I dag fylder C.V. Jørgensen 73. Først en del år efter jeg først hørte denne sang, gik det op for mig hvorfor den 9. maj dukker op i teksten.
Under alle omstændigheder: Tillykke herfra!
Alle indlæg af Pastoren
Krigerne
I dag blev jeg ved et tilfælde mindet om Krigerne (engelsk: The Warriors), en amerikansk film fra 1979 instrueret af Walter Hill. Fra dengang, da filmen kom frem (jeg var 15 på det tidspunkt) husker jeg at filmen fik et ry som en, der var ekstrem og ansporede til vold. Der var da også nogle voldsepisoder (herunder tre drab) i USA i dagene efter premieren.
Her, set på fire årtiers afstand, virker filmen slet ikke ekstrem, skal man dømme efter dens indledning, som man kan se ovenfor. Den analoge filmoptagelse, hele farvebilledet og dialogen er på én og samme tid bedaget og noget, der ofte er sørgeligt fraværende i moderne Hollywood-produktioner. Ikke mange tænker på at filmen er inspireret af Xenofons Anabasis, som er beretningen om græske lejetroppers deltagelse i et mislykket internt oprør i Perserriget (til støtte for kong Kyros – en hovedperson i filmen hedder da også Cyrus) og efterfølgende lange tilbagetog til Grækenland i årene 401 f.Kr. – 399 f.Kr.
Noget, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er underlægningsmusikken, der er meget tidstypisk (også på en god måde). Den har klare mindelser om en lyd, der bl.a. skyldes Giorgio Moroder og kunne høres lige fra Donna Summer (“Hot Stuff”) til Pink Floyd (“Another Brick In The Wall, Part 2”).
Jeg har faktisk stadig ikke fået set filmen, men nu får jeg lyst til det.
Berømmelsens hal
Kate Bush, George Michael, Rage Against the Machine, Willie Nelson, Sheryl Crow, the Spinners og Missy Elliott bliver nu optaget i The Rock’n’Roll Hall of Fame. Det har jeg ingen problemer med – selv om hverken Willie Nelson eller Missy Elliott strengt taget spiller rock’n’roll. Det er på høje tid at ikke mindst Kate Bush får denne anerkendelse.
Samtidig er det lidt underligt, at Joy Division/New Order ikke er blevet optaget i Hall of Fame endnu, når nu Depeche Mode og The Cure er blevet det. (Mon det er uvenskabet mellem Peter Hook og de øvrige oprindelige medlemmer af New Order, der spiller ind på en eller anden vis?)
Et barn spørger
Her er “A Child’s Question”, som er den første sang vi får at høre fra P.J. Harveys kommende album I Inside the Old Year Dying, som udkommer den 7. juli. Denne sang lover godt (og rummer faktisk et Elvis-citat!).
Host IX
Paradise Lost begyndte som gotisk doom-metal, men blev efterhånden tydeligt inspireret af Depeche Mode. Det kulminerede på Host fra 1999, der på én og samme tid var et særdeles vellykket album med stærke sange og formåede at blive upopulært hos ganske mange af deres gamle fans. Derefter gled Paradise Lost lige så stille tilbage til doom-metal og glemte tilsyneladende at skrive holdbare sange. Men sidste år lavede sangskriverne fra bandet, Greg Mackintosh og Nick Holmes, en duo ved navn Host og vendte tilbage til den elektronisk prægede lyd på albummet IX. Her er et vellykket nummer fra dét album.
Fyrværkeri i sneen
Det er nok ikke nogen overraskelse, at jeg er glad for det nye album med The New Pornographers. Det hedder Continue As A Guest, og en af de første sange, der fangede mig ind denne gang, var denne – “A Firework in the Falling Snow”, her i en live-udgave med A.C. Newman, Kathryn Calder og den “nye” trommeslager Joe Seiders.
Omsider forstår jeg
Det tog mig lang tid at forstå storheden i Lana Del Reys musik. Alt for længe har jeg afvist musikken fra Liz Grant som selvcentreret, men dygtigt markedsført operette-agtig pop afleveret med sukkende vokal og tekster, der signalerede overfladisk spleen og undertrykt dekadence.
Men i dag, den 1. april 2023, indså jeg omsider hvor dybt og storslået et værk der her er tale om og hvad jeg dog er gået glip af! Jeg danser rundt i stuen til tonerne af “Summertime Madness” og “Born to Grants”, omsider forløst.
Paul Hester
På denne dag i 2005 døde Paul Hester, der var trommeslager i Crowded House (og før dét i den sidste udgave af Split Enz). Hester var født i 1959 den 8. januar; det er en dato, der betyder meget for os på denne blog.
Paul Hester virkede umiddelbart som en ekstrovert og munter mand, men hans sidste år var tragiske og præget af depression. Han blev fundet hængt i en park nær sit hjem i Melbourne.
Ovenfor er et klip fra Sydney i 1996. Dette blev den sidste gang, hvor den bedst kendte udgave af Crowded House – Neil Finn, Tim Finn, Nick Seymour og Paul Hester – var sammen på scenen. Mark Hart er også med.
Chris Bell og verdensaltet
I fredags spillede Jens på Cosmos i Viby ved Roskilde. I dag blev jeg mindet om det smukke soloalbum I Am The Cosmos af Chris Bell, der oprindelig var med i det legendariske Big Star, og i skrivende stund lytter jeg til sangene. Nogle vil måske kende titelnummeret i en indspilning fra 1991 med This Mortal Coil.
I Am The Cosmos blev indspillet i 1974-1975 i Frankrig og USA, men først udsendt posthumt i 1992, 14 år efter Chris Bells alt for tidlige død i en trafikulykke. Ligesom en del andre talentfulde musikere døde han i en alder af 27.
Country med Courtney
Her er et nummer med Courtney Marie Andrews fra hendes ganske udmærkede album Loose Future, der udkom sidste år. Hun kommer i øvrigt snart til Danmark, nemlig til København, hvor hun giver koncert i Vega den 17. marts.
Тебе Жду
Af en eller grund skulle der gå meget lang tid, inden jeg blev mindet om The Ukrainians, der begyndte som et sideprojekt for Peter Solowka – oprindelig guitarist i The Wedding Present fra Leeds (dem er der sikkert læsere, der kan huske). Som efternavnet antyder, har Peter Solowka ukrainsk baggrund. Тебе Жду betyder i øvrigt “Jeg venter på dig” – både på ukrainsk og på russisk.
De unge fædre er tilbage
Jeg har tidligere udtrykt min begejstring for denne trio fra Edinburgh, og deres nye album, Heavy Heavy, er ikke dårligt overhovedet. Hermed anbefalet.
Skygger
Det er blevet tid til noget country igen. Every Acre, det nye album med H.C. McEntire lyder rigtig dejligt, og hun synger godt og roligt. Nogle kan måske huske, at jeg anbefalede hendes forrige album, Eno Axis, i 2020. Dette album tegner lige så lovende. Ligesom Mike Taylor (Hiss Golden Messenger), Rhiannon Giddens, Tift Merritt og mange andre i denne genre, som jeg holder af, er H.C. McEntire fra North Carolina, hvor min nevø i øvrigt bor for tiden.
…og hvilken sang har vi her?
Og hvilken sang er dette?
