– You want to hear a guy’s story, and if the guy’s really seen a few things, the story is quite interesting. Or even if he comes to the point where he wants to sing about the moon in June, there’s something in his voice … when you hear Fats Domino singing, “I found my thrill on Blueberry Hill,” whatever that’s about, I mean, it’s deep.
Leonard Cohen
RIP, Fats!
Pixies-gallionsfiguren Kim Deal spiller i aften i Store Vega (der er ikke udsolgt) på Europa-tour med sit gendannede The Breeders. Med den nye single herover på display – ja, et album meldes på vej – så setlisten således ud i forgårs i TRIX Foyer i belgiske Antwerpen:
No Aloha
Saints
S.O.S.
Invisible Man
Wait In The Car
I Am Decided (The Amps cover)
Tips City (The Amps cover)
Night of Joy
Fortunately Gone
Walking With a Killer
Pacer (The Amps cover)
Bang On
Off You
New Year
Cannonball
Happiness Is a Warm Gun (The Beatles cover)
Glorious
Hag
Archangels Thunderbird (Amon Düül II cover)
I Just Wanna Get Along
Do You Love Me Now?
+ + +
Gigantic (Pixies cover)
Divine Hammer
Drivin’ on 9 (Ed’s Redeeming Qualities cover)
Iris
Vi hyldede Sheffield’s The Human League og deres 1981-state of the art popmesterværk Dare her i forgårs. En af synthpopladens mørkere numre er ‘Seconds’, der med enkle men effektive virkemidler besynger mordet på John F. Kennedy…
Det bliver ikke nemmere at lytte til de gamle Alice Glass-plader med elektroduoen Crystal Castles efter hendes webpost i dag, der, i slipstrømmen af den Harvey Weinstein-affødte og omsiggribende protest blandt kvinder mod seksuel forulempelse og/eller krænkelse, beretter, hvordan hun i hele sin tid i bandet blev voldtaget, manipuleret og misbrugt fysisk som psykisk af Crystal Castles-sangskriver/producer Ethan Kath. Læs det foruroligende statement lige her. Alice Glass forlod Crystal Castles i 2014, men Ethan Kath er fortsat aktiv under samme bandnavn, nu med den nye sangerinde Edith ombord istedet. Kath har straks stemplet de nye anklager som ren fiktion.
På dags dato i 1980 udsendte David Bowie anden single fra Scary Monsters…
Fra Göteborg’s regntunge efterårsgader kommer Makthaverskan, højaktuelle med albummet III, postpunkbandets tredje, hvorfra her features den storladent iltre ‘Comfort’, der fremviser frontkvinden Maja Milner’s dramatiske vokaltalent med en bredvinget sound, givende associationer ikke mindst til isdronning Siouxsie Sioux, men også Elisabeth Frazer fra Cocteau Twins. Makthaverskan spiller 5. november koncert på Ideal Bar, København…
Ugens bedste (gen-)pladekøb her blev ubetinget gjort fredag lige over frokost i efterårsregngrå Vejle. I byens musikinstrument- og vinylbutik Tartan stod i brugtpladesektionen en imponerende velholdt udgave af The Human League’s kommercielle gennembrudsalbum Dare (1981) til kun 30 kr. Dare var – selv her i DK – overalt dengang, nok mest som følge af blockbuster-singlen ‘Don’t You Want Me’, men albummets skarpe sangskrivning, specielle univers og fremsynede produktion gjorde det nemt værd at lytte til i sin helhed som værk. Bandet Human League var ellers på det tidspunkt ikke spået mange chancer, da dets to kreative kræfter Martyn Ware og Ian Craig Marsh var brudt ud og havde dannet Heaven 17. Som erstatning for dem rekrutterede sanger Phil Oakey straks to unge kvinder – Joanne Catherall og Susan Ann Sulley – hvis entusiastiske dans på et diskotek i hjembyen Sheffield havde bjergtaget ham. Det forståes udfra denne visuelt udadvendte optræden med albummets første single ‘The Sound Of The Crowd’, der blev udsendt et halvt år før den Martin Rushent-producerede Dare‘s udgivelse 16. oktober 1981, og som var første gang man fik de to nye kvindelige vokalisters stemmer at høre i Human League-universet. Og stilen var også anderledes herfra, for The Human League’s til da så aparte og skæve synth-musik fremstod i Oakey’s varetægt pludselig langt mere pakket med pop-catchiness. Som sådan er ‘The Sound Of The Crowd’ en perle af et nummer, selvom det først var med ‘Don’t You Want Me’ senere samme år, at de øverste hitlistepladser skulle blive indtaget…
Hamilton Leithauser har i dag udsendt levende billeder til sin nye single ‘Heartstruck (Wild Hunger)’. Skulle nogen være på de kanter, spiller han med sit band i aften i Delmar Hall i St. Louis, Missouri…
Kent sang det, og Kent synger det her. Mandagen er grå og fuld af faldende oktober. Den er svær ikke at holde af…
Verdens mest stilskabende band med den perfekte søndagssang for i dag…
Dengang vi i 1983 så en storskrigende, narkotynd Nick Cave rulle rundt i Saltlagerets musikalske rendesten med The Birthday Party, var der vel ingen af os der havde sat penge på, at han en skønne dag, langt ude i en fjern fremtid, skulle vende tilbage i folkelig triumf til København, og sælge byens nye store arena ud så let som ingenting. Her er han undervejs på den lange rejse mellem de to yderpunkter, på Letterman’s show i 1992. Og nej, engagement og form fejlede aldrig noget hos Nick Cave and the Bad Seeds. Hav et fantastisk show med dem i Royal Arena i aften!
Nick Cave fanget tirsdag eftermiddag på en svensk tankstation, et sted undervejs fra Oslo til Stockholm, sidste show før Københavns Royal Arena fredag aften.
I disse dage for et år siden var Kent igang med den norske del af den enorme skandinaviske afskedsturné, der hen over efteråret lagde Eskilstuna-bandet behørigt i graven som afsluttet fortid. Koncerterne på den tour var lantgfra de bedste Kent nogensinde spillede, da arenaerne var blevet så store, scenografien så enorm, backtracks så omfattende, at bandet og dets musik som levende organisme ligesom forsvandt i opsætningen og begivenhedens enormitet. Eller også skyldtes manglen på liv og nærhed måske snarere, at Kent allerede havde set dødsskriften på væggen og ikke længere så sig selv som band, men snarere som et rejsende afskedsmonument for alt der havde været. Nej, det kan ikke have været nemt at skulle være aktivt med til sin egen begravelse, og da slet ikke når den blev gentaget aften efter aften, fra lys sensommer-september til kulsort december, endestation Stockholm.
Så hvordan mon de har det nu, de fire medlemmer af bandet der tog sit eget liv?! Jeg spørger af forundring, fordi jeg ikke helt kan forestille mig hvor man går hen, hvordan man nulstiller sit indre ur, når noget har fyldt så meget hele ens voksenliv som Kent må have gjort for dem. Mon trommeslageren fik sig en god citronhøst i sin have oppe i Eksilstuna i år? Mon sky Jocke Berg glædes over ikke længere at skulle tage de for ham så tunge skridt op på scenen hver aften, og iklæde sig rollen som udadvendt rockstjerne? Mon guitar-es Sami Sirviö har gang i et projekt med en håbefuld, ubeskrevet sangerinde, eller noget? Og mon de overordnet er tilfredse med og glade for, at Kent ikke findes mere som bibringer af fornøjelse, arbejde, levebrød, oplevelser i nær og fjern? Men også som leverandør af et konstant forventningspres, fra verden derude som fra egne kunstneriske ambitioner?!
Og mon de fire Eskilstuna-venner slet ikke savner Kent? For det gør jeg ialfald. Ikke mindst nu, hvor det efterår har sat ind, som Kent plejer at være det perfekte soundtrack til. Og i en svensk rockvirkelighed, hvor engang så brillante Håkan Hellström er blevet fanget og synes fortabt som dansende lirekasseabe i egen giga-popularitet, kunne det være så velgørende med netop Kent på banen med det for dem så typisk klare, kølige og sødt smertende overblik, vi plejede at kunne spejle os og vores nutid i. At Thåström så er i sit livs form, og på Centralmassivet vel netop har udsendt en af årets bedste plader, er naturligvis både en velsignelse og et plaster på næsten hvilketsomhelst sår. Men alligevel….Kent! For fanden, Jocke, du stak kniven ind. Hvor kunne du gøre det?!
I staten Oregon i det nordvestlige USA ligger i al ubemærkethed søen Wallowa Lake. 24. november udsender Sufjan Stevens albummet The Greatest Gift Mixtape — Outtakes, Remixes, & Demos from Carrie & Lowell, der som den lange titel afslører er en slags opsamling centreret omkring SS’s 2015-album Carrie & Lowell. Og hvad har det så med føromtalte sø at gøre? Jo, en stemningsladet fin og ildevarslende smuk sang, et outtake der aldrig kom med på albummet, er netop blevet udsendt som forløber til opsamlingen. Og den hedder ‘Wallowa Lake Monster’…
Ved godt den overskrift lyder helt forkert. For var der noget Nico udadtil aldrig fremstod i bare den fjerneste kontakt med, så var det ‘happy’. I den pre-udgave af Love Shop der hed Lit de Parade havde Hilmer og jeg fornøjelsen at spille support for – og møde – hende og hendes Manchester-band på Montmartre i København. Og ved den lejlighed virkede hun akkurat så fortabt, fjern og slukket som myten om hende foreskriver. Hun sagde ikke mange ord der backstage, hvor hun det meste af tiden siddende hvilede sit tunge hoved på et spisebord, ventende tålmodigt på koncertarrangørens leverance af junk. Få år efter døde hun på Ibiza af et hjerteanfald under en cykeltur. Forbindelsen til The Velvet Underground og Warhol har siden holdt hendes stjerne lysende meget klart på rockhimlen, men hvad mange overser er, at hendes egen senere musik ofte har en særegen stærk kvalitet og absolut kan være værd at dykke ned i, hvis det mentale overskud er dertil. Her følger svajende sorgfulde ‘Purple Lips’ fra Drama of Exile (1981), et meget blandet album, der også præsenterer en iskold og nærmest imponerende illusionsløs version af David Bowie’s ‘Heroes’, nej, man skulle næsten ikke tro det muligt. I dag ville Nico være blevet 79 år…