Kaosbandet Broder Daniel fra Göteborg var aldrig ment som noget langtidsprojekt. Vejen fra deres pladedebut i 1995 til opløsningen otte år senere, da de mod alle odds stod som en slags popstjerner i Sverige, var fyldt med tumult, skandaler, karrieremæssige selvmål og helt sikkert for mange drugs. Husker et interview med bandets sangskriver og frontfigur Henrik Berggreen, som da, mod slutningen af sine tyvere, stadig boede hjemme hos sin mor. Med som altid små sølvstjerner klistret fast til det drengede ansigt fortalte han lettere trist og indesluttet om sit ubehag ved musikbranchen, ved samfundet, ved tanken om at have et arbejde, ved livet generelt. Det var efter at bandet var kommet ud over den helhjertede amatørisme, som gjorde de to første albums til noget af en prøvelse for de fleste udenforstående, og havde udsendt hovedværket Broder Daniel Forever (1998).

Først fire-fem år efter kom populariteten, men da var bandet reelt færdigt som en kreativ enhed, og nu ex-bassist Håkan Hellström helt usandsynligt blevet Sveriges største popstjerne. Guitarist Anders Göthberg tog sit eget liv i 2008, hvilket stoppede Broder Daniel endeligt. Henrik Berggren spillede nogle få soloshows, bare ham på ak. guitar, og forsvandt så, velnok hjem til drengeværelset, sølvstjernerne og stoffernes virkelighedsfjerne svæv. Derfor noget af en overraskelse i dag, at rygterne fra Sverige løber stærkt med nyheden om et Henrik Bergreen-debutalbum til april. I Broder Daniel var Berggren jo perfekt i sin nærmest naivistiske rolle som outsider-drengen, der nægtede at vokse op. I mellemtiden er han så blevet en voksen mand på 42 göteborgske vintre, så hvordan skal den forandring mon spænde af? Mener, det er ikke helt nemt at være den forurettede dreng længere i den alder.  Bliver spændende at høre hans afsæt og hvad han kommer med, for en profileret og hooklinestærk sangskriver var han altid. Her ‘I’ll Be Gone’, det grymma åbningsspor på Broder Daniel Forever…

Ikke engang vilde Ty Segall, der på det ny Mojo Magazine’s medfølgende The Kinks-hyldest-CD nærmest får deres klassiker ‘Waterloo Sunset’ – her tidligere kaldt det bedste Beatles-nummer Beatles aldrig skrev – til at lyde som en øm tribute til T.Rex…

Nej, slet ikke hvis vi spørger Ryan Adams, hvis nye single ‘Do You Still Love Me’ fra sidst sidste år stadig AOR-rocker tungt helt uden den mindste historietyngede stadionskam. Nu er der så kommet levende billeder på sangen, og dem bringer vi uden problemer gerne her. Netop fordi Ryan Adams på dette nye udspil så flintrende ligeglad er forsvundet helhjertet ud af nutidens musikalske radar, elsker vi ham nok stadig. Og så er en god sang en god sang.

Endnu en hypnotisk forførende sang her med Brooklynbandet Cigarettes After Sex, deres jordskredsforbedrende cover af REO Speedwagon’s ‘Keep On Lovin’ You’. Har læst lidt op på bandet og fundet ud af at frontmand/sangskriver Greg Gonzalez er stor beundrer af The Smiths’ sang- og lydmæssige perfektion, samt at hans favoritsangerinde er Françoise Hardy. Det hele begynder jo så ligesom at give mening. Nu ventes næsten bare på, at retro-with-a-twist-elskende David Lynch erklærer Cigarettes After Sex som sit nye yndlingsband. Et debutalbum forventes udsendt i 2017. Melt away!

Har modtaget et ønske om endelig slutstatus på de sidste par ugers  Morrissey-fokus, i form af en top-10 over hans soloplader. Så her to lister, først en over favorit soloalbums, dernæst en over singler. Kom endelig med jeres egne gode bud, hvis I er dem der har nogle…

01. Southpaw Grammar (1995)
02. Vauxhall and I (1994)
03. Your Arsenal (1992)
04. Years of Refusal (2009)
05. Viva Hate (1988)
06. You Are the Quarry (2004)
07. Maladjusted (1997)
08. Ringleaders of the Tormented (2006)
09. World Peace Is None of Your Business (2014)
10. Kill Uncle (1991)

01. The Last of the Famous International Playboys (1989)
02. Boxers (1994)
03. Dagenham Dave (1995)
04. Suedehead (1988)
05. The More You Ignore Me The Closer I Get (1994)
06. The Boy Racer (1995)
07. My Love Life (1991)
08. Irish Blood, English Heart (2004)
09. Interlude (with Siouxsie Sioux) (1994)
10. Sunny (1995)

To ord: Françoise Hardy. Det er 1968, Debbie Harry og Blondie er endnu ikke opfundet i New York City som global spreder af fortryllende popillusion, så Françoise Hardy må lyse hele verden op fra sit Paris. Det klarer hun nemt og glødende underspillet…

Jane Birkin og Serge Gainsbourg romancer på de fliser foran Eiffeltårent, hvor også Adolf Hitler lod sig fotografere, da han havde indtaget Paris…

Det startede her på siden for et par uger med en pludselig heftig genforelskelse i et par sange fra The Smiths’ andet album Meat is Murder, som så ret spontant udviklede sig til en videre kronologisk gennemgang af først The Smiths’ plader, og siden hele Morrissey’s albumdiskografi op til nu. Det var fint at tage hele rejsen igen, men blev jeg lidt for hård ved ham undervejs? Måske, men isåfald kun fordi han kan holdes så højt og har betydet så meget. Og fordi det her desværre opleves, M’s psykiske hangs omkring ALTID at skulle have ret i en arbejdssammenhæng, og derfor ikke søge udfordring men bekvemt omgive sig med tredjerangsmusikere/ikke-ligestillede undersåtter, er kommet til at fylde alt for meget både live og på albums. Asurd at et så unikt talent som Morrissey’s aldrig mere søger med- og modspil på eget høje plan, men kun vælger middelmådighedens lunkne comfort zone. Som hvis Leo Messi hver lørdag eftermiddag løb ud for Bolton Wanderers.

Sådan var det ikke allerførst da Johnny Marr bankede på Morrissey’s dør i Manchester, et venskab blev sluttet og bittersød musik opstod. Hvilket bringer os til det eneste album med Morrissey som frontmand, vi mangler i denne gennemgang, nemlig The Smiths’ debutplade. Vi havde læst hypen om bandet i NME/Melody Maker, og de første singler var jo rene åbenbaringer at høre, fordi bandets i dag ret konventionelle take på guitarpop dengang bare ikke lød som noget andet, samtidigt eller før. ‘This Charming Man’, den anden single, og den første der kunne købes i Danmark (‘Hand In Glove’ dukkede først op senere), gjorde det straks klart, inklusive sin fantastiske ‘Wonderful Woman’-b-side, at det her var et band at leve og dø for.

Kendte et par folk på den alternative pladedistribution Dansk Sam, som havde Rough Trade-udgivelserne, så den dag i februar 1983 da de ventede The Smiths-debutalbummet ind med pakkepost fra England, stod jeg klar ude på lageret på Vesterbrogade, og da papkasserne blev åbnet op fik jeg første eksemplar med det West Ham-farvede cover med hjem til Islands Brygge. Selvom der var mange sange (specielt på side 1) som slet ikke besad samme kvalitet som de to førnævnte ‘This Charming Man’-titler, hørte jeg alligevel albummet non-stop i ugevis. Fordi Morrissey’s brug af ord, hans ultraspecielle popmelodisk fremragende måde at synge på, samt ikke mindst Johnny Marr’s menneskeforbedrende guitarguirlander, var nyopdagelser for hele verden.

Siden har det stået klart, The Smiths ikke er noget perfekt debutalbum, at John Porter’s produktion nok godt kunne have været strammet lidt op, samt at Morrissey’s jodlen sine steder lyder mere af umoden søløve end af egentlig musik. Men jeg er ligeglad, for det var her mit forhold med The Smiths for alvor blev beseglet, her jeg lærte Manchester-bandet langt bedre at kende end på de flygtige singler.

Vil slutte hele denne The Smiths/Morrissey-gennemgang af med ‘This Charming Man’, der ikke kom med på debutalbummet. På 12’er-singlen er der to A-side-versioner af sangen, først den ‘rigtige’ singleversion ‘This Charming Man (Manchester)’, dernæst ‘This Charming Man (London)’. Sidstnævnte har mere reverb på Marr-guitaren, lyder generelt mere fritflydende, og var dengang som nu min favorit af de to. Det er den man kan beruse sig i her…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra The Smiths:

1. Still Ill
2. Hand In Glove
3. Suffer Little Children
4. Reel Around The Fountain
5. I Don’t Owe You Anything

Vi havde sent sidste år fat i Brooklyn-bandet Cigarettes After Sex her i forbindelse med deres perfekt hypnotiske cover af den gamle REO Speedwagon-sang ‘Keep On Loving You’, og at dømme nu efter deres nye single ‘K’ kunne de godt blive vores nye hemmelige New York City-favoritband. Om det sker så lykkeligt vil først vise sig senere på året, når debutalbummet slippes på Partisan Records. Her deres nye single ‘K’…

I 90’erne var Morrissey’s faste band, hvis medlemmer hovedsageligt kom fra rockabilly, berygtet for sin skarphed og musikalske swagger. Det spillede en  maskulin guitarrock, der baseret på britisk arbejderklassetradition nok var meget melodisk enkel, men netop derfor også en velgørende kontrast til Morrissey’s så heftige og ofte sarte følelsesunivers. I 2014 var sagen en anden. Folk i Moz-bandet var kommet og blevet gået, kun Boz Boorer var tilbage fra dets vel bedste plader, og rødderne til én bestemt genre som musikalsk udgangspunkt var efterhånden helt skåret over.

Så istedet for at have et band der ikke bredte sig voldsomt meget, men var blandt de allerbedste i dets selvvalgte ringhjørne, havde Morrissey nu et orkester, som stilmæssigt kunne røre ved det meste, men sjældent lød hjemme i noget af det. Morrissey, tyrannen ingen af de kontraktansatte musikere turde sige imod, havde fremdyrket en ‘jeg bestemmer alt’-kultur, der ultimativt affødte et band blottet for egen identitet. Det kunne man opleve live, hvor gamle The Smiths- og Moz-classics blev spillet fornærmende fladt og tungfodet, og man kunne høre det på studiealbummet World Peace Is None of Your Business, som i dets berøring undervejs med ikke så få stilarter, spillet på guderne må vide hvor mange finurlige instrumenter, fatalt manglede rød tråd, og endnu mere jordens salt, de gode sange.

For Morrissey’s bedste sangskriver Alain Whyte var nu borte, formodentlig i endnu et skabt fjendebillede på Martyren af Manchester’s lange krigeriske karrierevej. I hans frafald skulle guitaristerne Boz Boorer og Jesse Tobias, samt den gennemordinære og i Moz-musik aldrig integrerede keyboardspiller Gustavo Manzur, støbe kuglerne, en tung opgave de aldrig kom i nærheden af at løfte. For albummets numre lyder mere af en musicals pænt stiliserede genreforsøg, end som musikken til en toneangivende stor engelsk sangers nye album, så skidt og tandløst står det til. Et par enkelte gode Boorer-sange – titelnummeret og ‘Istanbul’ – viser dog hvad Morrissey stadig kan præstere når oplægget når hans egen høje standard. Hvilket gør forbløffelsen over denne halvhjertede som i alt for uforpligtende musikalske legeplads endnu større.

Her titelnummeret, der i sit anderledes melodiske og tekstskarpe fokus viser hvad kunne have været. Så måske det var en rigtig skidt idé nu også at at støde Alain Whyte fra sig? The story is old, I know, but it goes on…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra World Peace Is None of Your Business:

1. World Peace Is None of Your Business
2. Istanbul
3. Art Hounds (ekstratrack på deluxe-udgaven)
4.
5.

Omkring tidspunktet for udsendelsen af Years of Refusal (2009), Morrissey’s niende soloalbum, begynder Martyren af Manchester live at fremføre den gamle The Smiths-klassiker ‘This Charming Man’. En ikke helt teknisk let sang, der i Morrissey’s hænder kun fremviser hvor inkompetent ubehjælpsomt hans backingband efterhånden fremstår, ikke mindst efter afskeden med Alain Whyte’s guitar og tilføjelsen af hans erstatning Jesse Tobias. Sangens fjerlette melodiske Johnny Marr-guitarfigurer afløst af groft gråt barettråd blottet for nuancer og finesse, nej vel?!

På Years of Refusal er producer Jerry Finn (fra You Are the Quarry) tilbage igen, men lykkeligvis lykkes han langt bedre med sit transformationsarbejde denne gang. Måske fordi han får lov at gøre det han har skabt sit amerikanske producernavn på, nemlig at lave en enkel og hårdtslående rockplade, man som lytter bedst kan skære sig på. I min kritiske bog er Years of Refusal som sådan slet ikke så dårlig som sit blakkede ry blandt de professionelle kritikere. Tværtom synes jeg dens til tider næsten Sex Pistols-punkagtige attack klæder sangerens misantropiske livsbitterhed, samt hans bands åbenlyse musikalske begrænsninger, ret optimalt.

At Alain Whyte (borte fra band og indspilninger, men her for sidste gang stadig storleverandør af musik), Boz Boorer, ja, selv ellers så ordinære Jesse Tobias, har skrevet en flok numre, der rækker over det aggressive, det tungt insisterende, det bittert søde, det indimellem samlende melodiske, gør fra denne lyttecentral Years of Refusal til en måske knapt så kvik men dog afholdt slægtning af favoritten Southpaw Grammar (1995). Der trykkes hårdt og tungt til undervejs, endda så motoren næsten brænder sammen i afslutningsopløsningen ‘I’m Okay By Myself’. Men gud, hvor det dog klæder Morrissey’s endeløse tankestrømme her endelig at blive overmandet af – og forløst i – simpel rå feeling.

Det direktehedens velgørende knytnæve-kys opleves på denne samtidige BBC-fremførelse af albummets ‘All You Need Is Me’…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Years of Refusal:

1. Mama Lay Softly On The Riverbed
2. All You Need Is Me
3. I’m Okay By Myself
4. One Day Goodbye Will Be Farewell
5. That’s How People Grow Up

Kan aldrig høre Debbie Harry’s stemme uden at smelte indeni og blive sendt tilbage til mørket på teenageværelset i Dollerup Bakker, hvor Blondie’s Parallel Lines (1978) og Eat to the Beat (1979) var KÆMPE plader, både i musik, lyd, seksuel vækkelse, og som budbringer af en moderne verden, der kaldte så fortvivlende fysisk langt borte fra de jyske provinser. Nu i dag, for kun et par timer siden, har selvsamme Blondie – stadig med Debbie Harry, Chris Stein og Clem Burke ombord – YouTube-udsendt en spritny sang ved navn ‘Fun’, samt nyheden om et nyt maj-album kaldet Pollinator med flere spændende gæster ombord, bl.a.  guitar-es Johnny Marr. Blondie har udgivet flere comeback-plader siden gendannelsen sidst i 90’erne, men de albums har ofte været fælt grumsede affærer uden den eminente strømlinede sans for popmusikkens enkle mørkeblå himmel, bandet stod så elsket for i storhedstiden. Alligevel har der dog gerne været en enkelt sang eller to, som stak i hjertet på den helt rigtige Blondie-måde, hvor længsel og lyst går op i et. Den eftertragtede vægtløshed rammes lykkeligvis her på ‘Fun’, når først altså disco-omkvædets sug af en melodi lægger versets indledende tvivl i ruiner og folder sig ud med sine 747-brede popvinger – enjoy!

Lloyd Cole’s fødselsdag i dag gives her en markering med ‘Past Imperfect’, en sang fra 2000, vel ikke mange kender. Synd er det, for den er i sit New York City- og Lou Reed-tro sangskelet alt andet end dårlig…