Elvis Costello’s andet album – han første med The Attractions – kåres som årets bedste i 1978 på den amerikanske liste, Webmaster Pastor lufter lige herunder. Åbningsnummeret på This Year’s Model er det første jeg nogensinde hører med Costello; også det bliver i DR præsenteret i et af specialprogrammerne (radio kunne meget mere dengang) på P3 som det nye ‘punk’. Et forrygende godt nummer faktisk, hvis pop-potentiale snart forløses af Costello og The Attractions på opfølgeren Armed Forces (1979)

Kevin Cummins’ New Musical Express-foto fra 6. januar 1980 af Joy Division på en sneklædt gangbro i Hulme, Manchester føles som det helt korrekte vidnesbyrd fra postpunk-vintrene. For hukommelsen fortæller entydigt, de vintre på den tid som oftest var bidende kolde og, ja, sneklædte som nu i dag. Var det den association som denne morgen fik Joy Division’s andet og sidste album Closer (1980) frem og på pladespiller her, ved det ikke. Men hvor har den plade (optaget i marts 1980) også sin helt specielle Martin Hannett-producerede sound, der emmede/emmer af frostens klarhed. Her er det afsluttende ‘Decades’, hvilken definitiv, hjerteskærende slutsang for både Ian Curtis og Joy Division!

26. januar 1979 tager det endnu helt ubeskrevne band Bauhaus de små 30 km. fra Northampton i East Midlands over til nabobyen Wellingborough, hvor der findes et indspilningsstudio – Beck Studios – i den hvide bygning fra Google Earth herover. I de beskedne omgivelser indspilles den dag under en seks-timers-session det nummer, der nu anses som første egentlige goth-indspilning, samt står som skabelon for subgenren af postpunk, både hvad musikalsk æstetik og dens overordnet kulsorte stemning angår. Hvilket naturligvis ville være ligegyldigt, hvis ikke nummeret var så specielt og dragende. Hørte først ni-minutter lange ‘Bela Lugosi’s Dead’ på John Peel’s BBC-show, hvor dets så særegne blanding af dub-elementer, tæt, ren rocklyd og muligvis også vampyrer straks gjorde indtryk…

Bowie’s Station to Station rundede 50 år i fredags og modtog derfor endnu engang laurbærkranse fra nær og fjern. Men sådan var det ikke altid. Herunder er det den centrale amerikanske rockjournalist Dave Marsh, der i amerikanske Rolling Stone skyder pladen ned under gulvbrædderne ved udgivelsen i januar 1976. Hvordan mon Marsh har det i dag med at have givet dumpekarakter til et værk, der i dag står så selvskreven på sin plads som døråbner for rockmusikkens fremtid? At han personligt slet ikke bryder sig om pladen, det er en ærlig sag, men en musikkritiker skal jo kunne perspektivere og se de større linjer i det han/hun anmelder. Og der får Marsh dumpekarakter her. Præcis som danske Torben Bille gjorde det, da han i en anmeldelse af Sods’ Minutes to Go misforstod præmissen for den nye tids musik ved hovedsageligt at fokusere på bandets musikalske kunnen eller mangel på selvsamme. Musikkritik kan ofte synes gratis for afsenderen, men det er den ikke. Anmelderen kan – præcis som artisten der anmeldes – hurtigt ende med fagligt at stå på den forkerte side af historien, som nu Dave Marsh her…

Vi havde Kristi Brud fra Bergen her på siden omkring deres bemærkelsesværdige debut for to år siden. Nu er toeren Et Fall kommet og den bygger målrettet videre, det med fornemme anmeldelser i Norge som umiddelbar høst. Her kører åbningsnummeret…

Bowie’s mesterlige Station to Station udkommer 23. januar 1976, i dag for 50 år siden. Albummet består som bekendt kun af seks numre, hvor specielt de tre på side 1 præsenterer en komplimenterende helhed af skræmmende styrke, ikke bare i datidens musiksprog, men så sandelig også nu. Kontroversielt har Bowie udtalt, han selv intet husker fra indspilningerne, hvor han lever udelukkende af kokain, rød peber og mælk. Det ses på samtidige billeder af hans radmagre figur, men høres bare slet ikke på albummets raffinerede, afsøgende musik, som her repræsenteret af åbnings- og titelnummeret, hvis anden halvdel må være noget af det mest forædlede rocknroll, der nogensinde er blevet indspillet…

Et synspunkt til eftertanke fra Dave Davies, Ray’s bror i The Kinks…

Arctic Monkeys udsender som singleforløber til War Child-velgørenhedsalbummet HELP(2) i dag sit bidrag ‘Opening Night’, Sheffield-superstjernernes første nye musik siden 2022…

Genren skilsmisseplader defineres vel næsten af Bob Dylan’s Blood On The Tracks. Uanset om man er til Dylan eller ej, så er kvaliteten og råfølelsen af opbrud på dette albums flok af genstridige sange svær at komme uden om. Hør bare her åbningsnummerets ubesværede struktur, melodi, fremførsel og fritfabulerende ord. Blood on the Tracks blev udsendt dags dato i 1975…

Cameron Winter’s band Geese, et af den vestlige klodes mest hypede bands det seneste års tid. Måske også det mest selvtilstrækkelige? Fusionsmusik som masseødelæggelsesvåben er ikke noget nyt påfund, men den bedrevidende ironiske distance her gør kun slemt værre…