Overskriften er titlen på et af de mere mindeværdige Sparks-numre fra 1977-albummet Introducing Sparks, deres syvende og egentlig første ordinære album, det efter et bombardement af farver, fest og flyvende falset på de første seks. Forever young står dog herover som en sammenfattende opsummering af Sparks’ karriere, der begyndte helt tilbage i 1970 i Los Angeles, men stadig hvirvler ufortrødent afsted. Forleden udsendte Ron Mael og Russel Mael således et nyt Sparks-album kaldet A Steady Drip, Drip, Drip, hvor duoens kendetegnende rastløse nysgerrighed og musikalske vovemod stadig sætter dagsordenen. Mener, hvor mange andre bands lyder så levende og iderige, som Sparks på nummeret her, efter de første 50 år?!

The National’s Matt Berninger har den forbindende stemme, der vel kan give selv de mest sårede sjæle troen på menneskeheden som sådan tilbage. Her det første udspil, titelnummeret endda, fra hans dog først til oktober kommende debutalbum som soloartist…

The Who’s originalindspilning af Pete Townshend’s ‘Substitute’ udsendes i marts 1966, og hvilken adræt, skarp mod-single den dog er. Sex Pistols tager 11-12 år senere med stor hengivenhed sangen et helt andet og nyt men slet ikke mindre kraftfuldt eller relevant sted hen. To forskellige generationer, men med identisk sans for afvisning og tilsidesættelse…

Skulle man lave en hjertets top-3 over de store britiske mod-bands fra 60’erne, ville vi her til enhver tid lade The Kinks og The Small Faces slutte øverst foran The Who. Fordi Ray Davies bare skrev langt bedre sange, og fordi Steve Mariott havde langt mere sjæl i sin stemme end The Who’s sært gennemsigtige posterboy-sanger Roger Daltrey. Det sidste er måske ikke så uforklarligt, da Daltrey hverken skrev de melodier eller ord, der kom ud af hans mund når The Who trådte op. Det gjorde istedet guitarist og The Who-sangskriver Pete Townshend. Skal ret være ret udsendte han og bandet i deres kreative mod-storhedstid fra 1965-67 en række fornemme, tidsdefinerende singler. Og som både albumtracket ‘Tattoo’ og singlehittet ‘Pictures of Lily’ her fremviser, kunne Townshend faktisk nemt – ikke helt ulig føromtalte Davies – fortælle en britisk hverdagshistorie med både elegance og indfølthed. Når ellers han gad og ikke hellere ville spille testosteron-brændende møllehjulsrock med madman-trommeslager Keith Moon på mentalt som fysisk overdrive ved sin side. Samt smadre elektriske guitarer til pindebrænde igen og igen, en kriminel handling synes jeg som lille, da jeg ikke selv havde råd til en. Der var nemlig som det perfekte rocknrollbrændstof en decideret rowdy gangmentalitet over The Who dengang. Hvilket går langt til at forklare, hvorfor netop de var så massivt store på de billige fodboldterasser i England. Og hvorfor netop et band som Sex Pistols kastede sig over The Who’s direkte hårdtslående ‘Substitute’, da det nye London-punkband skulle lave covers, der pegede mod den endnu musikalsk udefinerede stil, Johnny Rotten & co. selv gerne ville finde frem til og spille. Tillykke til Pete Townshend, der ankom så længe før og i dag fylder 75 år.

Boston, Massachusetts’ egen Jonathan Richman har fødselsdag i dag. Richman er nok mest kendt for protopunk-klassikeren ‘Roadrunner’, men har skrevet så mange andre stærke og så voldsomt Richman-specielle sange Her en der er så uafviseligt god, han endda har indspillet og udgivet den to gange. ‘That Summer Feeling’ står skrevet i længsel som en af de mest bittersøde sange om sommerens blomstring for alt levende liv, verden derude nogensinde vil få at høre…