Fade to grey

Ingen grund til at dvæle for lang tid ved uelskelige Maladjusted fra 1997. Det mest bemærkelsesværdige ved denne undervældende affære er nok, det skulle vise sig at være sidste Morrissey-udgivelse i hele syv år. Coverets grå grundfarve synes bløde ind og farve en musik, der for langt det meste kommer snigende træt, som drænet for inspiration og nødvendighed. Den på Southpaw Grammar så rankt stående Morrissey lyder pludselig svag, som i opgivende og uden tro på eget mirakel. Steve Lilywhite, producer for tredje album i træk, er løbet tør for de gode idéer, og et uentusiastisk spillende band hjælper ham ikke på vej. Et par enkelte sange hæver sig op og vil noget godt, men bliver hurtigt slået hjem af det tavse flertal numre, der aldrig kom sig over skuffelsen ikke at være blevet født som sange. Her pladens absolut livligste øjeblik, spillet sammenbidt ud på et engelsk TV-show…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Maladjusted:

1. Trouble Loves Me
2. Satan Rejected My Soul
3. Alma Matters
4. Wide To Receive
5. Roy’s Keen

Reissue! Repackage! Repackage: Præcis som med Southpaw Grammar også med Maladjusted en katastrofal remake af albummet i 2009. Et helt nyt, meget amatøristisk cover afløser det gamle – og af Morrissey så forhadte – grå. Pladens nummerrækkefølge lavet voldsomt om og tilsat hele seks single-b-sider, et par af dem – hallo ‘This Is Not Your Country’ og ‘Now I Am A Was’ – dog langt mere profilerede end flere af de rigtige albumcuts. Fra det oprindelige album er ‘Papa Jack’ og endda singlen ‘Roy’s Keen’ – en ode til en vinduespudser, åh ja – blevet henrettet. What a mess, no succes!

4 tanker om “Fade to grey”

  1. Ja, den var sgu lidt svær at holde af, men som fan gjorde jeg mit bedste. Et par rigtig gode numre og så en masse middelmådigt.
    Dengang læste jeg næsten dagligt med på fansiden morrissey-solo, og havde derfor opfanget, at han gæstede David Lettemans show. Jeg ringede derfor til TV3 – eller hvem det nu var, der sendte det herhjemme – for at finde ud af, hvilken dag dén udsendelse ville blive vist. Derefter sad jeg klar foran skærmen. Ah ja, det var før YouTube und alles.
    I dag kan man bare klikke her: https://www.youtube.com/watch?v=ASH_pr2YEdE

    Så ham i den Grå Hal og husker det ikke som samme overvældende oplevelse som Vega. Dog står afslutningsnummeret “Meat Is Murder” stærkt tilbage.

    1. Trouble Loves Me
    2. Wide to Receive
    3. Satan Rejected My Soul
    4. Alma Matters
    5. Roy’s Keen

  2. 1. Satan Rejected my Soul
    2. Roy’s Keen
    3. Alma Matters
    4. Trouble Loves Me
    5. Papa Jack

  3. En underlig ujævn plade! Højdepunkterne rangerer højt på en top-liste over mandens bedste sange overhovedet – mens resten er tæt på elendigt (Papa Jack)!

    1) Trouble Loves Me
    2) Alma Matters
    3) Satan Rejected my Soul
    4) Maladjusted
    5) Wide to Receive

    Jeg er helt enig i, at repackage -udgaven af Southpaw var en katastrofe… Men jeg synes faktisk, at den opdaterede udgave af Maladjusted virker ret godt. B-siderne er generelt på et noget højere niveau end alt udenfor ovenstående top 3 og jeg er faktisk heller ikke ked af at miste Roy’s Keen…

Skriv et svar