Det eneste album…

zulm.jpg

Jeg husker en samtale, jeg for snart mange år siden havde med Hilmer Hassig. Vi talte om Hilmers favoritalbums, og det gik hurtigt op for mig, at han havde en tendens til at synes rigtig godt om ét album med en bestemt kunstner, men ikke var nær så begejstret for de øvrige udgivelser. Jeg kan f.eks. huske, at han kun synes om Pornography fra The Cures store oeuvre og Led Zeppelin III fra Led Zeppelins diskografi. Jeg har opdaget, at jeg deler denne stærkt selektive holdning i et vist, begrænset omfang. (Og jeg kan forresten også lide de pågældende to albums.)

Tag nu f.eks. Muslimgauze, der var pseudonym for den britiske percussionist Bryn Jones, der døde i 1999 af en sjælden blodsygdom. Jeg læste for 15 år siden om hans musik – en blanding af mellemøstlige toner, samples og industrial-agtig percussion. Det lød fascinerende på papiret, så det måtte undersøges. Jeg fik fat i albummet Zul’m. Der var ikke meget industrial over albummet, men til gengæld var der syv lange numre med gyngende og tilbagelænet arabisk-inspireret instrumentalmusik med velvalgte samples fra Mellemøsten. I lang tid var Zul’m nok for mig, men jeg har siden prøvet mig frem. Store dele af Muslimgauze-bagkataloget findes nu på iTunes og kan desuden købes på cd fra det nederlandske selska Staalplaat. Jeg købte efter mange net-anbefalinger Uzbekistani Bizarre and Souk, da dette album blev genudgivet, og derudover er jeg begyndt at lytte mig frem.

Men ak… resten af det enorme bagkatalog med Muslimgauze fænger mig ikke. Måske er produktionen for dårlig, måske er der for meget industrial efter min smag, måske var Zul’m simpelthen et isoleret højdepunkt, hvor inspirationen og de rigtige samarbejdspartnere tilfældigvis var der.

Er der andre derude, der har det sådan med nogle musikere?

8 tanker om “Det eneste album…”

  1. De er også udgivet tre albums med ham siden, som er fantastiske, men den der outernational er da ikke det skarpeste.
    Dog er alle historierne om hans soloplader fantastiske

  2. Har netop genopdaget Wild and lonely i remastered udgave – bedre end jeg huskede den. Udgivet som Associates, men er jo Billy Mackenzie solo. Fantastisk stemme.

  3. Ikke fordi de ikke har lavet andet godt men Happy Mondays-albummet pills´n thrills and bellyahhes står simpelthen på en niveau langt over alt andet de har frembragt.

    Billy Mackenzies efterladte album Beyond the sun er ligeledes langt over hvad han ellers fik indspillet, (altså solo)

  4. Og så får vi jyder også en omgang svensk-pop.

    22.2 kom Kent forbi SCC i Smilets. Det bliver en god dag!

    Og ja Kent er et af de bands, hvor det er svært kun at kunne lide et album…

  5. Jeg har en del af den slags albums i min samling. Albums som skiller sig ud som højdepunkter. Hvor man tænker “Når de kan lave dét, hvorfor er resten af det de har lavet så så svagt”. Gerne er det debut albummet der viser vejen, som der så aldrig rigtig bliver fulgt op på.
    Jeg nævner i flæng Dead Kennedys Fresh Fruit For Rotting Vegetables, Rage Against The Machine, Gangways The Twist 🙂 og Never Mind The Bollocks (nå ja, de lavede kun det ene album). Er egentlig også tilbøjelig til at mene at Aerosmiths første album er unikt selvom de eftefølgende nok har lavet mere ækle og storslåede produktioner.
    Kan ikke helt følge den med Pornography. Det er et stort album og i mine øjne det bedste de har lavet men de har altså lavet to-tre gode albums inden som også er gode og som understøtter og leder frem mod Pornography.
    Police fatter jeg simpelthen ikke. Jeg har hørt dem spille godt én gang, det var i Live Im Essen tilbage i 1979 eller deromkring. Det var tilgengæld også helt fantastisk. Har stadig bånd optagelsen med Hans Otto Bisgaards kommentarer henover. Ikke mindre end sensationelt.

  6. tja så et mit valg klart.

    The Police: Synchronicity.

    Gotta love Sting og alle hans solo albums. Gotta love the Police og deres hits.

    Men som albums som band må jeg sige at selvom jeg har dem alle stående på hylden, så er det kun Sync. der får et ofte genhør. Kunne også godt have været Ghost in the machine faktisk, men nu en gang så er Sync. det album jeg mest hælder til som Det Eneste Album.

  7. Jeg tror godt, Hilmer kunne leve med de andre albums med The Cure og Led Zeppelin. Til gengæld tror jeg bare, at han aldrig hørte dem!

  8. “at han havde en tendens til at synes rigtig godt om ét album med en bestemt kunstner, men ikke var nær så begejstret for de øvrige udgivelser”

    altså kunstnere hvor vi kun kan lide det enkelte album ikk? og ikke kunstnere hvor man har et yndlingsalbum og generelt kan leve med resten?

Skriv et svar