Med Bowie-mainman Tony Visconti ombord som producer, et strygerarrangement af selveste Ennio Morricone, et italiensk børnekor, samt hele albummet indspillet i Morrissey’s adopterede hjemby Rom, burde Ringleaders of the Tormentors fra foråret 2006 have mere kørende for sig end tilfældet er. Visconti’s produktion står lydhør og i langt bedre sync med Morrissey’s fintfølende musik end Jerry Finn’s flade Byggemand Bob-lydarbejde på forgængeren You Are the Quarry. Men Moz-bandet, der på dette tidspunkt har gennemgået mange udskiftninger siden starten, og op til albummets indspilning endda får ny guitarist, ny keyboardspiller/trompetist (!) og ny trommeslager, lyder med få undtagelser – ‘Life Is A Pigsty’ lyser op i mørket – som hvad det øjensynligt har udviklet sig til; en flok overbetalte underhunde, holdt i despotens faste greb, leverende det forventede arbejdsmandsagtige akkompagnement, som fatalt mangler nødvendighedens sans for andet end det mageligt ordinære. At sangpuljen på denne plade så kommer til fest iklædt Visconti’s farvestrålende fjer, men kvalitetsmæssigt alligevel viser sig at gå tidligt hjem med hovedpine, gør nu heller ikke Ringleaders of the Tormentors nemmere at komme igennem. Sjældent har Morrissey lydt så isoleret, verdensfjern og…ordinær. Hører aldrig dette album i sin alt for lange helhed.
Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Ringleaders of the Tormentors:
1. Life Is A Pigsty
2. The Youngest Was The Most Loved
3. On The Streets I Ran
4. You Have Killed Me
5. At Last I Am Born
New York City-indierockerne fra Parquet Courts, der udsendte et af de bedste albums i 2016, gav i aftes live dets titelnummer ‘Human Performance’ på The Tonight Show Starring Jimmy Fallon…
Sangeren i det engelske 60’er-modband over dem alle – nej, det er ikke The Who, men derimod Small Faces – Steve Marriott ville være fyldt 70 i dag, var han ikke omkommet i 1991 i en husbrand i London. Her er han ung, vild og fri med Small Faces i en 1966-liveoptagelse fra det tyske TV-program Beat, Beat, Beat. Britpop i 90’erne ville aldrig have lydt som den gjorde uden inspirationen fra dette band…
Hey, Girl
All Or Nothing
Whatcha Gonna Do About It
Sha-La-La-La-Lee
Retrospektivt føltes det næsten som et mindre David Bowie-comeback da Morrissey efter næsten syv år vendte tilbage i foråret 2004 med You Are the Quarry. For næsten ligeså uventet og stor var glæden over atter at få ny inspireret musik med skarpe ord fra Martyren af Manchester, der i 1997 havde forladt os så bekymrende disillusioneret med livsuduelige Maladjusted. You Are the Quarry lød med rette som en ny begyndelse, og med Morrissey ude af systemet i syv år, stod hans overlegne kvaliteter som både sanger og lynende intelligent tekstforfatter umiskendeligt tydeligt frem, nu han endelig rørte på sig igen. At albummet aldrig siden fik evergreen-status skyldes bestemt ikke manglende gode sange, for dem er der gavmildt mange af fra både Boz Boorer og Alain Whyte, men derimod den meget flade en-til-en-produktion, den nu afdøde amerikanske producer Jerry Finn har iklædt værket. At producere Morrissey ind i en tør, konkret, tæt sound, der klangligt dufter ikke så lidt af amerikanske Finn-producerede plastik-rockbands fra 90’erne som Blink-182 og Green Day, er jo ikke engang nogen god idé på papiret. Og integrationen her af en fast keyboardspiller i Moz-bandets guitarkongerige giver kun yderligere problemer i samstemning af lyd/arrangement og så de indimellem næsten majestætiske melodier. Vi tager albummets store afslutningssang, hvor der ikke overraskende – ligesom på Maladjusted syv år før – sendes besættelsens giftpile afsted til gamle The Smiths-bandmedlemmer (‘the northern leeches…’). Tænk hvor strålende denne store musik kunne have lydt i hænderne på klangvirtuoser som Stephen Steeet eller Steve Lilywhite…
Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra You Are the Quarry:
1. The World Is Full Of Crashing Bores
2. You Know I Couldn’t Last
3. I Have Forgiven Jesus
4. First Of The Gang To Die
5. Irish Blood, English Heart
Al den snak her om Morrissey’s solokarriere, men vi må aldrig glemme den verdensforbedrende kvalitet i hans The Smiths-partner Johnny Marr. Her lægger Marr sin signatur-guitar og mundharpe til en demo-sang med Billy Bragg, og resultatet stråler undervejs mere hjerteskærende af The Smiths-magi, end vel noget Morrissey solo har været i nærheden af…
Stort tillykke til BISSE, der fortjent løb med nærmest hele aftenen ved årets Steppeulven i Bremen lørdag. Her ‘Tour de Smackdown’, hans store, som altid vildtvoksende single fra november…
Ingen grund til at dvæle for lang tid ved uelskelige Maladjusted fra 1997. Det mest bemærkelsesværdige ved denne undervældende affære er nok, det skulle vise sig at være sidste Morrissey-udgivelse i hele syv år. Coverets grå grundfarve synes bløde ind og farve en musik, der for langt det meste kommer snigende træt, som drænet for inspiration og nødvendighed. Den på Southpaw Grammar så rankt stående Morrissey lyder pludselig svag, som i opgivende og uden tro på eget mirakel. Steve Lilywhite, producer for tredje album i træk, er løbet tør for de gode idéer, og et uentusiastisk spillende band hjælper ham ikke på vej. Et par enkelte sange hæver sig op og vil noget godt, men bliver hurtigt slået hjem af det tavse flertal numre, der aldrig kom sig over skuffelsen ikke at være blevet født som sange. Her pladens absolut livligste øjeblik, spillet sammenbidt ud på et engelsk TV-show…
Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Maladjusted:
1. Trouble Loves Me
2. Satan Rejected My Soul
3. Alma Matters
4. Wide To Receive
5. Roy’s Keen
Reissue! Repackage! Repackage: Præcis som med Southpaw Grammar også med Maladjusted en katastrofal remake af albummet i 2009. Et helt nyt, meget amatøristisk cover afløser det gamle – og af Morrissey så forhadte – grå. Pladens nummerrækkefølge lavet voldsomt om og tilsat hele seks single-b-sider, et par af dem – hallo ‘This Is Not Your Country’ og ‘Now I Am A Was’ – dog langt mere profilerede end flere af de rigtige albumcuts. Fra det oprindelige album er ‘Papa Jack’ og endda singlen ‘Roy’s Keen’ – en ode til en vinduespudser, åh ja – blevet henrettet. What a mess, no succes!
For at forstå et værk og dets form, kan det give god mening at se på den tid det er blevet frembragt i. Morrissey’s femte soloalbum Southpaw Grammar udkom i august 1995, da britpop-bølgen var på sit allerhøjeste og guitardrevne bands – med Suede, Blur, Oasis og Pulp i spidsen – suverænt satte den musikalske dagsorden i det England, hvor Morrissey gennem specielt NME’s deciderede hetz mod ham følte sig ildeset og forfulgt. Set på den baggrund lyder Southpaw Grammar som Morrissey’s britrock-album, som hans personlige sparken døren ind til den scene, eller så at sige som hans version af, hvordan engelsk guitarmusik på gadeplan skal lyde.
“There’s too many people / Planning your downfall / When your spirit’s on trial / These nights can be frightening” er de muntre første linier på albummets opbyggende åbningsnummer, hvor et skævt klassisk strygertema, der egentlig ikke lyder ulig den dødsdømtes gang mod sin endelige skæbne, sætter dagsorden for en meget anderledes musikalsk stemning, end på den langt lysere forgænger Vauxhall and I. ‘To be finished would be such a relief’ konstaterer Morrissey svimlende, igen og igen, efter at bandet er eksploderet ind og sangen kører sig selv ud i mørke.
Dén så bombastiske start sætter scene for en håndfuld basale og kontant afregnende uptempo-numre i en orkestreret magtdemonstration af guitarist Alain Whyte, der står for det meste af Southpaw Grammar‘s musik. Hans enkle men smart veldrejede rockbyggeklodser har en besk undertone, der giver Morrissey’s singalong-sødmefulde melodier den helt rette modvægt. En ting der hurtigt skiller sig ud fra vanlig Morrissey-norm er albummets sangord, der synes simplificerede og gjort bevidst endimensionelle. En sang som ‘Dagenham Dave’ – en titel lånt fra The Stranglers’ No More Heroes (1977) – stiller besynderligt uforpligtende ind på ladism-stupiditet, mens f.eks. ‘Best Friend On The Payroll’ som titlen siger bizart drejer sig om, at have sin bedste ven ansat hos sig, hmmm. Nej, ikke engang britpop-hjælpeklasseelever som Menswear, Shed Seven eller Sleeper ville dø for den slags ord. Naturligvis heller ikke Morrissey himself, der siden har begrædt teksten til ikke mindst ‘Dagenham Dave’ som underpræsterende.
På trods af denne tekstmæssige indsnævring af Morrissey’s normalt så vide horisont, kan vi her med hånden på hjertet nemt erklære udskældte – ja, den fik kniven i England, for det fik Morrissey bare i de år – Southpaw Grammar for personlig favorit blandt samtlige hans soloplader. Fordi den føromtalte næsten brutale enkelthed, samt en ofte total mangel på sentimentalitet, klæder ham og det band, hvis evner som sammenspillende enhed topper på denne plade, så perfekt. Fordi de seks uptempo-sange, der følger åbningsrequiemmet komplimenterer hinanden på smukkeste vis og i sig selv nærmest udgør en suite af skarpt eksekveret britisk trodsighed. Og fordi pladen rundes af som den starter, med et tungere, stort udstrakt, sammenfattende nummer. Og der afviger Morrissey ligesom på starten igen pladens ellers tekstligt endimensionelle norm, rækkende op og ud efter forlængst faldne stjerner. “The girl of your dreams is sad and all alone” er ordene der synges ud på, mens livet går nådesløst videre og skurrende guitarer vånder sig nede fra de endeløse engelske rækker af grimme nye huse. Her afslutningssangen ‘Southpaw’…
Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Southpaw and I:
1. The Boy Racer
2. Dagenham Dave
3. Reader Meet Author
4. Southpaw
5. The Operation
Reissue! Repackage! Repackage: Morrissey genudsendte dette underkendte album i 2009, men ak og ve. I mellemtiden var var han blevet træt af det fine originale coverskud af en engelsk bokser, så istedet kom der er et portræt af sangeren selv, fotograferet et sted i…Texas. Og musikken? Hele tracklisten kastet hulter til bulter rundt, og tilsat en halvfærdig uinteressant demo, to uudgivne sang – ja, der var nok en grund til, de aldrig kom ud in the first place – samt den fremragende single-b-side ‘Nobody Loves Us’, en fornem Alain Whyte-sang med en Morrissey-tekst af normal høj standard. Så Southpaw Grammar splintret til alle sider og samlet igen som noget andet, langt mindre helstøbt, langt mere ufokuseret. Et 100% kunstnerisk mislykket forsøg på at omskrive egen historie. Og hvorfor da? Hvorfor?!
Morrissey-singlen ‘Dagenham Dave’ fra Southpaw Grammar (1995) låner selvklart sin titel fra et The Stranglers-albumtrack på deres No More Heroes (1977). Hold ud til C-stykket (1:41), som er det for punk-voldsmændene fra The Stranglers så typiske in your face-grovkornede nummers absolutte attraktion…
Mick Ronson døde i 1993, så Morrissey, der må have elsket hvordan Bowie’s tidligere guitar-es satte ham og hans nye band i musikalsk scene på muskuløse Your Arsenal, var tvunget til en tur på producerlykkehjulet igen. Valget faldt på Steve Lilywhite, som siden sin debut bag mixerpulten på Siouxsie & The Banshees’ første single ‘Hong Kong Garden’ havde oparbejdet et ry som en af Englands mest succesfulde rockproducere, med alt fra U2 til Johnny Thunders, Simple Minds til Talking Heads, The La’s til The Rolling Stones, på sit CV.
Vauxhall and I, resultatet af Lilywhite’s samarbejde med Morrissey, stod allerede da det udkom i marts 1994 som noget af et åbenlyst mesterværk. I Smithsworld var der endda mange som – helligbrøde! – sammenstillede albummets klangligt elegante guitararbejde med Johnny Marr’s i The Smiths, så fint og ubesværet stod det, når Morrissey’s to nye sangmagere Boz Boorer og Alain Whyte lukkede solens lyse stråler ind i pladens selvsikkert tilbagelænede melodik. Borte var roughneck-attituden fra Your Arsenal-sangene, afløst her af nøgtern værdighed i skæbneacceptens resignation, en dyd der naturligvis klædte en selvkanoniseret helgen som Morrissey perfekt.
Det hele opleves klart i en Blackpool-liveoptagelse fra året efter af Vauxhall and I‘s kolosale åbningssang ‘Now My Heart Is Full’, om hvilken Morrissey da sagde i det franske magasin Les Inrockuptibles: “This song was the definitive expression of my change to adulthood, of my maturity. And, to be honest, I was very happy to be able to sing this text, to have reached this state. After this song I could perfectly retire: I’ve come full circle”. Meget sjældent har coming of age lydt så hjerteknusende sørgmodigt og ultimativt triumferende på samme tid. Og den dualisme bærer som rød tråd meget af mesterklassen på Vauxhall and I.
Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Vauxhall and I:
1. Now My Heart Is Full 2. Speedway 3. The Lazy Sunbathers 4. The More You Ignore Me The Closer I Get 5. Why Don’t You Find Out For Yourself
Den bedste popsang skrevet i Liverpool nogensinde?! Et ikke dårligt bud kunne være The La’s ‘There She Goes’, der først blev udsendt på single i 1988. En sang så enkel og vellykket charmeudstrålende, at vel mange har prøvet at kopiere dens magi. Ikke mindst Love Shop, hvis ‘Manchester’ fra DK er en decideret tributesang til ‘There She Goes’, som dengang tilmed kom med en sjældent fin promovideo, optaget rundt omkring i Liverpool’s baggyder og afkroge…