Bowie’s Station to Station rundede 50 år i fredags og modtog derfor endnu engang laurbærkranse fra nær og fjern. Men sådan var det ikke altid. Herunder er det den centrale amerikanske rockjournalist Dave Marsh, der i amerikanske Rolling Stone skyder pladen ned under gulvbrædderne ved udgivelsen i januar 1976. Hvordan mon Marsh har det i dag med at have givet dumpekarakter til et værk, der i dag står så selvskreven på sin plads som døråbner for rockmusikkens fremtid? At han personligt slet ikke bryder sig om pladen, det er en ærlig sag, men en musikkritiker skal jo kunne perspektivere og se de større linjer i det han/hun anmelder. Og der får Marsh dumpekarakter her. Præcis som danske Torben Bille gjorde det, da han i en anmeldelse af Sods’ Minutes to Go misforstod præmissen for den nye tids musik ved hovedsageligt at fokusere på bandets musikalske kunnen eller mangel på selvsamme. Musikkritik kan ofte synes gratis for afsenderen, men det er den ikke. Anmelderen kan – præcis som artisten der anmeldes – hurtigt ende med fagligt at stå på den forkerte side af historien, som nu Dave Marsh her…