Vore tanker går til alle dem, der har mistet nogen i Paris denne mørke fredag. Mennesker, der skulle være sammen med venner til mad, samvær eller musik, er blevet myrdet. Lige nu føles verden grim og brutal og kynisk. Da er det vigtigt at huske at det ikke er mørket, der vil kunne jage mørket væk.
“Berlinmuren, Ronni! Berlinmuren symboliserer den vestlige imperialismes dekadente forfald – det er der materien flyder …Jeg vil vædde med at den mur står der når vi en gang er døde” sagde Ronnis digterkæreste i De skrigende halse.
Filmen B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin handler om netop dette – det Berlin (eller rettere Vestberlin), som drog så mange unge musikere, forfattere m.fl. til sig op gennem 1970erne og 1980erne. Og Ralf Christensen anmelder denne dokumentarfilm i Information på en sådan måde, at man får lyst til at se den. Den bliver vist i København på søndag; jeg håber at den også når frem til mig en dag.
Det interessante ved Berlin i 1970erne har været netop den “materie der flød” – at byen ikke var perfekt eller gentrificeret, sådan som den nu er på vej til at blive, men tværtimod en by
“…[hvor] ordenen slog revner og irrationaliteten sprøjtede gennem sprækkerne. Hvor en byggetomt ikke var lig med metrobyggeri, men med uforløst potentiale.”
som Ralf Christensen skriver. Selv har jeg ikke været i Berlin mere end nogle få gange og har kun kunnet ane efterdønningerne af denne irrationalitet, men denne blogs anden forfatter har ofte sendt stemningsrapporter fra det, der nu er den tyske hovedstad.
Jeg husker Muriel Gray på billedet ovenfor fra min tid i Skotland i forrige århundrede; hun var rektor ved University of Edinburgh.
I foråret mistede vi Klaus Rifbjerg. I går døde så Tage Skou-Hansen, endnu en af de største danske romanforfattere siden 2. verdenskrig. Mange husker ham for De nøgne træer, som var hans debut. Men han skrev så meget andet – og så var han en af de danske forfattere, der tog fodbold alvorligt og turde skrive om den. Erik Skyum-Nielsen har skrevet en lang og indsigtsfuld nekrolog til Information i dag.
Yo La Tengo har lavet endnu et album. Stuff Like That There lægger sig stilmæssigt tæt op ad Fakebook, der udkom i 1990 og derfor ikke er en kommentar til Facebook. Fakebook er nok også det Yo La Tengo-album, jeg bedst kan lide. Her og på Stuff Like That There er vi i det enkle hjørne med akustisk guitar og bløde trommer, ikke så langt fra country og folk. Om det nye album lever op til Fakebook, tør jeg ikke sige endnu. Men ligesom dengang er de fleste numre coverversioner, og herover er én af dem. Den er en overraskende vellykket udgave af The Cures lidt halvhjertede forsøg på at skrive en glad sang, og videoen er mildt sagt – bizar.
Her er en sang fra Nashville Obsolete, det nye album med Dave Rawlings Machine. Det er Dave Rawlings på sang og guitar med sin trofaste kone på sang og guitar. (Hun hedder Gillian Welch, skulle nogen have glemt det. Det håber jeg ikke.)
Jeg har besøgt Buenos Aires, Wellington, Tbilisi, Stockholm, Tokyo og Tunis. I aften besøger jeg for første gang en hovedstad, der minder mig om intet ringere end Viborg. Reykjavík er selvklart mere hip med en Mikkeller-ølbar og forretninger med kunsthåndværk, modetøj, pladeforretninger (med rigtige runde plader af vinyl) osv., men så er det heller ikke værre.
Jeg er vist ikke den eneste, der kan lide det nye album med den amerikanske trio Low. Det hedder Ones and Sixes, og her er “What part of me?” som er en de sange, jeg først lagde mærke til. Den er rigtig smuk (og vemodig)!
For nylig kom Pagans in Vegas, det nye album fra det canadiske band Metric. Med årene er de blevet noget mere glade for synther i lydbilledet og kan (synes jeG) give mindelser om britiske bands som f.eks. det nogenlunde samtidige Ladytron. Her er “The Shade”.
Det eneste ensemble, der overgik salgstallene for Aftenland Express dengang i 2007, nærmer sig nu mit hjem med deres Krarup/Støjberg-lignende saxofonist. Det er uvist om deres harddisk er blevet genfundet, men det må være på tide at lukke Limfjordsbroen. Kom hjem fra udlandet Jens! Alt er tilgivet.
Endnu en sang fra Dear Tommy, et album med The Chromatics. De tager sig ret god tid, må man sige. Da 2015 stadig var helt nyt, lovede Johnny Jewel at albummet ville være på gaden “in time for Valentine’s Day”. Man bemærker måske at han ikke nævnte noget årstal.
…er med Fishbone og fra Truth and Soul, der udkom i 1988. Sangen er om muligt endnu mere aktuel end nogen sinde før.
I New Statesman skriver Laurie Penny
Europeans are quite capable of sitting calmly in the bubbling water of cultural bigotry until it boils away every shred of compassion we have left. That’s the real threat to our “way of life”.
Vi har aldrig hyldet Evert Taube her på bloggen, men det er en fejl. Jakob Hellman indspillede et nummer af Taube i forlængelse af …Och Stora Havet, og her er en optagelse fra 2012 med Håkan Hellström sammen med Sven-Bertil Taubes søn Sven Bertil, der også er et svensk nationalklenodie. Uden at fornærme nogen kan man vel godt konstatere at Hellströms røst ikke er helt så malmfuld som Taube jr.’s. Og måske vil andre stejle, hvis jeg kalder Hellström for en visesanger, men det er han jo også.
Hvad hørte den amerikanske præsident i sin ferie, mens han holdt pause fra dronerne og alt det andet? Dette er nu blevet offentliggjort. Lyt med ovenfor, hvis du bruger Spotify.
Sang nr. 17 er rigtig god.
Jeg må med skam meddele, at jeg ikke rigtig kendte noget til denne gruppe fra USA før for et par uger siden. Men denne nye sang med The Roadside Graves – eller er de bare Roadside Graves? Jeg er altid i tvivl om den bestemte artikel i bandnavne – der forresten kommer fra New Jersey, kan jeg rigtig godt lide. Ligesom på dette års album med Sufjan Stevens (som jeg forresten også godt kan lide) befinder vi os i en fortælling om en barndom med lige dele vemod, modvillig accept og almindelig fascination af alt det nye man opdager mens man vokser op.
Der skulle forresten komme et album fra The Roadside Graves her i efteråret.