Alle indlæg af Jens
Cop Killer
Der har for længe været stille omkring den amerikanske synth-stylist John Maus. Her ‘Cop Killer’, et fint, fint nummer fra hans seneste og bedste album, den nærmest retro-futuristiske We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves (2011)…
1977 var et vildt musikår
Forleden markeredes det skarpe 40-års hjørne for Television-klassikeren Marquee Moon, og her fortsætter tidsmaskinen sit trip på samme år, da det i dag præcis er 40 år siden David Bowie singleudsendte Low-tracket ‘Sound And Vision’. Døren til fremtiden var officielt sparket ind…
The Ramones + Elton John
The Ramones-producer Ed Stasium: “I recorded six or seven gigs but we chose the Rainbow show because it was a great gig all around….When they did the It’s Alive recording at the Rainbow Theater in London on New Year’s Eve in ‘77, Elton John came to the party dressed all crazed out in his gay Nazi biker drag uniform. He had a German eagle SS pendant and a pound of cocaine in his hip pocket and was giving everybody bumps of coke from this thing he had around his neck. He actually held the thing as I snorted it….I thought ‘Holy Toledo, I’m snorting cocaine with Elton John!’”
Photos & ©: Danny Fields
Heighway to Hell?
At sige lørdagens møde med Tottenham bare er vigtigt synes, efter LFC’s miserable januar måned og senest et æresløst nederlag i Hull, nærmest en nonchalant underdrivelse. For skal krisen med et nederlag males helt stort op – måske endda så den kan ses helt til USA, hvor klubbens for Liverpool meget usynlige ejer Twitter-hygger sig med amerikansk bold og guderne må vide hvad – eller vil en u-vendings positive indsats signalere at fodbolden atter er tilbage i LFC efter længere tids fravær?! Det bliver morderligt spændende sent lørdag eftermiddag på Anfield, når flere i rødt bliver nødt til at træde frem og tage lederrollens brede ansvar på sig.
Liverpool – Tottenham, lørdag, kl. 18.30, 3+/downthelocal
It’s a mod thing
Vi talte lige her nedenunder om David Bowie’s nye livealbum fra 1976-touren, der udkommer i dag. I 1973, lige efter Aladdin Sane og før Diamond Dogs året efter, udsendte Bowie og hans Mick Ronson-rockende band coverpladen Pin Ups. En af dens mere vellykkede indslag er et veloplagt take på ‘Friday On My Mind’, australske The Easybeats’ specielle 1966-hit. Her den ægte australske vare, produceret af Shel Talmy, kendt for sine produktioner dengang for specielt The Kinks og The Who. Som den forbindelse måske antyder, var ‘Friday On My Mind’ med sin slanke lyd og hedonistiske tekstvinkel ikke mindst meget populær blandt de engelske mods…
Joey Ramone, 4. juli 1976
The Ramones-manager Danny Fields: “Joey was clearly a geek. Anybody could look at him and know this kid must have had a rough time. There’s sentiment for him, that this loser-looking person could be a rock star. Also he was the lead singer, and the lead singer is the one who talks to you. I was astonished at the love there was for this person who had spent 90% of his life being extremely unloved. We never spoke very much – it was easy to speak to the other three, but it was hard to speak to Joey, because he was wary of actualising his new-found celebrity into a reflection of the lifetime of contempt he had suffered. But when I got out the camera, he danced for me. I took more wonderful individual pictures of him than any other member of the band. I’m so glad he became what he did, when truck drivers going through New York would wind down their windows and shout “Hey! Joey Ramone!” It was like watching something hatch – this was not a kid with a silver spoon and long, straight, blond hair and a powerful handshake. It was like watching some little bird trying to peck its way out of its shell, and your heart was with him.”
Photo & ©: Danny Fields
Hunden bider
Hvem skulle nogensinde have set det komme dertil, at Nick Cave som folkekær artist en skønne dag skulle komme til Danmark og spille i en stor udsolgt arena for 17.000 mennesker?! Ikke os. På næste fredag går de mange billetter til salg mod efterårets besøg i nyindviede Royal Arena i Ørestaden.
The european canon was here
København vrimler med mennesker, der ved enhver koncertlejlighed kan fortælle dig, hvor du skulle have været 29./30. april 1976, da David Bowie kom forbi Falkonersalen, Frederiksberg på sin tour for Station to Station. De aftener – der først havde 21 minutters ‘opvarmning’ med en forevisning af Luis Bunuel’s surrealistiske 1929-film Den Anadalusiske Hund – med Bowie i nøgent hvidt lys på den absolutte top af sin formåen som performer og med et verdensklasseskarpt band bag sig, står i deres bevidsthed som den største koncertoplevelse som i nogensinde.
Vi der ikke var med, kan opleve præcis hvad de taler om på livepladen Live Nassau Coliseum ’76, der tidligere har været en del af først Station To Station-boxen, så Who Can I Be Now 1974-76-boxen, men som i dag for første gang udsendes som dbl-album i helt eget navn. Indspillet en god måned før touren ramte København, fremviser denne udgivelse – der herefter må stå som det allerbedste af Bowie’s livealbums – hvorfor legenden om både Isolar – 2016-touren og Station to Station som værk har vokset sig stor. Musikken lyder hørt nu naturligvis ikke så revolutionerende og fremtidsbringende som den må have gjort da, men stadig er der intet støv og ikke ét gram overflødigt musikalsk fedt at finde ud over disse fire pladesider. Stor rocknroll, kunst og underholdning på en og samme tid.
Kort tid efter disse berømmede koncerter rykkede Bowie sine teltpæle op fra Los Angeles og sejlede mod Europa, med Berlin som sin endelige destination. Der skulle han genfinde livet og udforske den musikalske horisont, specielt titelnummeret ‘Station to Station’ havde åbnet op for ham. Men det er en anden historie. I dag vil David Bowie-tilhængernes fokus være rettet mod en uforglemmelig aften på touren i foråret 1976…
A1 Station To Station
A2 Suffragette City
A3 Fame
B1 Word On A Wing
B2 Stay
B3 Waiting For The Man
B4 Queen Bitch
C1 Life On Mars
C2 Five Years
C3 Panic In Detroit
C4 Changes
C5 TVC15
D1 Diamond Dogs
D2 Rebel Rebel
D3 The Jean Genie
Art of the cover
The wee Coca-Cola-kid out of Orange Juice…
Johnny Ramone, 27. april 1977
The Ramones-manager Danny Fields: “A miserable morning in Marseilles for Johnny – last night’s show was cancelled after the band blew the city’s power supply at soundcheck. Ahead are hundreds of miles in a bus with the Talking Heads. Johnny hates them, and their fans, and the food in France, where there are five more cities to play.”
“The picture of Dee Dee reading and Johnny turning around in his seat to look at me, totally unbidden to do so, is one of my all-time favourites. It was on a bus the Ramones shared with their opening act, the Talking Heads, going from Marseille to Geneva, via the valley of the Rhone. Neither is interested in scenery, they never were, and some day I’ll figure out what trashy book Dee Dee is reading. But Johnny is so wonderful, and that picture always tells me why I loved him so much – I had taken out my camera to shoot Dee Dee, but Johnny heard me take it out of the bag I was carrying it in, and turned around to see what was happening. He always had to know everything that was happening. I thought I wasn’t making a sound, and could get an ambush shot of Dee Dee, but there was no ambushing Johnny – I can almost feel his look asking, ‘What?’ None of us said a word to any other person on that whole trip. It would have been so uncool to talk to another person on a long bus ride, on any long ride, it still is.”
Photos & ©: Danny Fields
Do you remember rock’n’roll radio?
Allerede i 1979 på End of the Century længtes The Ramones fra New York City efter en radio, der ikke var formateret og styret af den mest harmløse brede smag. Men havde Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy vist hvordan radiolandet ville se ud her små fyrre år efter, havde de formodentlig skrevet en hyldestsang til datidens radiokanaler istedet.
Indiana-bandet Strand of Oaks, som fik et mindre gennembrud med deres fine HEAL for tre år siden, udsender 17. februar efterfølgeren Hard Love. Og ‘Radio Kids’, den første single derfra, tager The Ramones’ radioproblematik op igen: “Remember how it felt to listen / Fumbling to press record”, synger frontmand Timothy Showalter, og tager os straks tilbage til drengeværelset. “I got my headphones on / And my parents will never know / It’s something that we had before we lost control / On the radio” fortsætter han, i et billede de fleste af os her vel kan spejle os i. Hvorefter Timothy klipper brutalt frem til nutidens tabte radiouskyld og stiller skarpt på sig selv: “I’m feeling sorry for myself / I’m feeling pretty old / At least I had that song / At least I had that song / On the radio”.
Ikke et øje vil da være tørt ude i Radioland. Bortset fra altså, at denne sang, med dens radiokritiske budskab og høje guitarer, aldrig nogensinde vil blive spillet tilfældigt i en bilradio somewhere og der kunne tænde en gnist i hjertet på det unge menneske, der tilfældigt hører den. Og dét er nok den største skam. Vi andre skal jo nok finde musikken hvor den er.
8. februar 1977
Der er et før og et efter omkring alle de vigtigste albums i historien. Det gælder også Television fra New York City’s debut Marquee Moon, der udkom i dag for 40 år siden på Elektra Records. Her kan HELE albummet høres med Tom Verlaine og Richard Lloyd’s uforlignelige guitarer, med sitrende sange, snoende sig som elektriske ål, der er simpelt komplicerede og kompliceret simple på én og samme tid. En plade midt i punken der ikke lød/lyder som noget andet i verden, og en kilde af lys gennem twistede billeder, vi aldrig før havde hørt, set eller kunne have forstillet os overhovedet fandtes…
En sang kommer hjem
I vinteren 1980-81 kom meget af den nye musik jeg hørte via lang- og mellembølge på en ITT-Schaub Lorentz-transistor. BBC (Kid Jensen, Richard Skinner, men først og fremmst John Peel) og Radio Luxembourg var de foretrukne kanaler, som oftest kørte nonstop på drengeværelset om aftenen. En stort mainstreamhit den vinter på Luxembourg var ‘Keep On Loving You’ med det musikalsk yderst konservative amerikanske rockband REO Speedwagon. Sangen havde en glat og med det samme frastødende AOR-fernis, men der var alligevel en guilty pleasure gemt bag dens klichéfyldte opbygning og den langsomt løftende omkvædsraket, som var irriterende catchy forløsende…
Glemte hurtigt alt om ‘Keep On Loving You’ i tidens malstrøm af langt friskere hits og nye radikale bands. Indtil 1996, hvor The Lemonheads, hvis karismatiske sanger Evan Dando var i store drug-problemer, forsøgte sig med et comeback via det helt igennem ufokuserede album Car Button Cloth, en stor skuffelse iøvrigt oven på bandes to forgående bubblegrunge-popmesterværker, It’s a Shame About Ray (1992) og Come on Feel the Lemonheads (1993). Men som et af albummets singleekstraspor dukkede en cover af ‘Keep On Loving You’ pludselig op, som ud af det blå. At høre sangen i den klart synkende Evan Dando’s helt anderledes skramlede og anstrengte version var et vildt deja vu. For ikke engang Evan’s smadrede stemme og en ikke-produktion kunne skjule de samme rørende kvaliteter i sangen, REO Speedwagon’s ellers så morderiske power ballad-take heller ikke havde kunne taget livet af…
Siden hører jeg Lemonheads-versionen indimellem, grebet af Evan Dando’s råb om hjælp, men også igen af kompositionens forløsende opbygning. Og så i november 2016 sker det. Får øje for det nye Brooklyn-band Cigarettes After Sex og læser om en single med dem, hvis b-side hedder…’Keep On Loving You’. Finder straks frem til sangen, i håb om at det ikke er en original, men en trofast cover af REO-sangen. Og jo, fra de første rolige toner er der ingen tvivl. Og hvad der siden sker er ret fantastisk, for den sang, som aldrig har skjult sine kvaliteter, finder her, mere end 35 år efter sin første udgivelse, endelig den form der gør den fuld ære. For Cigarettes After Sex-versionen er hverken dårlig smag (REO Speedwagon) eller voyeuristisk nedtur (stakkels Evan), men en smeltende popsang sendt afsted på små men effektive virkemidler. Ordenes og tonernes så ensomme sentiment og stille desperation spillet perfekt ud, som en David Lynch-kortfilm, hvor alt på overfladen synes perfekt idyllisk, men noget alligevel er foruroligende galt. ‘Keep On Loving You’ er i Cigarettes After Sex’ hænder endelig blevet stor popkunst…
International Clash Day
De skriver lige her i Rolling Stone Magazine ,at det er International Clash Day i dag. Her troede vi det var International Clash Day hver dag. Mærkedagen for The Only Band That Matters fejres i ni byer/stater rundt omkring, hovedsageligt i USA. Her er The Clash…