Mandag morgen, det er iskoldt, ugen skal hjælpes igang her på siden, og det kommer den med det tyndeste musikalske undskyldning for at spille et af Talk Talk’s store euro-øjeblikke fra deres gyldne 1984-sæson, nemlig at deres bassist Paul Webb fylder år i dag. Underligt med Talk Talk, som de startede i den allermest skamløse hitlistesøgende Duran Duran-pop (1982), gav den en opsigtsvækkende sjælfuld overbygning (1984), begyndte at formeksperimentere (1986), hvorefter de på Spirit of Eden (1988) og Laughing Stock (1991) helt og aldeles forlod den gængse musiklandevej for at bevæge sig ud i et uudforsket musikområde mellem hypnotisk rock og tilstandsjazzz, hvor stemning var alt og hitsingler aldeles ligemeget. Så jo, den omvendte løbebane af næsten alle andre bands, der starter i noget skævt og ender mere straight end en lineal. Min personlige favoritperiode med Talk Talk ligger mellem It’s My Life (1984) og The Colour of Spring (1986). På touren for sidstnævnte så vi dem spille mellem New Order og Depeche Mode i Valby Idrætspark. Sanger Mark Hollis var ved den lejlighed mindst 85% bedøvet af drugs, hvilket bandets følsomme musik sjovt nok ikke led under den dag.

Ved godt det måske synes heftigt med alle disse Bowie-mærkedage, men hey, hans første 1977-meisterwerk fra Vestberlin bilver altså 40 i dag – tillykke, Low!

Iggy Pop tager hul på 2017 med en titelsang til filmen Gold, han har indspillet sammen med wizard-producer Dangermouse. Nu pladsen er blevet ledig, synes det måske ikke så underligt at Iggy’s stemme lyder mere og mere som Leonard Cohen…

Nyhippierne Foxygen fra Californien har overlevet de interne bandproblemer, der blev skrevet meget om dengang de var lige ved at tage den flagrende rastløse og musikalsk 70’er-dyrkende hipsterrolle, der istedet blev Father John Misty’s. ‘On Lankersheim’ hedder duoens nye single fra i dag, og den er slet ikke uden sin egen flamboyante men dog Gene Clark-duftende West Coast-charme…

De var opkaldt efter et iskoldt Siouxsie & The Banshees-nummer og var i start-90’erne sammen med Ride et af hovednavnene i England på den Cocteau Twins-inspirerede shoegaze-bølge, den som blev kvalt da grunge og britpop gik i udbrud. Husker at købe ovenstående Creation-debutalbum Just for a Day (1991), dels pga. coverets indbydende æstetik, men så sandelig også for den ret overbevisende ‘Catch A Breeze’, der lød præcis så luftig og svævende som sin titel. Slowdive gik i opløsning efter endnu et par albums, hvis kvalitet ikke var overvældende, og stod som sådan glemt indtil de pludselig genopstod i 2014 for en række koncerter. I sommer forlød det så, at bandet arbejdede på nyt album, og nu i dag har Slowdive så udsendt sit første nye nummer i 22 år. Måske det skyldes det tidlige tidspunkt på det nye år, hvor ny musik er en savnet mangelvare, men synes faktisk ‘Star Roving’ lyder decideret iorden, med sine heftige guitarers målrettede himmelflugt. Kommer Slowdive op med et ligeså flot cover som ovenstående til det nye album, kunne man måske fristes til endnu en tur med dem langt ind i shoegazeland.

I dag for 58 år siden blev Hans Christian Emmerich – siden udelukkende kendt og berygtet som Blixa Bargeld – født i Vestberlin. Først kun på radaren gennem sit radikale arbejde som frontmand i formnedbrydende Einstürzende Neubauten, siden i mange år som Nick Cave’s wingman i The Bad Seeds, og senere også i eget navn, senest ikke mindst gennem sit frugtbare samarbejde med italienske Teha Teardo. Fra den radmagre rendestensperson, der med sit musikhadende band i oktober 1982 udfordrede og nærmest skræmte livet af et fyldt Saltalgeret i København, til den sofistikerede, finkulturelle kunstner, han lever velanset som i dag, er der noget af en livsrejse. Vi hylder her Blixa gennem et tysk TV-interview fra 1997 sammen med Nick Cave, gennem ‘Nagorny Karabach’ (2007) med stadig intakte og nuomdage mangefacetterede Einstürzende, samt gennem Nick Cave & The Bad Seeds’ klassiske ‘Weeping Song’ (1990), hvor Blixa og Cave synger duet så ikke et øje er tørt…

Vil her slutte årsdagen for Bowie’s død med den sang, så mange af os hørte igen og igen for et år siden, da nyheden skulle tages ind og forståes. Hans da nye single ‘Lazarus’, hvis ord pludselig kom med en helt anden skæbnesvanger mening og personlig tyngde, end som først hørt…

Sangen med den nu omkring David Bowie pludselig så forstemmende titel ‘We Are The Dead’ har som ‘Sweet Thing’ også altid været en Diamond Dogs-favorit her. Om det er elklaverets varme, vokalens nærmest bekymrede ømhed, eller blot vers-melodiens melankoli op mod B-stykkets opgivende dommedagshektik, skal ikke kunne siges, men ‘We Are The Dead’ kommer i sentiment med en, ja, uforstillet nærhed, der sjældent opleves i Bowieworld…

På et-årsdagens universelle sorg over David Bowie’s død skal vi naturligvis også her omkring Mesteren. Her fra fjerne uskyldige 1974 en BBC-liveoptagelse fra Los Angeles, Californien af ‘Sweet Thing/Candidate/Sweet Thing (Reprise)’. Denne elegante men formmæssigt vilde suite fra Diamond Dogs får stå som noget af det fineste musik der nogensinde kom fra David Bowie, hvilket jo ikke siger så lidt. Enjoy!

Har nu set den spritnye BBC-dokumentar om de sidste fem David Bowie-år, og er – blandt glæden over mange fine klip fra før og nu – lidt mystificeret over, at der ikke er mere i den, vel specielt fra Tony Visconti, om Bowie’s baggrund for og tanker omkring at ville lave og udsende musik igen, grunden til at han udskiftede hele sit band fra The Next Day til Blackstar, samt om Bowie’s egen reaktion på modtagelsen, der blev givet det vilde ‘Where Are You Now’-comeback og dets album. Her ‘Dollar Days’ fra Blackstar…