Terrorangrebet i USA på denne dato var forfærdeligt, men det er vigtigt, at der på denne dag er særligt fokus på kuppet i Chile, der for 50 år siden væltede en demokratisk valgt præsident, førte til mange års undertrykkelse og tvang mennesker på flugt.
Et af ofrene for Pinochet var sangeren Victor Jara. Inden Jara skulle henrettes, smadrede soldaterne hans hænder, smed en guitar hen til og bad ham hånligt om at spille.
The Clash og U2 er blandt dem, der siden har sunget om Jara. Men her er det Calexico og deres “Victor Jara’s Hands”.
Forleden skrev jeg om Tommy Stinsons nye album. Her er endnu et nummer fra genudgivelsen af Tim, det midterste album med hans gamle band The Replacements. Det er såmænd endnu en udgave af “Can’t Hardly Wait”, og en, som jeg ikke havde hørt før.
Sangen findes også i en udgave fra samme år med et fuldt band (i dette tilfælde måske endda i mere end én betydning), men denne her er med Paul Westerberg og en cellist. Ideen er egentlig god, men det lykkes ikke rigtig. Westerberg holder sig til en skødesløs og rå vokal, som han så ofte gjorde dengang, og dette virker som en demo, er det måske også. Der er langt til “Cello Song” fra Nick Drake!
Som man kan høre på de gamle versioner fra Tim-tiden var “Can’t Hardly Wait” en temmelig morbid sag om at længes efter at klatre op i et vandtårn for at springe ud og slå sig selv ihjel. På Pleased To Meet Me er “Can’t Hardly Wait” blevet en anderledes sang om længslen efter at vende hjem – iført hele det store Memphis-arrangement med horn og strygere og en lidt mere kontrolleret sangpræstation. Det er dén udgave, jeg bedst kan lide.
Men når dét er sagt, er det interessant at følge en sangs historie på denne måde.
I dag modtog jeg en cd med posten – Wronger, der er det nye album med Tommy Stinson’s Cowboys in The Campfire. Hvis man kender The Replacements, ved man selvfølgelig, hvem multiinstrumentalisten Tommy Stinson er. Efter tiden med dem lavede han albums med to andre bands, han dannede: Bash and Pop (som startede som resterne af The Replacements) og Perfect. Og så var han også med i Guns’n’Roses, men det taler vi ikke helt så meget om (pengene skal jo komme et sted fra).
Tommy Stinson er endt med at være den eneste af de gamle Replacements, der stadig er aktiv musiker. Broderen Bob Stinson døde for 28 år siden efter mange års misbrugsproblemer. Slim Dunlap er alvorligt syg efter et slagtilfælde og skal forsøge at leve med USAs “sundhedsvæsen” og alle dets regninger. Chris Mars lagde musikken på hylden og blev billedkunstner. Paul Westerberg har i al stilhed trukket sig tilbage i hjembyen Minneapolis, efter hvad jeg læser.
Allerede nu kan jeg høre, at Wronger er noget af det bedste, Tommy Stinson har lavet siden The Replacements. “Dream”, som I kan se og høre her, er en særdeles vellykket sang og giver mindelser om Paul Westerberg. Andre steder på Wronger er der mindelser om bl.a. Johnny Cash og The Clash; vi har at gøre med den blanding af country, folk, blues og hvad ved jeg, som nogle i mangel på bedre betegnelse kalder americana.
(I øvrigt er efternavnet Stinson oprindelig skotsk, men er i dette tilfælde også en anglificeret form af det dansk/norske navn Steensen. Flere af medlemmerne af The Replacements havde nordiske aner.)
Nu sker der dét, jeg ville have forsvoret: Talking Heads er sammen igen på en scene! Det er dog ikke til en koncert, men til en samtale med Spike Lee i forbindelse med premieren på den restaurerede udgave af Jonathan Demmes koncertfilm Stop Making Sense. Jeg har altid haft et indtryk af at det endte skidt med Talking Heads, fordi de fire musikere kom op at toppes om et eller andet med hvilken retning det musikalske udtryk skulle tage – og i særdeleshed fordi David Byrne ikke var nem. (Det hjalp næppe heller, at to af de andre er gift med hinanden.) Senere har jeg fået et noget mere nuanceret indtryk af Byrne og så bl.a. hans koncertfilm til CPH:DOX for et par år siden. Den var god.
“As a younger person, I was not as pleasant to be around. When I was working on some Talking Heads shows, I was more of a little tyrant,” he explained. “And then I learned to relax, and I also learned that collaborating with people, both sides get more if there’s a good relationship instead of me telling everybody what to do.” Speaking to his relationship with his former bandmates today, Byrne said, “We have a cordial relationship now. We’re sort of in touch, but we don’t hang out together.”
Det glæder mig altid, når nogle mennesker kan bliver klogere og mere afrundede personer med tiden.
Jeg har gode minder om at have set Stop Making Sense i biografen – endda i Nørresundby! Siden købte jeg filmen på dvd, men hverken billede eller lyd gjorde filmen ære. Det var synd. Jeg glæder mig til at se den nye udgave. Hvis den endda kommer på et disk-format bedre end dvd, bliver jeg endnu gladere. Jeg er så gammel og sær, at jeg holder af at se film på skiver. Og som man vel derudover allerede har observeret, har jeg generelt ikke noget imod at man restaurerer film eller genmixer musik, når det sker med respekt for originalen.
Jeg fulgte ikke Robbie Robertson ret nøje, men det var tydeligt for enhver (også mig), at han var en dygtig mand. Jeg husker ham og resten af The Band fra Planet Waves og selvfølgelig også The Basement Tapes. Og så er der jo The Last Waltz. Og hvor ville alt-country have været uden The Band?
Nogle gange er det som om alle dør. Sådan er lidt det i denne uge.
Jeg husker filmen Searching for Sugarman om den amerikanske singer/songwriter Sixto Rodriguez, der lavede to albums omkring 1970 og derefter blev glemt – bortset fra i Sydafrika, hvor hans musik blev et samlingspunkt for hvide unge, der i sangene fandt en form for systemkritik, der ellers ikke var mulig for dem under apartheid.
Et af de numre, jeg især husker, er “Cause” fra Coming from Reality, der blev indspillet i 1970 i London. Første gang, jeg hørte dette nummer, tænkte jeg at det mindede mig om “Hazey Jane II” fra Bryter Layter, som Nick Drake, indspillede – også i London, også i 1970. Det er ikke det eneste sted, man aner et musikalsk slægtskab . Om Rodriguez kendte til Drake, ved jeg ikke.
Et andet band fra Aotearoa New Zealand, der udkom på Flying Nun Records, er Straitjacket Fits. De blev dannet i 1986. Jeg købte en opsamling med dem i Dunedin, da jeg var der, og der er gode ting iblandt. Her er én af dem “Dialling A Prayer”.
Jens’ indlæg om Bauhaus fik mig til at tænke på The Bats, der var et af de mange bands fra Dunedin i New Zealand, der udkom på Flying Nun Records. Pladeselskabet findes stadig, og det gør The Bats faktisk også. Her er de i live-opstilling fra Flying Nuns 40-års-jubilæum, der blev fejret ikke i Dunedin, men oppe på Nordøen i Auckland.
Jeg har faktisk selv været i Dunedin. Jeg ankom dertil i januar 1999, meget træt efter 24 timers flyrejse [det var dengang] og opdagede at et andet legendarisk Flying Nun-navn, nemlig The Clean, gav deres genforeningskoncert samme aften. Men omstændighederne taget i betragtning ville jeg hellere se en seng. Det har jeg ofte tænkt over siden.
The Replacements are revisiting their 1985 major label debut Tim with Tim: Let It Bleed Edition, a deluxe reissue arriving September 22nd.
En af skiverne er et nyt mix som skyldes Ed Stasium. Der er frigivet ét nummer derfra, og jeg er særdeles positivt overrasket. “Left Of The Dial” lyder helt anderledes fyldigt og godt end det oprindelige mix som skyldtes Tommy Erdelyi, der havde nedsat hørelse fra årene med The Ramones. Instrumenterne træder tydeligt frem nu (man kan bl.a. omsider høre Tommy Stinsons bas ordentligt), og det er en glæde at genhøre dette klassiske rocknummer fra 1980’erne igen.
Mit sidste Nick Drake-relaterede indlæg i denne omgang handler også om overraskende cover-versioner af hans sange. Æren af at være den første, der indspiller en sang af Nick Drake, tilfalder såmænd Millie Small – bedre kendt som “Little Millie”, der storhittede med “My Boy Lollipop” i 1964. I 1970 kom hendes udgave af “Mayfair”. Millie Small var på dét tidspunkt på pladeselskabet Trojan, men tidligere havde hun været ved Island Records, som på den tid var et vigtigt pladeselskab både inden for reggae og folk. Nick Drake havde også havde sin pladekontrakt dér, og en fælles ven var selskabets chef Chris Blackwell. Denne udgave af “Mayfair” er arrangeret af Robert Kirby, som var Nick Drakes studiekammerat fra Cambridge og stod bag arrangementerne på Five Leaves Left og Bryder Later. Men her er sangen blevet til et stykke reggae. Jeg ved ikke, hvad Nick Drake syntes om den.
Singlen havde som B-side Millies egen “Enoch Power”, en utilsløret satire rettet mod den racistiske engelske politiker Enoch Powell. “Mayfair/Enoch Power” blev lanceret med nøgenbilleder af Millie i Mayfair, der var en daværende engelsk pendant til Playboy!
Herunder er Nick Drakes egen udgave af “Mayfair”. Den kom ikke med på Five Leaves Left, og selv om den ikke ligefrem er reggae, ville den næppe heller have passet ind der med sin London-romantiske tone, der egentlig minder mere om Ray Davies eller de helt tidlige sange af David Bowie.
En af de mere overraskende ting, jeg lærte ved at læse Nick Drake: The Life, var at en af de allerførste, der lavede cover-versioner af Nick Drakes sange, var – Elton John. Han var dengang en up-and-comingsinger-songwriter (for at sige det på nudansk) og forholdsvis hip. Men dette var 1968, dvs. i tiden inden det store gennembrud, han fik, og han var stadig studiemusiker. Det var i den sammenhæng, Elton John indspillede fire sange af Nick Drake. Det skete på opfordring fra Drakes producer Joe Boyd, der mente at hans sange ville kunne nå ud til et stort publikum ved også at blive indspillet af andre end Nick Drake. Boyd vidste kun alt for godt, at Drake ikke brød sig om at optræde selv.
Pladen med de fire sange blev udsendt som en white label i 100 eksemplarer, men som så meget andet fandt den også vej til YouTube. Her er “When The Day is Done”, som er på Nick Drakes Five Leaves Left. Jeg er ikke nogen stor fan af Elton John, men dette er faktisk interessant – og viser samtidig hvor god en vokalist, han var, inden han med årene blev ligegyldig og oppustet.
I denne uge fik jeg læst Nick Drake: The Life, en ny biografi af den engelske forfatter Richard Morton Jack. Der er tidligere udkommet flere bøger om Nick Drakes liv; en af de første er endog dansk og skyldes Gorm Henrik Rasmussen. Men den nye biografi udmærker sig ved at være særdeles grundig og indlevet og ender formodentlig (og forhåbentlig) med at blive den definitive biografi om Nick Drake, ligesom Robert Mehrs Trouble Boys vel er den definitive skildring af The Replacements’ karriere.
Bogen udkommer samme år som et hyldestalbum til Nick Drake hvor bl.a. Philip Selway, Feist og Fontaines D.C. er med. Men dette album har jeg endnu ikke fået hørt ordentligt, så det vil jeg ikke skrive om her.
Mange ved at Nick Drake kun nåede at indspille tre albums, inden han blev trukket ned af det, der enten var en depression eller hvad man kalder “simpel skizofreni” (en sjælden form for skizofreni uden stemmehøring eller paranoia) og gjort stum. Den sidste del af Nick Drake: The Life skildrer denne mørke afslutning, tiden fra 1972 til selvmordet i november 1974. Det er hård læsning, også fordi det er tydeligt at familien og vennerne og folk fra pladeselskabet faktisk gerne ville gøre noget, men endte med at være helt magtesløse.
Et lighedspunkt med The Replacements er at dette er fortællingen om en særdeles talentfuld musiker, der ikke får den succes, alle spåede ham og syntes at han fortjente, fordi han ikke ville (og måske ikke kunne) spille med i det underlige spil, som musikbranchen udgør. Nick Drake kunne ikke fordrage at optræde foran et ligegyldigt publikum (og det er ikke blevet bedre siden hvad angår publikums ligegyldighed, vil jeg mene). Den helt store forskel var at The Replacements ofte saboterede deres egne koncerter og kontakt til producere og pladeselskab ved at være berusede og uforskammede og i det hele taget var nogle pisseugler. Det er derimod tydeligt af bogens skildring, at Nick Drake var en venlig, men introvert mand.
Musikken står tilbage, og den er i modsætning til meget anden musik fra den tid tidløs på en speciel måde. I Nick Drake: The Life kan jeg læse at bl.a. Joe Strummer holdt af Nick Drakes musik på et tidspunkt i 1970’erne hvor sangskriver med akustisk guitar ellers var dømt ude.
På Drakes midterste album, Bryter Layter fra 1971, var der mange prominente gæstemusikere med. De kom fra Fairport Convention og fra Beach Boys’ studie-band, og så var der også John Cale.
I Nick Drake: The Life får vi en skildring af mødet mellem Nick Drake og John Cale, som er fascineret af Drakes musik og gerne vil bidrage til Bryter Layter i en pause i indspilningerne af et album med Nico. Han er med på tre numre, “Fly”, “Northern Sky” og “Hazey Jane I”.
Jeg har hørt “Fly” mange gange, men det var først før ganske nylig, jeg indså at John Cales bratsch-stemme løber gennem hele nummeret sammen med Cales cembalo-akkompagnement, og at bratschen udgør en ordløs andenstemme i sangen. Da jeg forstod dét, blev sangen pludselig endnu smukkere, og slægtskabet med The Replacements bliver tydeligt igen.
For John Cale dukker også op med sin bratsch på The Replacements’ svanesang, All Shook Down, nemlig på “Sadly Beautiful”, et nummer så langt fra The Replacements’ garagerock som tænkes kan.
Netop her er det som Paul Westerberg når til det samme sted, hvor sårbarhed møder ønsket om at række ud til verden, som Nick Drake beboede. Og i begge sange er det John Cale, der formår at få denne følelse frem.
…så lytter jeg med stor interesse til P.J. Harveys nye album, I Inside the Old Year Dying. I denne sang er der tydelige Elvis-referencer på tekstsiden (jvf. Jens’ opslag fra de seneste dage), og ikke kun i sangens titel.
