Halvanden uge siden Broder Daniel-kultstjernen Henrik Berggren’s comeback og solodebut udkom. Juryen her voterer stadig om albummets endelige kvalitet, men en fascinerende og meget atypisk genkomst er det ialfald. Se blot dette besynderlige men også rørende interview fra svensk TV4’s Nythetsmorgen forleden…
Alle indlæg af Jens
Blood on the tracks
Combat Rock, The Clash’s svanesang som kreativt band, det sidste med musical maestro Mick Jones og trommevirtuos Topper Headon ombord, blev udsendt på denne dato i 1982. På dagen købte jeg mit eget eksemplar i Lehmann Radio & TV i Viborg. Her er albummet som pladens første producer Mick Jones tænkte det, inden han blev fyret af de andre og erstattet af Glyn Johns, der nedbarberede/forkortede Jones’ mere spraglede dbl-album-udgave – kendt siden som Rat Patrol from Fort Bragg – til det absolut udmærkede men anderledes resultat, der altså udkom 14. maj 1982 som Combat Rock.
Rat Patrol from Fort Bragg-tracklist:
The Beautiful People Are Ugly Too
Kill Time
Should I Stay or Should I Go
Rock the Casbah
Know Your Rights
Red Angel Dragnet
Ghetto Defendant
Sean Flynn
Car Jamming
Inoculated City
Death Is a Star
Walk Evil Talk
Atom Tan
Overpowered by Funk
Inoculated City
First Night Back in London
Cool Confusion
Straight to Hell
Ham her!
Thåström udsender i dag ny single – ‘Utanför Old Point Bar’ – og der loves nyt album til september. Her presseskrivet fra Sony Music Entertainment:
Thåström är tillbaka!
Under hela sin karriär har denne ikon befunnit sig på en konstant resa, i ständig framåtrörelse. Utforskande och med en outtröttlig energi och nyfikenhet. De senaste åren anses av många vara hans mest intressanta och kreativa. Någonting som styrks när han nu, två år efter guldsäljande albumet ”Den morronen” återvänder med en ny höjdmarkering i form av singeln ”Utanför Old Point Bar”.
Amerikanska gospelkörer möter en stenhård europeisk blues som exploderar i en tung refräng som får himlen att öppna sig och änglar att dansa över nylagd asfalt. Innan dess sugs vi in i en vers som tar oss till en motellbalkong i Houston och som låter oss rulla förbi den amerikanska söderns oljefält innan vi sjunger tillsammans i refrängen.
Thåströms resa fortsätter med ”Utanför Old Point Bar” och vi andra sitter fascinerat i passagerarsätet.
Och det finns ingen annanstans vi hellre skulle vilja vara.
”Utanför Old Point Bar”, liksom det kommande albumet som släpps i september, har spelats in av Thåström och Niklas Hellberg (som också ingår i Thåströms liveband) i klassiska Hansastudion i Berlin. Även mixen, som sköttes av Michael Ilbert, ägde rum i Hansastudion där storheter som David Bowie, Nick Cave och Iggy Pop tidigare skapat rockhistoria.
Forårsregn
The Go-Betweens’ Robert Forster viser i den tidstypiske dog meget fine video til 1986-singlen ‘Spring Rain’, at der muligvis fandtes en slags Jarvis Cocker før Pulp’s Jarvis Cocker…
The National er tilbage
But what took you so long?!
Da der langtfra endnu er ny lyd fra det kommende album, tager vi hellere end gerne en tur gennem en af bandets bedste TV-optagelser ever, ‘Anyone’s Ghost’ fra The National’s til nu mesterplade High Violet (2010), spillet live det forår pladen kom, på et forladt slot med udsigt over New York’s Hudson River…
En film der skal ses
En ny doku om Brisbane’s nu forgangne men evigt brillante The Go-Betweens har premiere på Sydney Film Festival i starten af juni. Den hedder ‘Right Here’ og traileren lover kun godt…
Teenage-Sid kunne lide Bowie
Fun is my object in life…
Så Sid Vicious ville gerne have det sjovt, men det er umuligt at finde optagelser, hvor han ser ud til at lykkedes med det. Da han kom med i Sex Pistols var bandet allerede kreativt færdigt, og som sådan blev Sid Vicious den perfekte posterboy for punk som tom provokation. Han gør det nu ellers skødesløst fremragende i den nærmest ikoniske video til ‘My Way’. Da han tilsidst hæver sin pistol, skyder mod alt og alle, kaster V-tegnet og skrider, er det et stærkt iscenesat punk-‘fuck you’ med udråbstegn efter. I det virkelige liv stod det desværre mere handlingslammet til, da heroin hurtigt reducerede unge Sid til en hjælpeløs baby. Som dokumenteret i følgende korte interview med Sid og hans groupiekæreste Nancy Spungeon, som helt hjemmehjælperihærdigt ellers prøver at få ham til hægterne. Det skulle vise sig en umulig opgave. Sid dræbte Nancy, og omkom selv tre måneder efter af en overdosis, 21 år gammel. I dag kunne han have fejret sin 60-års.
På tour med DM
Albumaktuelle The Raveonettes spiller lige nu support på Depeche Mode’s store Europatour for Spirit. I den anledning har morsomme Depressed Goat fået lavet laminerede acces-kort til Sune Wagner og co, der i aften med er på før de engelske synth-arenarockere i Antwerpen.
Her Raveonettes’ setliste fra Amsterdam’s Ziggo Dome i forgårs:
This World Is Empty (Without You)
Observations
The Enemy
Downtown
The Heavens
With My Eyes Closed
Hallucinations
Love in a Trashcan
Aly, Walk with Me
When Night Is Almost Done
Og Depeche Mode-settets opbygning? Same as always, mere eller mindre. Der startes ud på de nye sange og lidt mindre populære hits, hvorefter der geares op til at ‘Everything Counts’, ‘Stripped’, ‘Enjoy The Silence’ og ‘Never Let Me Down Again’ slutter selve settet behørigt af. Blandt ekstranumre findes klimaks-obligatoriske ‘Walking In My Shoes’, ‘I Feel You’ og ‘Personal Jesus’, samt denne sympatiske men også pænt karaoke-lydende hyldest til David Bowie, hvis musik specielt David Gahan altid har været udtalt afhængig af. Her Depeche Mode’s “Heroes” fra tourpremieren fredag aften i Stockholm:
Ikke Reseda’s simili
Stort tillykke til CV Jørgensen med fødselsdagen. Her markeret med en af hans allerbedste sange, en mageløs sansning af Nordens lyse nætter…
Jeg strejfer planløst om på vejene hvor jeg bor
med fornyet appetit på livets gang her højt mod nord
hvor folk & fæ igen færdes uvante i det fri
mens stjernerne de funkler som Reseda’s simili
& hver en villahave har sin helt specielle duft
der forsøder sommernattens stillestående luft
hvor nattergalen uden at unde sig selv det mindste hvil
slår sine triller dygtigt ramt af Amors pil
Ja natten den er lys & lang som vejen hjem til der hvor
min uredte seng står frit i rummet fristende & klar
med drømme der vil ku’ sende enhver til verdens ende
men jeg la’r andre om at sove & forbli’r i min tro
på at vinden hvisker i mit øre ka’ du høre græsset gro
© CV Jørgensen
Introducing…Heaven!
Forleden blev det klart at der i denne uge, istedet for det så længe lovede men aldrig udsendte Chromatics-album Dear Tommy, udkommer et soloalbum med bandets mastermind Johnny Jewel. Og ikke nok med det, på hans label Italians Do It Better udsendes også snarligst en EP med et nyt band ved navn Heaven, der på deres nye ‘It’s Not Enough’ lyder endda meget som netop Chromatics, det ikke kun fordi Johnny Jewel har produceret. Videoen er iøvrigt editeret af Chromatics, hvad det så end betyder. Forvirringen total, musikken fejler intet.
Endnu en sang her fra den snartkommende Heaven-EP, en hypnotisk electrocover af Rick Nelson’s ‘Lonesome Town’, og her er Chromatics krediteret hele videoen…
Kunsten at være sig selv
Kasabian’s nye album er forudsigeligt nok en flagrende rodebutik i stilarter og referencer, og fremstår som sådan noget beskeden på egen personlighed. For Crying Out Loud ville derfor være meget nem at rubricere som ligegyldig, var det ikke lige fordi Kasabian flere steder på alnummet faktisk har ret fantastisk skårne sange og hooklines at byde på. Hør nu her bare ‘Wasted’, der kommer som den bedste og mest melodisk generøse poptune Blur ikke har lavet siden The Magic Whip…
Sunday
I dag for et år siden fejrede Arctic Monkeys-trommeslageren Matt Helders sin 30-års med at spille trommer for Iggy Pop ved en decideret magisk seance i Berlin’s udsolgte Tempodrom. Her en fin amatøroptagelse af ‘Sunday’ derfra. Tror måske vi vil tage U1 hen til Tempodrom i aften og høre, om der skulle være et ekko eller to fra det mægtige show at fange i luften udenfor endnu…
First love never dies?
Det første verden udenfor Manhattan hører til Blondie er i 1975 da NME’s Charles Shaar Murray besøger New York og rapporterer hjem til Europa om byens nye punkede musikscene, centreret omkring klubben CBGB’s på The Bowery. Han skriver begejstret om en aften med The Ramones, hvor også deres supportact Blondie beskrives og roses for den idealistiske DIY-spirit, han ser som kendetegnende for hele den nye NYC-scene. Men Murray affejer dog afsluttende Debbie Harry (og hendes band): “Sadly, Blondie will never be a star simply because she ain’t good enough, but for the time being I hope she’s having fun”.
I hope she’s having fun…?! Charles Shaar Murray, din amatør. Skru tiden tre hurtige år frem og Debbie Harry ligger nummer et med Blondie i det meste af verden, med tredjealbummet Parallel Lines og med new wave-crossoversinglen ‘Heart Of Glass’. Det er en gylden tidsperiode hvor Blondie udsender dagsordensættende state-of-the-art popmusik, der både kan det med at række bredt ud, men samtidig tager selvsikre chancer til højre og venstre midt i et musikalsk landskab af opbrud og forandring. Den enorme succés slår dog ultimativt bandet kreativt ihjel, og det slutter forstemmende tamt på The Hunter i 1982, en skilsmisseplade om noget.
I 1999 er gendannede Blondie tilbage og det har de været lige siden, indtil denne weekend med tre albums, der alle har båret på en to-tre gode Blondie-sange og så en masse uinspireret fyld af mere eller mindre pretentiøs karakter. Denne weekend udsendes Pollinator, som vi her på siden først måske var lidt for hurtige med at affærdige. For ser vi bort fra at konkurrencen mod bandets storhedstid, hvor producer Mike Chapman fik überperfekt popmusik ud af Blondie’s inspirerede sange, er helt umulig at vinde i 2017, er Pollinator nok faktisk det bedste Blondie-album siden Autoamerican fra 1980.
Problemet er først og fremmest at verden, som den var det i bandets storhedstid, aldrig bliver Blondie’s igen. Væk er Mike Chapman og hans dengang så naturligt moderne analoge studielyd, istedet afløst af et nyt årtusindes smallere, langt mere konkrete og stikkende digitale sound. Sangene på Pollinator er ofte af fin popkvalitet, og Debbie Harry synger stadig som en drøm, men allgevel mangler de sidste 10% i forførelsens kunst, den hypnosekunst der vel var hendes og bandets allerstørste aktiv. Det her er mere Blondie der vil lyde som Blondie, end Blondie der bare er Blondie. Den ubesværede musik bandet spillede i dets storhedstid for længe siden var stor kunst, og affødtes netop af frihed til at turde være sig selv, af at være unge, frie og på vej.
Den slags giver sig naturligvis ikke længere, al uskyldighed borte nu og rockmusik ikke længere så centralt magtfuldt et medie, men mindre kan også gøre det. Pollinator har – trods sit skræmmende hav af kollaboratører – sangene og de hooks der gør, at var de et nyt bands, ikke for evigt sat under skyggen af egen mytologi, ville der blive høstet anderledes stor opmærksomhed og interesse.
Som det er nu bliver det mest en fornøjelse for de af os, der har historie med Blondie. Forelskelse husket, værdsat og genvarmet på en række nye flimrende lydfilm, der heldigvis denne gang er stærke nok til ikke automatisk straks at blive forvist til det frygtede nostalgihjørne. Og efter alle de år er det i sig selv en bedrift. ‘Best Day Ever’, ‘Long Time’, ‘Gravity’, ‘Doom Or Destiny’, ‘Fun’, Johnny Marr’s ‘My Monster’ og ‘Fragments’, samt det skjulte track ‘Tonight’ træder på Pollinator frem som selvkørende, stærke Blondie-sange og er alle racerbaner, der formår at tage Debbie Harry hjem som den i år 2017 usandsynlige vinder.
Mægtige Afghan Whigs
Endnu en krabat af sang – og med en langt bedre video til – fra The Afghan Whigs nye album In Spades, der udsendes denne weekend…