Her på anden juledag skal vi have noget country igen – denne gang med Esther Rose, der i år udsendte albummet Safe to Run.
Alle indlæg af Pastoren
Årets albumudgivelser (sådan da)
Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver
Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?
Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.
Skønheden og sorgen
Et af de albums, jeg er glad for at have lyttet til i 2023, er Javelin af og med Sufjan Stevens. Han har været gennem en svær tid, men forunderligt er der ud af sorgen og helbredsproblemerne kommet et smukt album, der forener hans sarte folk-udtryk (som man kender fra bl.a. Carrie and Lowell fra 2017) og de mere storslåede og elektronisk prægede arrangementer, han også benytter sig af på nogle albums.
Shane MacGowan er død
Endnu en skrøbelig, stor irsk sanger og sangskriver har forladt os her i 2023.
Jeg oplevede The Pogues i København i 1988, kort efter at de havde udsendt If I Should Fall From Grace With God. Resten af ensemblet (der næppe heller var helt ædru) holdt sammen på Shane MacGowan og på koncerten og sikrede en af de oplevelser, man husker. En del år senere så jeg Shane MacGowan med The Popes, men det var ikke helt det samme. Og nu er det så endegyldigt forbi – måske ikke overraskende for en mand, der på den ene side levede lidt for godt op til forestillingerne om den drikfældige irer, på den anden side skrev en lang række sange, der vil leve videre i bedste velgående.
Gensyn med Stop Making Sense
Her til aften fik jeg genset Stop Making Sense, koncertfilmen fra 1984 med Talking Heads. Jeg så filmen da den kom frem i 1984, og jeg så den i biografen i Nørresundby. Det var en anden tid – alene fordi der var en biograf i Nørresundby (faktisk var der hele to). Stop Making Sense gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en gang viser en helt fantastisk velspillet og intens rockkoncert fra et band på toppen af deres formåen og er en nøje udtænkt og koreograferet optræden, tilpasset filmmediets udtryk. Musikerne spiller og synger, men de danser og løber og hopper så sandelig også!
Hvis man kender filmen, vil man vide at den byder på en perlerække af sange fra årene op til og med albummet Speaking In Tongues. Det var dengang, gruppen var blevet meget inspireret af soul og funk og den David Byrne fremstod som en slags blanding af Charlie Chaplin og Buster Keaton og svedige herrer som James Brown og Al Green. Et år senere lavede Talking Heads den lettere country-inspirerede (og i øvrigt ganske gode) Little Creatures, der var meget langt fra den hektiske puls på Stop Making Sense. Få år senere blev David Byrne og de andre medlemmer uvenner, og så var det slut.
Her 39 år senere har Talking Heads tilsyneladende sluttet fred. Det oprindelige negativ til Stop Making Sense er blevet genfundet og lyd- og billedside er blevet shinet gevaldigt op.
Det var en glæde at gense Stop Making Sense på det store lærred – nu under mit ophold i København og i Dagmar-biografen ved Rådhuspladsen. Filmen var præcis lige så god som jeg huskede den!
Længere nede ad rækken i biografen sad to andre tilskuere og snakkede under store dele af filmen. Også dét bidrog unægtelig til fornemmelsen af faktisk at være til en koncert. Det kunne jeg nu godt have undværet.
Jens på Radio 4
Jens har været i Radio 4 i dag. Lyt til interviewet med ham lige her.
Blues Europa er her
Curfew, Gaza
Det er forfærdeligt, hvad der sker netop nu i Palæstina og Israel. Alle mennesker har ret til at leve et trygt liv uden fare. Det gælder både i Israel og i Palæstina.
Min eneste kommentar i skrivende stund ud over denne selvfølgelighed, der tilsyneladende ikke er en selvfølgelighed, er en henvisning til Zul’m, det gamle album fra 1992 med den for længst afdøde Bryn Jones, der var eksperimenterede musiker og producer i Manchester op gennem 1980’erne og 1990’erne under kunstnernavnet Muslimgauze. Hans musik var et sted mellem “verdensmusik” og elektronisk musik og milevidt fra det meste af den Manchester-musik vi plejer at nævne her.
Jeg skrev om Bryn Jones her på bloggen tilbage i 2007; Zul’m er det eneste album med ham, jeg synes godt om (det er til gengæld også et album, jeg synes rigtig godt om). Start 8 minutter og 44 sekunder inde med nummeret “Curfew, Gaza”.
Bring your own lampshade
En af de sidste gange, jeg var på Roskilde Festival, var i 2017. En af de koncerter, jeg husker, er den med Lorde. Hun sang ikke “Swinging Party”, men her er den – en af sangene fra Tim og en særlig mulighed for at opdage The Replacements ad en uventet indfaldsvej.
The Replacements genoplevet
I dag fik jeg bokssættet Tim – Let It Bleed Edition. De fleste har været begejstrede for denne luksus-genudgivelse af dette, det midterste album i The Replacement’s album-diskografi. Især Ed Stasiums nye mix har fået mange lovord.
Også jeg er særdeles tilfreds. Det er som at høre alle sangene fra 1985 igen, bare på en ordentlig og lytteværdig måde befriet for en høreskadet ungarers firserproduktion. Selv “Dose of Thunder” og “Lay It Down Clown”, som er de to numre, jeg altid har haft lyst til at springe over, viser sig nu at rumme kvaliteter. “Little Mascara” er blevet længere, og Ed Stasium har fundet optagelser frem med Bob Stinsons guitarsoli, der faktisk gør dette i forvejen særdeles gode nummer endnu bedre. “Here Comes A Regular” bliver i mine ører endnu mere gribende i det nye mix, hvor man omsider kan høre pianoet ordentligt. Helhedsindtrykket er, at Tim nu er blevet et album fuldt på højde med Pleased To Meet Me, hvor sangene er af samme høje kvalitet, men hvor lydsiden aldrig har fejlet noget.
Hvis man ikke kan leve uden Tommy Erdélyis skingre gamle mix, er der en cd med det i boksen også. Der er en skive med outtakes, bl.a. de optagelser, Alex Chilton producerede, og et tidligt nummer skrevet af Tommy Stinson, “Having Fun”. Og endelig er der et live-sæt fra 1986. Det er rimeligt, men ikke så godt som det selvstændige live-album For Sale: Live at Maxwell’s, 1986 (det lyder og er en del mere uldent).
Hvad synes The Replacements selv om det nye mix? Af et interview med Ed Stasium kan man lære, at Paul Westerberg og Tommy Stinson blev spurgt til råds under arbejdet. Den eneste af dem (og af The Replacements i det hele taget), der stadig er aktiv musiker og har kontakt med medierne, er Stinson.
I Star Tribune, der er det lokale dagblad i Minneapolis, hvor The Replacements kom fra, er der et interview med ham om netop denne genudgivelse. Tommy Stinson udtaler her
“Tommy [Erdélyi] would’ve been the first to tell you his ears weren’t great. So he had to listen to things on headphones to hear what was going on. That’s the only person I’ve ever worked with who mixed on headphones. There’s a lot of audio quality missed that way.”
…”The original mix to me always sounded almost nasally. It had this weird kind of one-dimensional, midrange sound that really didn’t sound like our instruments and how we recorded them. I remember the amps and instruments we were using back then and how they sounded in the room, but a lot of that never got across.”
(Tommy Stinson explains why the Replacements’ 1985 ‘miracle’ album merited a new box-set remix, Star Tribune 21. september 2023 – https://www.startribune.com/tommy-stinson-explains-why-the-replacements-1985-miracle-album-merited-a-new-box-set-remix/600306348/)
Hele genudgivelsen kan også opleves på i hvert fald nogle streaming-tjenester. Jeg ved selv, at det findes på Apple Music.
Samtidig, på 4AD…
Her til morgen fik jeg en overraskende mail fra 4AD Records om at The National i dag har udsendt et nyt album – deres andet i år. Og det hedder Laugh Track. Her er en sang derfra.
Mere kongetro end kongerne
Det er godt, at Orchestral Manoeuvres In The Dark laver musik igen. Men det er faktisk lidt pudsigt, at der i dag er nogen, der egentlig lyder mere som Orchestral Manoeuvres In The Dark gjorde i sin tid end OMD selv. Her tænker jeg på Nation Of Language, der forbløffende ofte minder om musikken fra McCluskey og Humphreys, når de var gode (det var de ofte).
Min grandfætter, der har hørt og skabt en del musik i sit liv, udbrød “De er fra England, ikke?” da han hørte Nation Of Language første gang. Men nej, Nation Of Language (eller NOL?) er fra USA. Deres album Strange Disciple udkommer i denne måned.