På deres 6-sanges EP fra december har The Last Shadow Puppets en kvalitetsmæssig opgradering af ‘The Dream Synopsis’, den luksuriøse Alex Turner-guidede afslutningsballade på sidste forårs Everything You’ve Come To Expect…

Og gud, hvor det dog klædte Morrissey at få sig et band, der lignede og lød som…et band. Efter sine to første soloplader, der med varierende held havde suppleret baggrundsmusik til soloartistens stemme og ord, præsenterede Your Arsenal i sommeren 1992 en helt anderledes helstøbt pakke. Om det var de rockabilly-cats – velkommen til specielt sangskriver-guitaristerne Boz Boorer og Alain Whyte! – Morrissey havde fundet til sin Kill Uncle-tour året før og nu fortsatte at arbejde med i studiet, eller om det var producer Mick Ronson, Bowie’s wingman og guitarist fra Ziggy Stardust-æraen, skal ikke kunne siges, men den blodfattige Panodil-indie fra Kill Uncle var her kun et år efter pludselig skiftet ud med en potent musikalsk blanding af rockabilly-attitude og ultrabritisk glamrock. Morrissey syntes samtidig tekstmæssigt at have rundet et hjørne, hvor de nye sange med håndholdt kamera stillede ind på hård ungdom, hooliganisme, racisme, engelsk kulde og forfald.

Mange – inkl. NME, der kørte en målrettet racisme/nationalisme-hetz på Morrissey for sangen ‘National Front Disco’, samt også for, ved en stor koncert i London’s Finsbury Park, at vifte med et engelsk flag, noget iøvrigt netop NME meget snart skulle hylde Oasis og co. for at gentage – brød sig ikke om de hårde kanter, man pludselig kunne skære sig på i den til da så følsomme sangers univers. For os andre var det livsgivende at se Morrissey pludselig var blevet…voksen. Her en sigende swaggerfuld BBC-optagelse af Morrissey og hans nye band(e) med ‘Certain People I Know’, en af de mere rockabillylydende sange fra Your Arsenal…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Your Arsenal:

1. Tomorrow
2. The National Front Disco
3. We’ll Let You Know
4. You’re Gonna Need Someone On Your Side
5. Glamorous Glue

The Kinks’ Ray Davies annoncerede mandag sin første soloplade i ti år, Americana, som udsendes til april. På ‘Poetry’, den første sang Davies udsender derfra, backes han op af amerikanske The Jayhawks…

Evnen til at vælge de rette samarbejdspartnere er en af de vigtigste egenskaber i musik. Den lektie har Morrissey måttet sande på hårdeste vis på sit andet album Kill Uncle fra 1991. Succésen med solodebuten Viva Hate tre år tidligere, samt et par singler derefter, lagde ellers op til en fortsættelse af parløbet med producer/musikalsk kuglestøber Stephen Street, men de to blev uenige om fordeling af royaltys, og så var Morrissey helt alene igen.

På Kill Uncle står musikken derfor hovedsageligt skrevet af en Mark E. Nevin, semikendt da for sine sange til folkpopgruppen Fairground Attraction, dem med ‘it’s got to be-e-e-e-e perfect…’, mens produktion varetages af duoen Langer/Winstanley, der havde oparbejdet et vist ry gennem især Madness, Elvis Costello, Lloyd Cole og Dexy’s. Men på Kill Uncle er Nevin’s numre alt for ordinære, spillet tandløst, produktionen for gennemsigtig, og stakkels Morrissey lyder fanget i en døsig sump af uinspireret og lettere hovedpinefremkaldende musik. Johnny Marr, Andy Rourke og Mick Joyce vil ikke have haft søvnløse nætter af ærgelse over dette forfejlede album.

Her dets bedste sang, den rockabilly-duftende ‘Sing Your Life’, dog ikke i den sterile Kill Uncle-produktion, som slår nummeret halvt ihjel, men derimod i en langt bedre 1991-optagelse fra amerikansk TV, hvor Moz har fundet det band, der skulle blive hans, ført an her af en heftigt spillende Boz Boorer…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Kill Uncle:

1. Sing Your Life
2. Driving Your Girlfriend Home
3. There’s A Place In Hell For Me And My Friends
4. Our Frank
5. Der er ikke fem gode sange på Kill Uncle, så…

Spil noget valiumsoftness, jukebox.

Denne grå søndag er det 20 år siden Associates’ Billy MacKenzie tog livet af sig selv i den skotske landsby Auchterhouse, nordvest for Dundee. MacKenzie’s fritflyvende stemmepragts ekcentriske personliged var helt og aldeles uden sin lige i det britiske poplandskab, Associates brød igennem omkring 1979-83. Det kan opleves her på ‘Party Fears Two, deres vel største hit, i en fransk TV-optagelse fra Kensington Roof Gardens i London, maj 1982…

Kun seks måneder gik der fra The Smiths’ farvel Strangeways, Here We Come til Morrissey’s soloalbum Viva Hate lå i butikkerne. Stor var lettelsen blandt Smiths-tilhængere nært og fjernt i Bedsitland over, at sangeren så problemfrit var kommet kreativt videre og afsted. Morrissey havde straks efter bruddet med Marr kontaktet The Smiths-producer Stephen Street og tilbudt ham sangskriverpartnerskab. Street’s musik havde naturligvis en helt anden, mere tonalt gennemsigtig og mindre personlig tone end The Smiths, men Morrissey’s stemme og sangmelodier ovenpå fik alligevel kabalen til at gå op, så forandringen fremstod forholdsvis naturlig og fremadrettet. Et smart træk også, at Manchester-guitaresset Vini Reilly – der med sit band Durutti Column specielt i startfirserne spredte lys på det begsorte Factory Records – var inviteret med, så Marr’s akutte fravær omkring Morrissey’s stemme kunne blive forsødet.

Viva Hate fremstår ikke bare halvt så klassisk tidsløs som The Smiths-pladerne, og fungerer bedst i dag når man på albummets øjensynligt konstruerede numre kan fornemme sangeren betræde ny grund og i den grad have noget på spil. Som her på ‘Bengali In Platforms’, hvor Morrissey’s hengivne fortælling om akavet kulturel assimilation ret bizart og misforstået fik ham anklaget for racisme i England. Og nej, dét skulle ikke blive sidste gang. Læg iøvrigt mærke til føromtalte Vini Reilly’s smeltende elektriske guitar på dette track. Så fin og udtryksfuld, verden i små fire minutter helt glemte at græde over savnet af wonderboy Johnny Marr…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Viva Hate:

1. Suedehead
2. Bengali In Platforms
3. Little Man, What Now
4. Late Night On Maudlin Street
5. Everyday Is Like Sunday

Da Rough Trade 28. september 1987 udsendte Strangeways, Here We Come, vidste verden allerede, at dette album ville være en afsked, både med Morrissey/Marr som sangskriverduo og The Smiths som band. Britisk musikpresse havde allerede skrevet om bruddet mellem de to, og om hvordan albummet var blevet indspillet i studiet, hvor de to hovedpersoner havde undgået hinandens tilstedeværelse. Så kun forløbersinglen ‘Girlfriend In A Coma’ havde måske forberedt på et så helstøbt righoldigt værk som Strangeways rent faktisk er, og den var af mange nok blevet afskrevet som et lucky punch. For hvem ved sine fulde fem ville gå i opløsning med bandværktøjer, individuelle styrker og sange som disse i hænderne?! Det ville de kreative kræfter i The Smiths, og deres skilsmisse gjorde kune mere ondt da det stod klart ved nærlytning af albummet, det ialfald ikke var de sædvanlige ‘artistic differences’ der lå til grund for bruddet. Her er ‘Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me’, den majestætiske åbner på side 2 og Johhny Marr’s all-time The Smiths-favoritsang…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Strangeways, Here We Come:

1. Paint A Vulgar Picture
2. A Rush And A Push And This Land Is Ours
3. I Won’t Share You
4. Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me
5. Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before

Da Love Shop gik på pause i 2004 var det hverken Hilmer Hassig’s forskellige udgivelser som producer eller min soloplade, men derimod Henrik Hall’s solodebut, der vel lød mest af Love Shop. Ret uventet eftersom han endnu aldrig da havde skrevet en eneste sang til LS. Om små to uger udsendes Anything Could Happen, det andet album med Tommy Stinson’s Bash & Pop. Stinson er naturligvis mest kendt for sin rolle som wonderkid-bassist i Paul Westerberg’s Minneapolis-outsiderrockband The Replacements, og siden for at være i bassist i Axl Rose’s Guns ‘n’ Roses, men i Bash & Pop spiller han en musik, der i lyd, attitude og sangskrivning giver stærke mindelser om det første band, han voksede op i. Nej, Paul Westerberg’s unikke sangskriverklasse er der naturligvis ikke tale om, men mindre kan måske gøre det, nu den ægte vare ikke findes længere. Stinson har selv fortalt, at flere af disse nye sange egentlig var øremærket det Replacements-album, som længe lignede en mulighed under bandets nylige live-reunion. Hvad Westerberg ville have sagt til at skulle dele sin normalt suveræne sangskriver-rolle med Stinson er så en anden sag, som den historie intet melder om. Her ‘Love On The Rocks’ fra Bash & Pop’s nye album…

De flestes The Smiths-favoritalbum – her er vi nu nok endnu mere til efterfølgeren – The Queen is Dead fra forsommeren 1986 var et kvalitetsmæssigt kvantespring fra forgængeren. Hørt i dag er det svært at forstå, The Smiths, selv med denne overbevisende plade så righoldig på store sange, skarp lyrik og Johnny Marr-arrangementer i verdensklasse, forblev et indieband for de færre mange. Pladens afslutningssang, med den besynderlige titel ‘Some Girls Are Bigger Than Others’, er en tour de force for specielt guitar-es Johnny Marr, hvis elegante komposition og fjerlette melodiske spil er af en anden verden. Hvor må Marr dog have være forundret (= skuffet) over, at Morrissey tekstmæssigt ikke kunne bruge et så gribende forlæg som andet end baggrund til en skuldertrækkende joke. Følg specielt nummeret og Marr/Rourke/Joyce’s udviklende spil her fra 2:12 og ud. Sublimt…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra The Queen is Dead:

1. There Is A Light That Never Goes Out
2. Some Girls Are Bigger Than Others
3. The Boy With The Thorn In His Side
4. The Queen Is Dead
5. I Know It’s Over

Endnu en klassisk track fra det ellers noget ujævne The Smiths-album Meat is Murder (1985), den speedede ‘I Want The One I Can’t Have’. Uden Johnny Marr’s ringende guitarhimmel og Morrissey’s kasten sig ud over klippen-desperation, ville det her nemt lyde som The Housemartins eller noget. Det gør det overhovedet ikke.

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Meat is Murder:

1. Nowhere Fast
2. Well I Wonder
3. I Want The One I Can’t Have
4. Meat Is Murder
5. Rusholme Ruffians

Retrospektivt står The Smiths nu næsten endnu vigtigere, end dengang de fandtes og udsendte plader, fra 1983-87. For da var de ‘bare’ fremragende, enestående, nyskabende og virtuose. Men med tiden har det vist sig, hvor voldsomt store sange The Smiths skrev i øjeblikket, samt hvor indflydelsesrige de skulle vise sig at blive på så mange af de navne, der tog rockmusikken videre efter dem. Ligesom Beatles, Stones, Kinks, Pistols og Clash, er The Smiths blevet en del af den dna, al ny kridhvid britisk musik i musikalsk selvbevidsthed undfanges udfra.

The Smiths’ bassist Andy Rourke, der fylder år i dag, huskes desværre nuomdage mest for sit heroinmisbrug og sin twist i retten med Morrissey/Marr, og det er lidt synd, for sammen med den næsten endnu mere The Smiths-vanærede Mike Joyce udgjorde han den optimale rytmegruppe for den skabende duo’s ambitiøse idéer omkring hvordan ny popmusik skulle spilles og lyde, som f.eks. her på den vidunderligt hengivne ‘Well I Wonder’ fra Meat is Murder (1985). Helt i tråd med den virkelige verden ses The Smiths først sammen i den medfølgende video, hvorefter Morrissey fremstår alene med sit nye band hen mod slutningen. Heartbreaking stuff…