Det startede her på siden for et par uger med en pludselig heftig genforelskelse i et par sange fra The Smiths’ andet album Meat is Murder, som så ret spontant udviklede sig til en videre kronologisk gennemgang af først The Smiths’ plader, og siden hele Morrissey’s albumdiskografi op til nu. Det var fint at tage hele rejsen igen, men blev jeg lidt for hård ved ham undervejs? Måske, men isåfald kun fordi han kan holdes så højt og har betydet så meget. Og fordi det her desværre opleves, M’s psykiske hangs omkring ALTID at skulle have ret i en arbejdssammenhæng, og derfor ikke søge udfordring men bekvemt omgive sig med tredjerangsmusikere/ikke-ligestillede undersåtter, er kommet til at fylde alt for meget både live og på albums. Asurd at et så unikt talent som Morrissey’s aldrig mere søger med- og modspil på eget høje plan, men kun vælger middelmådighedens lunkne comfort zone. Som hvis Leo Messi hver lørdag eftermiddag løb ud for Bolton Wanderers.
Sådan var det ikke allerførst da Johnny Marr bankede på Morrissey’s dør i Manchester, et venskab blev sluttet og bittersød musik opstod. Hvilket bringer os til det eneste album med Morrissey som frontmand, vi mangler i denne gennemgang, nemlig The Smiths’ debutplade. Vi havde læst hypen om bandet i NME/Melody Maker, og de første singler var jo rene åbenbaringer at høre, fordi bandets i dag ret konventionelle take på guitarpop dengang bare ikke lød som noget andet, samtidigt eller før. ‘This Charming Man’, den anden single, og den første der kunne købes i Danmark (‘Hand In Glove’ dukkede først op senere), gjorde det straks klart, inklusive sin fantastiske ‘Wonderful Woman’-b-side, at det her var et band at leve og dø for.
Kendte et par folk på den alternative pladedistribution Dansk Sam, som havde Rough Trade-udgivelserne, så den dag i februar 1983 da de ventede The Smiths-debutalbummet ind med pakkepost fra England, stod jeg klar ude på lageret på Vesterbrogade, og da papkasserne blev åbnet op fik jeg første eksemplar med det West Ham-farvede cover med hjem til Islands Brygge. Selvom der var mange sange (specielt på side 1) som slet ikke besad samme kvalitet som de to førnævnte ‘This Charming Man’-titler, hørte jeg alligevel albummet non-stop i ugevis. Fordi Morrissey’s brug af ord, hans ultraspecielle popmelodisk fremragende måde at synge på, samt ikke mindst Johnny Marr’s menneskeforbedrende guitarguirlander, var nyopdagelser for hele verden.
Siden har det stået klart, The Smiths ikke er noget perfekt debutalbum, at John Porter’s produktion nok godt kunne have været strammet lidt op, samt at Morrissey’s jodlen sine steder lyder mere af umoden søløve end af egentlig musik. Men jeg er ligeglad, for det var her mit forhold med The Smiths for alvor blev beseglet, her jeg lærte Manchester-bandet langt bedre at kende end på de flygtige singler.
Vil slutte hele denne The Smiths/Morrissey-gennemgang af med ‘This Charming Man’, der ikke kom med på debutalbummet. På 12’er-singlen er der to A-side-versioner af sangen, først den ‘rigtige’ singleversion ‘This Charming Man (Manchester)’, dernæst ‘This Charming Man (London)’. Sidstnævnte har mere reverb på Marr-guitaren, lyder generelt mere fritflydende, og var dengang som nu min favorit af de to. Det er den man kan beruse sig i her…
Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra The Smiths:
1. Still Ill
2. Hand In Glove
3. Suffer Little Children
4. Reel Around The Fountain
5. I Don’t Owe You Anything
Fab fortælling, Peter – mange tak for den.
PS – Går ikke udfra det var Hereford Beefstouw?!
1. Still Ill
2. What Difference Does it Make
3. Hand In Glove
4. Suffer Little Children
5. Reel Around The Fountain
Mit foerste moede med The Smiths var fra et engelsk musikblad hvor min dengang store helt Midge Ure (?) sagde: ‘I like their music, I just can’t stand Morrissey’. Saa der gik vel en tre, fire aar i uvidenhed foer jeg pludeselig hoerte den nye single Everyday Is Like Sunday mens jeg koerte i min fars Opel Rekord og saa var jeg solgt. Koebte Viva Hate og fulgte hurtigt up med Hatful of Hollow, The Queen is Dead og Strangeways Here We Come – og har siden nydt at alle har en mening om Morrissey. Rank var den foerste jeg saa kunne koebe paa udgivelsesdagen – et kassettebaand i Hereford – og den staar derfor ogsaa ganske staerkt for mig.
Min stoerste oplevelse med The Smiths var en tur med Manchester Music Tours for tre aar siden. Hele familien holder med Manchester City paanaer nummer to Andreas som ikke har forstand paa fodbold og holder med Manchester United, saa vi var alle en weekend i Manchester for at se City mod Stoke. Foer kampen var vi paa The Smiths/Morrissey bustur med Inspiral Carpets trommeslager Craig Gill bag rattet – Strangeway Prison, The Holy Name Church hvor praesten stjal bly fra taget, parken hvor Rusholme Ruffians havde regeret, Southern Cemetery hvor vi blev fotograferet foran laagen, rundkoerslen hvor han var punkteret paa cykel, barndomshjemmet paa Kings Road og vi endte med at kysse under jernbroen bag huset. Det stoerste var nu indenfor i Salfords Lads Club, hvor taalmodighen var loebet op hos drengene og de kunne spille fodbold i klubben bag den ikoniske doer. De gamle maend som ledede klubben hoerte om den danske familie og gav Andreas United toerklade, flag og t-shirt som han lovede dem at baere under kampen senere og gjorde. Craig Gill doede desvaerre i efteraaret, men naaede at give mig en oplevelse for livet.
Saa nu sidder jeg taet paa 50 i en Manchester–So Much To Answer For t-shirt, og naar jeg handler ind bruger jeg mit indkoebsnet (?), hvor der staar skrevet Shoplifters Of The World – Unite.