Andrew Caitlin’s billeder af Morrissey her er gamle, men aldrig offentliggjort før. Titlen på Stephen Patrick’s til marts kommende nye album er til gengæld spritny: California Son.
Alle indlæg af Jens
Keith Moon
Vi talte om The Who i går. En stor del af deres berygtede vildskab kom fra trommeslager Keith Moon, der levede alt for stærkt og døde alt for ung i 1978, kun 32 år gammel. Tre år inden da nåede han at udsende sin eneste soloplade, Two Sides of the Moon, ofte omtalt som verdens dyreste karaoke-album, en spektakulært ufokuseret cover-affære med fordrukkent glimt i øjet og opulent overlæssede arrangementer. Men midt i denne rodebutik lykkes det faktisk Moon, hvis vaklende stemme absolut ikke er gjort af forsangermateriale, at levere en besynderligt rørende udgave af The Beatles’ ‘In My Life’…
A deer has to be taken with one shot
Noget så sjældent som en cembalodrevet ny single fra Deerhunter’s kommende album Why Hasn’t Everything Already Disappeared, der udsendes til januar. Men er det godt? Muligvis, men forvent ingen ny ‘Desire Lines’-besjælet før/efter-oplevelse…
Der fandtes telefoner
Hvad har A&R-folkene på Blondie’s pladeselskab Chryslais dog tænkt på?! Nummer 1-smashhittet ‘Heart Of Glass’, der i disse dage netop er blevet genudsendt i seks forskellige versioner på en vinyl-EP, var først den fjerde udsendte single fra Parallel Lines (1978). Først kom ‘Picture This’, en fremragende sang men et yderst beskedent hitlistebekendtskab, dernæst den noget sjaskede Buddy Holly-cover ‘I’m Gonna Love You Too’, der kun gjorde væsen af sig i Benelux, og så, udsendt i dag for 40 år siden – altså før ‘Heart Of Glass’ et par måneder efter indtog toppen af tinderne og gjorde Blondie til verdensstjerner – albumåbneren ‘Hanging On The Telephone’, der gik top-10 i England. Her originalen, skrevet af Jack Lee og udsendt i 1976 med hans Los Angeles-band The Nerves. Stilen hed power pop. Blondie’s version ligger tæt op af The Nerves’, der dog fatalt mangler Blondie-udgavens allervigtigste ingrediens: Debbie Harry.
Kærlighed til Sami
Sommeren 2012: Kent er på sommertour i Sverige. Udendørskoncerterne starter ud med, at Kent spiller i et lille kunstigt værelse midt på scenen, som var det gamle Kent-dage og bandet endnu var lillebitte. Altså dengang, fra længe før den store synth-drevne dødspop, da Sami Sirviö’s guitar tegnede og løftede lydbilledet. Det gør den igen her på en rystende god version af ‘Klåparen’ fra Du & Jag Döden (2004). Øjeblikket på 3:16 da breakdown-verset afløses af full on-attack på b-stykket er magisk…
Return of The Lemonheads
Fly der styrter ned, de crasher og forsvinder. Rockbands er anderledes. Tag bare Boston, Massachusetts’ The Lemonheads, hvis frontfigur Evan Dando i 90’erne var var blevet en regulær bubblegrunge- og posterboy-popstjerne. Han havnede sig i alvorlige kemiske problemer, endte med at følge rundt i sporet på Oasis, og efterhånden disintegrere som person deraf. Alligevel er der med mellemrum blevet ved med at komme plader og turnéer, hvor Evan Dando med mere eller mindre overskud giver den som The Lemonheads. Til næste år kommer så et nyt album, og endnu et bestående af coverversioner. Ikke det mest progressive move, men Evan Dando’s take på Yo La Tengo’s ‘Can’t Forget’ på denne forløbersingle er slet ikke uden egen diskret charme. Tracklisten på Varshons 2 står nedenunder…
Can’t Forget (Yo La Tengo)
Settled Down Like Rain (The Jayhawks)
Old Man Blank (The Bevis Frond)
Things (Paul Westerberg)
Speed of the Sound of Loneliness (John Prine)
Abandoned (Lucinda Williams)
Now and Then (Natural Child)
Magnet (NRBQ)
Round Here (Florida Georgia Line)
TAQN (The Eyes)
Unfamiliar (The GiveGoods)
Straight to You (Nick Cave & The Bad Seeds)
Take It Easy (The Eagles)
Catchy sad
Klar favoritsang her lige nu på det nye Robyn-album…
Soul love 74
Dags dato er det 44 år siden David Bowie udsendte sit meget udskældte dbl-livealbum David Live. Albummet, der er optaget på Tower Theatre i Upper Darby, Pennsylvania, fanger Bowie under hamskiftet fra Ziggy til white soul boy, og der er her endnu noget ubekvemt bastardagtigt over de tilsoulede-versioner af hans før så kridhvide glam-raketter. Læg dertil en teknisk mudret optagelse, som krævede adskillige studieoverdubs for at gå hjem, og et gustent billede tegner sig. Det bliver nu også mærkeligt på et livealbum, at høre Bowie synge korharmonier til sin egen hovedstemme, som tilfældet f.eks. er det på den iøvrigt gotisk smukke ‘Sweet Thing’. David Live blev lydmæssigt restaureret og genudsendt i 2005, men forbliver den dag i dag Bowie’s mest hemmelige (= unødvendige) livealbum. RSD-dbl-liveslbummet Cracked Actor (Live Los Angeles ’74) (2017), optaget tre måneder senere, er en på alle måder langt mere fuldbyrdet og tilfredsstillende affære.
Hope I die before I get old?!
I dag er det 53 år siden The Who udsendte deres ærketypiske ungdomsoprør-single ‘My Generation’. Mærkeligt gammeldags og nærmest glemt ord i dag, ungdomsoprør, er det ikke? The Who brugte i 1965 og årene derefter ‘My Generation’ som det nummer, Pete Townsend smadrede sin guitar og forstærker i. Vildt så det ud, men for de mange teenagers, der ikke havde råd til en elektrisk guitar, må den mærkværdige gestus have været svær at forstå…
Portishead møder Talk Talk
I dag for 16 år siden udkom ovenstående album, begået af Beth Gibbons, sangerinden fra Portishead, og Talk Talk-bassisten Paul Webb. Albummets åbningssang – først i albumudgave, dernæst i en liveversion fra BBC’s Later – er alene alle pengene værd…
ABBA til en søndag
Fordi klasse ikke fornægter sig. En ret hjerteknusende sang fra ABBA’s skilsmisse- og opløsningsalbum The Visitor (1981), hvor Björn og Benny skrev sange om at blive skilt og stå alene tilbage, som de fik deres kommende ekskoner til at synge. Lyder nærmest sadistisk, men isåfald har ondskab aldrig lydt så himmelsk. De nedadgående korharmonier er til at dræbe for.
Sidste november i Stockholm for at se Thåström boede jeg på Djurgården på et hotel, som delte lobby med byens ABBA-museum. Havde glemt hvor store ABBA var – og er – i almindelig folklore, men blev hurtigt mindet om det der. Var som at bo ovenpå Graceland eller noget. En enorm trafik ind og ud, af ABBA-turister aus dem ganzen Welt. Ved ikke om de hører samme storhed som jeg i nu denne sang, men ved gud, jeg håber det for dem…
Lou
Et band der har haft mindst ligeså stor indflydelse på rocknroll som The Beatles? The Velvet Underground. Det er i dag fem år siden Lou Reed gik bort. Hans musik står stadig lyslevende…
Going up?
Trods svag serbisk modstand var det uendeligt forløsende, at se Liverpool spille noget, der lignede flydende bold i onsdags. Cardiff har som nyoprykker gevaldige problemer i PL, så kampbilledet på Anfield synes tegnet på forhånd. Skal det komme svært at åbne den blå dåse? Det bør ikke blive en nervepirrende lørdag eftermiddag, gør det?!
Liverpool – Cardiff, lørdag kl. 16.00, TV3 MAX/downthelocal
Down
Den her bastard af et skrivekrampe-ramt R.E.M.-album – det første uden trommeslager Bill Berry – udkom i dag for 20 år siden. Lærte aldrig at blive god ven med det, hverken hvad galdt de for R.E.M. så kluntede sangstrukturer, den retningsløse produktion, eller Stipe’s stift låste ord. Når det er sagt, så er ‘Lotus’ og ‘Walk Unafraid’ stadig veldrejede rocknumre, ‘At My Most Beautiful’ en musikalsk fornem Beach Boys-tribute, og ‘Parakeet’ en ballade så smuk, den end ikke ville have gjort sig til skamme ved siden af ‘Nightswimming’ og ‘Find The River’, der sidst på Automatic for the People (1992). Det var og er bare ikke nok til at redde et helt R.E.M.-album. Her føromtalte ‘Lotus’ optaget på efterårets promotour, der bl.a. bød på seks TV-transmitterede shows på små klubber. Ikke mindst Stockholm’s Grand Hotel bød på en mindeværdig aften, der gav et langt mere vitalt og positivt indtryk end det album, man var afsted for at tjene…
Ensommest i Sverige
I forrige uge var det 11 år siden Kent udsendte deres Tilbaka Til Samtidan, den med det rødlige cover med motiv af kvinde til hest på bro. Taler om albummet, hvor Kent for alvor kaster indierocklyden fra sig og bliver et übermoderne, keyboardorienteret popband istedet. Tilbaka Til Samtidan overses ofte i Kent’s samlede diskografi, det trods en serie af fem udlægssange – ‘Elefanter’, ‘Berlin’, Ingenting’, ‘Vid Din Sida’ og ‘Columbus’ – der næppe er hørt stærkere fra bandet. Her går vi dog ud på den Kent-albumklassiske store finalefilm, der er ‘Ensammast I Sverige’. Sjældent har noget så manufaktureret lækkert vel lydt så, ja, ensomt. Og nej, behøver ikke at nævne her, at Kent er stærk savnet, samt at deres nødvendige comeback vil blive en smuk hjerternes genforening…