Fallin’

For 30 år siden opdagede jeg ved et tilfælde soundtrack-albummet til den dengang aktuelle amerikanske actionfilm Judgment Night. På dette album finder man 11 samarbejder mellem bands fra hiphop og fra rock. De fleste af sidstnævnte er så klart i den hårde ende af genren – Helmet, Mudhoney, Slayer, Faith No More og Living Colour. Ikke mindst samarbejdet mellem Ice-T og Slayer er en voldsom omgang (og vellykket på sin egen uforsonlige måde). Set i bakspejlet var det bedste nummer dog det meget mere elskelige “Fallin'”, hvor Teenage Fanclub og De La Soul mødes (og bruger et sample af salig Tom Petty). De La Soul er nu omsider ved at blive genopdaget, og det fortjener de så klart. Det samme burde overgå Teenage Fanclub.

Det tjaldede “I Love You, Mary Jane” (bare titlen), hvor Cypress Hill og Sonic Youth mødes, siger mig til gengæld ikke rigtig noget.

Judgment Night: Soundtrack var vigtigt på godt og ondt, og Rolling Stone udråbte det i 2018 til at være en kultklassiker. Der kunne være kommet mere ud af det møde mellem de to genrer, som var i støbeskeen. Men det eneste, der i sidste ende skete, var at nu-metal, som i det store og hele blev et møde mellem de mest bøvede aspekter af hiphop og metal, var på vej til at opstå. Judgment Night–albummet hørte jeg en del. Filmen har jeg endnu til gode at se. På Rotten Tomatoes har den en score på 35%, så den lokker mig ikke nærmere.

Skriv et svar