Sir George Martin døde i går; han nåede at blive 90 år. Ligesom The Beatles skabte mange af de normer, som vi i dag tager for givet i populærmusikken, således skabte deres producer også en ny forståelse af hvad en producer kan og vil og tør gøre.

Martin startede med at producere plader med Peter Ustinov, Spike Milligan og mange andre britiske komikere, så det lå ikke i kortene at han blev en af de helt store producere i det 20. århundredes rockhistorie. Men det blev han. En af de lidt underlige anekdoter er at George Martin i sin tid blev spurgt om han ville producere David Bowies Space Oddity, men faktisk sagde nej.

George Martin var en af de første producere, der var andet og mere end bare en lydmand og brugte studiet som et kunstnerisk værktøj, og han udviklede The Beatles som musikere samtidig med at de udviklede ham som producer. Hør bare hans indsats på “A Day In The Life”, et spøgelsesagtigt nummer der strengt taget ikke burde kunne fungere, sat sammen som det er af to helt forskellige sangfragmenter – men det gør det jo. På billedsiden ser vi også for en gangs skyld manden selv.

Æret være hans minde!

Fire svenske musikere befinder sig et sted i USA og fremfører en sang på svensk.

Først nu er jeg blevet opmærksom på den svenske gruppe Amason; nogle af deres udgivelser er på engelsk, men deres seneste ep, Flygplatsen, er på svensk og er hermed anbefalet. Det er herfra, “Paradis i krisen” stammer.

Vi har hørt EL VY med Matt Berninger. Vi har hørt Then Came The Morning med The Lone Bellow, produceret af Aaron Dessner. Det andet par af brødre i The National er rytmesektionen, nemlig Bryan og Scott Devendorf. Snart er det tid til deres album, indspillet sammen med Ben Lanz, der også er med i bandet Beirut. Her er lidt af et af numrene – det er dog ikke instrumentalmusik det hele. Hør mere på http://www.lnzndrf.com.

Måske. Men her er de sidste skyggedukker i al fald igen.

Dette er et stort, stort chok for mig og for mange andre, og jeg kan ikke skrive en nekrolog, der vil være David Bowie værdig. Mens jeg skriver dette, presser tårerne sig faktisk på. Han er en af de musikere, jeg har sat og sætter allerhøjest.

Jeg nåede kun at opleve ham til én koncert, nemlig til Roskilde-festivalen i 1996. Det var en god oplevelse. Hvor er det mærkeligt at vi nu skal tale om ham i datid. Blackstar viste sig at være et værdigt farvel; ved skæbnens makabre ironi venter jeg stadig på at få albummet med posten.

Her er en af de mest gribende sange, Bowie har lavet. Da jeg hørte den for tre år siden på udgivelsensdagen, den dag der er min fødselsdag og som jeg var så heldig at dele med ham, gik det op for mig at også helte bliver gamle.

Et nyt nummer med et band ved navn Her, som jeg ikke kan finde ret mange oplysninger om. Måske er de fra Frankrig.

Paul Westerberg lever og har det tilsyneladende godt. Desværre er The Replacements’ genforening nu formodentlig skrinlagt (og jeg nåede aldrig at opleve dem…), men til gengæld har han nu lavet en duo sammen med Juliana Hatfield. De kalder sig The I Don’t Cares, og der skulle komme et album med titlen Wild Stab på gaden en skønne dag. Men allerede nu kan man (via Spotify) høre et nummer med de to. Det lyder mere som Westerberg i det lidt tøffede hjørne end som Hatfield.

Jeg har tit selv fantaseret om at skrive en ordentlig bog om The Replacements, hvor Westerberg, Stinson og de andre selv kommer til orde og kan give det definitive bidrag til historien om dette legendariske amerikanske band. Men det behøver jeg ikke. For 1. marts 2016 kommer der sådan en bog, og den skyldes Bob Mehr. Den kan allerede nu forudbestilles hos amazon.com, hvis man kan lide at købe sine bøger på dén måde.

Kan man ønske sig Mehr?