i maj for The Stranglers’ corona-afdøde keyboardvirtuos Dave Greenfield havde følgende overskrift: Dave Greenfield: putting beauty at the rotten heart of the Stranglers. For det var jo sådan det var, skulle man være ærlig overfor sig selv; The Stranglers’ bankende hjerte var sin vitalitet tiltrods pilråddent.
Jeg opgav efter de tre første albums Guildford-bandet som mere end afstandsuforpligtende guilty pleasure, men må stadig tilstå et vist musikalsk blødt punkt for vel 10-15 af de numre fra dem, der kommer med den så sært kortluntede skønhed. ‘All Roads Leads To Rome’ fra Feline (1983) – bandets overraskende vellykkede plyndringstogt ind i den tids nye synthbaserede popmusik – er et af dem…
Så Riv os fra hinanden
Ikke vores personlige favorit med Joy Division her, men at udsende en stærkt profileret single, vi taler kun små fem uger efter forsangerens selvmord, med titlen ‘Love Will Tear Us Apart’, det er et sjældent stærkt statement. Og når en så tidsklarsynet alvorssanger netop er død for egen hånd, så lyder hans nye sungne ord uimodståeligt, som kommer de fra hinsides med en uangribelig sandhed. Ialfald lige indtil flødeoverfladesangeren Paul Young scorer et MOR-hit med dem et par år efter. ‘Love Will Tear Us Apart’ med Joy Division blev udsendt på single i dag for 40 år siden…
Dylan er fremme
Vinylen kommer desværre vist først i midten af juli, men musikken på Bob Dylan’s nye Rough and Rowdy Ways udsendes og kan heldigvis købes/høres fra i dag. De foreløbige anmeldelser samlet på Metacritic er helt oppe at køre. F.eks. citeres Rolling Stone således om albummet: ‘On Rough and Rowdy Ways, Dylan is exploring terrain nobody else has reached before—yet he just keeps pushing on into the future’. Og Independent er ikke langt efter: ‘His richly soporific new album – his first new material since 2012’s Tempest – plays like an extension of that [2016 Nobel Prize acceptance] speech: a folksy recitation of literary and pop references sprawling over long, ramshackle songs with minimal (mostly acoustic) melodies that sway back and forth behind him like curtains in a light breeze‘. Her en appetizer…
Let’s turn on the endless night…
London’s Graham Parker and The Rumour er sært glemte i dag, men i bandets storhedstid – slut-70’erne/start-80’erne – havde bandet et stort navn i England/Europa, hvor de udsendte plader og turnerede med en indædt, new wavet rockmusik, der, ikke mindst qua sangskriver Graham Parker’s snerrende vokal, lød slet ikke ulig samtidige Elvis Costello and The Attractions. Bedste album er Squeezing Out Sparks (1979), hvor sangskrivning, produktion og sammenspil rammer en helt højere enhed, men også efterfølgeren, den Jimmy Iovine-producerede The Up Escalator (1980) er værd at opsøge. På ‘Endless Night’, åbningstracket på side 2, dukker en af Iovine’s venner op i studiet og synger med. Hør her hvordan Bruce Springsteen lyder i december 1979, sammen med Graham Parker and The Rumour…
Det der blev af det der var
Og Ian Curtis tager en nat sit liv i et køkken i Macclesfield. Og han indtager ubesværet en helgenplads i postpunkens himmelhvælving. Og Joy Division bliver til New Order. Og en rejse fra mørke mod lys påbegyndes. Og en af dens funklende stjerner tændes i 1986 som singleversionen af ‘Bizarre Love Triangle’. Og i går meddeler New Order på Instagram, at netop det så sjæleopløftende nummers promovideo er blevet opgraderet til high definition. Og det er vores undskyldning for at kunne glædes over det lige her. Og Ian Curtis må hjertens gerne se med derude fra, skulle det være ham muligt. Og mon ikke også han vil føle en vis stolthed over, det der blev af det der var?
Someone take these dreams away…
Drømmene er om Ian Curtis, der for altid på grynede videostriber vil danse sin epileptiske dans, mens Joy Division’s unge requiems – her er det ‘Dead Souls’ – blæser ud og henover al den ubetydelige underholdning, der lige siden har belejret den vestlige verden…
Strangled by jazz
The Stranglers’ keyboardmester Dave Greenfield drog hinsides i maj måned, jaget herfra af COVID-19. Det har afstedkommet denne hyldest, en listigt manipuleret version af hans mest kendte komposition, The Stranglers’ ‘Golden Brown’…
Sex Offender
I hvad kun vil være en spændende liste med perfekte debutsingler, bør denne have sin sikre deltagelse; 17. juni 1976 udsender Blondie ‘X Offender’, et så kort men bittersødt sammenstød mellem The Shangri-Las’ popmelodrama og New York City’s nye punkbølge…
Enjoy the silence
De fleste kender nok ‘In A Manner Of Speaking’ via Depeche Mode’s Martin Gore, der fan-sang nummeret med karakteristisk bævende vibrato på sin Counterfeit-EP i 1989. Men som det står til med den slags, så er den oprindelige version ofte bedre. Her er det Winston Tong der synger for på Tuxedomoon’s 1985-original…