I forbindelse med snakken her i sidste uge om Patti Smith’s nye coverplade, omtalte vi hende herfra som pt. ‘hausfrau i Detroit’. Fra velunderrettet kilde – tak, Dorthe! – viser den påstand sig slet ikke at holde vand. Patti Smith boede godt nok lige nord for Motor City, i St. Clair Shores, i årene efter opløsningen af Patti Smith Group, men efter ægtefællen Fred ‘Sonic’ Smith’s pludselige død i 1994 rykkede hun tilbage til New York, som har været hendes base lige siden. Den slags facts er vigtige at få rigtige, så derfor dette efterskrift.

Ovenstående mesterværk – debutpladen med Ramones fra Queens, New York City – tager sin 31 års fødselsdag i dag. Her er de 14 korte men langt bedste grunde til at fejre den:

1 “Blitzkrieg Bop” – 2:14
2 “Beat on the Brat” – 2:31
3 “Judy Is a Punk” – 1:32
4 “I Wanna Be Your Boyfriend” – 2:24
5 “Chain Saw” – 1:56
6 “Now I Wanna Sniff Some Glue” – 1:35
7 “I Don’t Wanna Go Down to the Basement” – 2:38
8 “Loudmouth” – 2:14
9 “Havana Affair” – 1:56
10 “Listen to My Heart” – 1:58
11 “53rd & 3rd” – 2:21
12 “Let’s Dance” – 1:51
13 “I Don’t Wanna Walk Around With You” – 1:42
14 “Today Your Love, Tomorrow the World” – 2:12

Coverplader er en mærkelig størrelse. Et slags frikvarter for den enkelte artist, som her kan sende sangskrivning på orlov og istedet hylde egne helte og nogle sange, der har betydet noget helt specielt for hans/hendes personlige løbebane. Lars Hug lavede f.eks. herhjemme ‘Copy’, en glimrende opdatering og nytænkning af en samling allerede meget kendte danske numre. Det album fungerede fordi Hug gik radikalt tilværks og ikke var bange for at ændre det valgte materiales form og lyd. En tilgang der er svær, for problemet med coverplader er nemlig, at dyb respekt ofte forhindrer nye fingeraftryk på gamle sange. Og hvem – udover måske de allermest hengivne – er interesseret i professionel karaoke…? En anden og meget nyere dansk coverplade, der tilsvarende er noget af en skatkiste, er Rhonda Harris’ ‘Tell The World We Tried’, hvor Nikolaj Nørlund & co. hylder det amerikanske fænomen Townes Van Zandt med både originale og gribende udgaver af hans sange.

Patti Smith er i denne uge ude med sit helt eget coverprojekt; ‘Twelve’ er titelen på de 12 sange, der hovedsageligt er hentet i hendes egne unge år, fra før punken brød løs. Patti Smith, som ellers tidligere har været kendt som en vild fortolker af bl.a. ‘Hey Joe’, ‘Gloria’, ‘My Generation’ og ‘We’re Gonna Have A Real Cool Time Together’, vælger på ‘Twelve’ en naturalistisk nøgtern tone, der desværre i en for stor del af sangenes tilfælde forhindrer effektiv transformation af dem til her og nu. At hun ovenikøbet har valgt så ‘svære’ – og allerede befærdede – sange som f.eks. ‘Gimme Shelter’ ( Rolling Stones), ‘Changing Of The Guards’ (Bob Dylan), ‘Helpless’ (Neil Young) og ‘Soul Kitchen’ (The Doors) gør ikke den i forvejen vanskelige mission lettere.

Der er dog heldigvis i strømmen af velmente men også lidt gennemsigtige versioner mindst én absolut grund til at stifte bekendtskab med ‘Twelve’; nemlig ‘Smells Like Teen Spirit’, Nirvana’s luxusliner af et oprør, som Patti Smith befolker med adskillige hikstende banjoer, samt den samme trance-messende stemme, man også stod forsvarsløs overfor, da hun way back brød igennem med ‘Horses’. En meget stor version her, som fungerer ved at turde ændre både instrumentering og udtryk voldsomt i forhold til originalen. En anden sang der også skal nævnes, da den tårner langt over middel, er Stevie Wonder’s ‘Pastime Paradise’. Wonder har vi aldrig lyttet meget til her, men denne fint akkord-progresserende sang er i Patti Smith’s navn tilsvarende et klart vidnesbyrd på, at hun stadig – nu som 60-årig hausfrau i Detroit – har mere på hjerte end de fleste. Havde hele ‘Twelve’ holdt samme standard, havde den været skræmmende.

Jeg synes de er helt specielle; The Libertines, kaot-bandet, som løb så galt i drug-opløsning, efter kun to brillante longplayers. Ikke meget håb om mere dér, så en gigantoverraskelse, at bandets to frontfigurer Pete Doherty og Carl Barat forleden, helt uannonceret, delte scene i Hackney Empire og sammen spillede et set bestående af Libertines-numre. I en perfekt verden vil de to og resten af bandet nu begynde igen, smide de betændte stoffer på porten og lave endnu flere fantastiske sange sammen. Men, som ikke mindst ængstelige bandmedlemmer i abort-projekterne Dirty Pretty Things og Babyshambles nok vil påpege, er det ren ønsketænkning. Her er setlisten fra d. 12. april i Hackney Empire:

‘What A Waster’
‘Death On The Stairs’
‘The Good Old Days’
‘What Katie Did’
‘Dilly Boys’
‘Seven Deadly Sins’
‘France’
‘Tell The King’
‘Don’t Look Back Into The Sun’
‘Dream A Little Dream Of Me’
‘Time For Heroes’
‘Albion’
‘The Delaney’

De nedenstående minder vel i længselsfuld ‘aching’ mest om klassisk The Go-Betweens – ja, det australske band der aldrig må glemmes – men går alligevel naturligt med i paraden af imponerende sange på Bright Eyes’ nye ‘Cassadaga’:

MAKE A PLAN TO LOVE ME

I heard you’re scheming new pyramids
Another big idea to get you rich
Make a plan to love me sometime soon

You said you had your foot in the door
You buy and you sell, you buy some more
Make a plan to love me sometime soon

Life is too short
Death doesn’t ask
It don’t owe you that

Some things you lose
You don’t get back
So just know what you have

And make a plan to love me sometime soon

Life is too short
To be a fool
I don’t owe you that

Do what you feel
Whatever is cool
But I just have to ask

First you want to ride off into the sun
Then you want to shoot straight to the moon
Make a plan to love me sometime soon

When you are young the world is a ferris wheel
I know we will grow old it is lovely, still
Make a plan to love me sometime soon

Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me?
Will you make a plan to love me sometime soon?

© Bright Eyes/Conor Oberst

Nu vi taler indpakning, har The Fab Four fra Merseypool så nogensinde været mere elskelige? Vi siger nej, USA det modsatte. Den amerikanske 1965-udgivelse ‘Yesterday And Today’ blev straks, efter en sand tsunami af klager over ovenstående covers påståede grusomhed, trukket tilbage og genudsendt i et helt anderledes og stuerent design. Beat is murder!

Vil også lige hårdt anbefale den nye Bright Eyes-plade fra i mandags, der umiddelbart havde svært ved at træde ud af sin forgænger ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’s næsten perfekte skygge, men nu vokser og vokser for hver gennemlytning. Bright Eyes har denne gang begået en sand Rolling Thunder Revue af blomstrende americana i forskellige stilarter og mangeartede arrangementer. En rejse gennem nordamerikansk musik, som når den har været bedst de seneste 40 år. Den har traditionelle love songs med bitre twists af livslede, den har moderne livtag med sex, politik, hverdag og utæmmede violiner, og den har ikke mindst de besnærende melodier, små som store, alle båret frem af den unge, rystende Bright Eyes-stemme, hvis engagement herefter aldrig skal kunne betvivles. Rocknroll bliver ‘Cassadaga’ aldrig, dertil er den langt mere klassisk Nashville end Memphis i tilgang. Ja, faktisk er der noget næsten håbløst western-bedaget over dens ofte pastorale og akustiske musik. Det må kræve sin mand at kunne bære et så fint nuanceret og flimrende udtryk helt hjem gennem ‘Cassadaga’s 62 vellykkede minutter. Som altid i Bright Eyes’ ambitiøse og komplicerede tilfælde er hans navn Conor Oberst.

Og Brian Jones i forgrunden – var han Satans yngel…?

Ondt i halsen holdt mig hjemme fredag aften, da jeg egentlig skulle have set 1 2 3 4 ude i byen. Endte istedet alene i stort selskab med en broget flok 7-inch-singler. Fik dem ikke hørt allesammen, men her indholdet af den udvalgte bunke, der nu igen går tilbage i kasser, efter kategori og alfabet:

The Marvelettes – ‘I’ll Keep Holding On’, Barbara Lynn – ‘You”ll Lose A Good Thing’, Smokey Robinson & The Miracles – ‘The Tracks Of My Tears’, The Four Tops – ‘Baby, I Need Your Loving’, Nigger Kojak – “Nice UP Jamaica”, Junior Murvin – ‘Police & Thieves’, Yello – ‘The Rhythm Divine’, The Associates – ‘Party Fears Two’, Rhythm Of Life – Soon/Summertime’, Josef K – ‘Chance Meeting’, Paul Quinn & Edwyn Collins – ‘Pale Blue Eyes’, Johnny Thunders – You Can’t Hold Your Arms Around A Memory’, Sister Sledge – ‘Lost In Music’, Black Box – ‘Ride On Time’, Donna Summer – ‘I Feel Love’, Heaven 17 – ‘(We Don’t Need This) Fascist Groove Thang’, Henry Mancini & His Orchestra – ‘Moon River’, Love Shop – ‘En Nat Bliver Det Sommer’, Freshly Riots – ‘Delightfully Fresh’, Dusty Springfield – ‘I Close My Eyes And Count To Ten’, Gun Club – ‘Fire Of Love’, The Gun Club – ‘Sex Beat’, New Order – ‘Everything’s Gone Green’, Marcel Camus – ‘Orfeu Negro’, FR David – ‘Words’, Raspberries – ‘Let’s Pretend’, The Shoes – ‘Tomorrow Night’, Elvis Presley – ‘My Boy’, Scars – ‘All About You’, The Smiths – ‘Hand In Glove’, Nancy Sinatra – ‘Summer Wine/Sugar Town’, Sparks – ‘Something For The Girl With Everything’, The Trashmen – ‘Surfin’ Bird’, Lee Marvin – ‘Wand’rin Star’, Nancy Whiskey – ‘Freight Train’, R.E.M. – ‘(Don’t Go Back To) Rockville’, Dream Syndicate – ‘Blind Willie McTell’, The Kilima Hawaiians – ‘Hawaii Sing To Me”, Pier Angeli – ‘Volare’, David Bowie – ‘Rebel Rebel’, Mott The Hoople – ‘Saturday Gigs’, T. Rex – ‘Metal Guru’, The Dead Kennedys – ‘Holiday In Cambodia’, John Cale – ‘Dying On The Vine’, Carpenters – ‘Superstar’, The Cure – ‘Jumping Someone Else’s Train’, The Passions – ‘I’m In Love With A German Film Star’, Ian McCulloch -‘September Song’, The Dream Academy – ‘Please Please Please Let Me Get What I Want’, Echo & The Bunnymen – ‘The Pictures On My Wall, Echo & The Bunnymen – ‘The Promise’, Echo & The Bunnymen – ‘The Killing Moon’, Devo – ‘Jocko Homo/Mongoloid’, Pere Ubu – ‘Final Solution’, Richard Hell & The Voidoids – ‘Blank Generation’, Iggy Pop – ‘Some Weird Sin’, Jonathan Richman – ‘Roadrunner’, Ramones – ‘Do You Remember Rock’n’Roll Radio?’, The Music Explosion – ‘Little Bit O’ Soul’, The Saints – ‘One Two Three Four’, The Saints – ‘I’m Stranded’, The Undertones – ‘Teenage Kicks’, The Ronettes – ‘Baby, I Love You’, Dean Martin – Somewhere There’s A Someone For Everyone’, Otto Brandenburg – ‘To Lys På Et Bord’, Jørgen Ingemann & De Små Ingemænner – ‘Far, Jeg Kan Ikke Få Hul På Kokosnødden’, Joy Division – ‘Transmission’, New Order – ‘Temptation’, Talk Talk – ‘It’s My Life’…

31 år siden i dag Phil Ochs – amerikansk frihedskæmper, fantast, disilluisioneret protestsanger, Elvis Presley-fan, far, m.m. – checkede frivilligt ud af denne verden. Om ikke andet, efterlod han sig en række meget fine sange, hvoraf en af de mest simple og ligefremme står i hans minde her:

I’M TIRED

Sometime’s I feel that the world isn’t mine
It feeds on my hunger and tears on my time
And I’m tired,
Yes, I’m tired

Every face on the street is as cold the air
As hard as the pavement moves ‘neath my feet
And I’m tired,
Yes, I’m tired

Sometimes I stop and ask to myself
Oh, why should I be so alone?
It comes and it goes
and nobody knows
For they’re blind with a pain all their own

So I start out again with a smile on my face
To hide all the empty and search for a friend
And I’m tired
Yes, I’m tired

Sometimes I stop and ask to myself
Oh, why should I be so alone?
It comes and it goes
and nobody knows
For they’re blind with a pain all their own

So I start out again with a smile on my face
To hide all the empty and search for a friend
And I’m tired
Yes, I’m tired
I’m tired
Yes, I’m tired

© Phil Ochs

 
Ved ikke hvor lang tid vi har med at gøre. Bob Dylan gæstede Kbh. i går med sit band, måske sidste gang? Hvis isåfald var det en fantastisk måde at sige so long på. Bedste koncert vi overhovedet mindes at have set og hørt med The Man In The Long Black Coat. Spillede som besat, sang som en drøm. Helt i kontrast til den uengagerede optræden på seneste Roskilde Festival. Men “summer days, summer nights are gone”, som Bob hvæsede, og i går var der helt anderledes fokus og styr på band, sang, udtryk, lyd. Det hele bragede igennem. Henrik Queitsch giver her til morgen Dylan’s aften de maksimale 6 stjerner i Ekstra Bladet. Det er ikke én for meget.

Forum, Copenhagen, Denmark – April 2, 2007

Tweedle Dee & Tweedle Dum (Bob on electric guitar)
Man In The Long Black Coat (Bob on electric guitar)
Watching The River Flow (Bob on electric guitar)
It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding)
(Bob on electric guitar, Donnie on violin)
When The Deal Goes Down (Bob on keyboard)
Highway 61 Revisited (Bob on electric keyboard and harp)
Visions Of Johanna (Bob on electric keyboard and harp)
Rollin’ And Tumblin’ (Bob on electric keyboard, Donnie on electric mandolin)
Desolation Row (Bob on electric keyboard and harp
Spirit On The Water (Bob on electric keyboard)
Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
(Bob on electric keyboard and harp)
Nettie Moore (Bob on electric keyboard)
Summer Days (Bob on electric keyboard)
Like A Rolling Stone (Bob on electric keyboard and harp)
(encore)
Thunder On The Mountain (Bob on electric keyboard).
All Along The Watchtower (Bob on electric keyboard)

Ungdomshuset i København marts måned, Hammersmith Palais i London denne. Perfekte koncertsteder med masser af historie og udstråling lukkes til og rives ned. Weekenden her var absolut sidste udkald for at opleve musik i Vestlondon’s Hammersmith Palais, der nu skal give plads for ejendomsbyggeri istedet. Lørdag aften spille The Good The Bad & The Queen et set og i går lukkede Mark E Smith og hans The Fall helt af. Fra nu af vil stedet kun stå i erindring, som centrum for ikke så få skelsættende rocknroll-koncerter, og ikke mindst som omdrejningspunkt for The Clash’s tids-centrale historie om afstand mellem hvid og farvet kultur, 1978-singlen ‘(White Man) In Hammersmith Palais’. Det palæ er nu ikke mere.