PJ Harvey gav en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til med nogen. Neil Young gav den bedste Neil Young-koncert, jeg har set. Sturgill Simpson fik teltet til at løfte sig (metaforisk set, selvfølgelig) og mindede os alt det, countrymusikken kan. Jeg vidste det godt, men ham foran mig i Mercyful Fate-t-shirten vidste det måske ikke. De tre koncerter vil jeg for alvor tage med mig fra årets Roskilde-festival.

Der var selvfølgelig også andet. Tame Impala gav en koncert med flot lyd og et overbevisende indtryk. New Order var solide, men lidt kedelige. Hurray for the Riff Raff er en lille perle af countryrock fra New Orleans.

Men jeg må indrømme, at jeg i dag mere og mere finder glæde ved også at lytte til de lidt mindre kendte navne og især ved at møde musik fra andre verdensdele. Calypso Rose fra Trinidad og Officerfishdumplings fra Marokko og Orchestra of Syrian Musicians med de mange gæstesolister var dejlige oplevelser. De hvide mænd (og kvinder) med guitar kan ikke udgøre hele verden.

Der var meget, jeg ikke nåede at høre, som jeg gerne ville have hørt – LCD Soundsystem, Peaches, Anna Tijoux, James Blake, Gojira… Sådan må det nødvendigvis være.

Da jeg fandt ud at PJ Harvey skulle give koncert på festivalen, købte jeg billet med det samme. Jeg var til hendes koncert i 1995, men alligevel ikke rigtig. Dengang havnede jeg langt væk fra scenen og kunne hverken se eller høre ordentligt (det var før de gode storskærmes tid), og det var ærgerligt.

Denne gang nåede jeg op nogenlunde tæt ved scenen med god udsigt til både scene og skærm. De første tyve minutter stod vi som sild i en tønde, men enhver rutineret festivaldeltager ved at man bare skal holde ud, for så begynder de mindre rutinerede og udholdende i publikum at sive væk igen. Og ganske rigtigt: Derefter stod jeg godt og kunne endda læne mig op af rækværket.

Koncerten i år var hele festivalbilletten værd. PJ Harvey er en eminent sangskriver og en lige så eminent performer. Hovedvægten lå på de seneste to albums, The Hope Six Demolition Project og Let England Shake. Så det var en alvorlig koncert, præget som den var af disse to albums sange om krig og ulighed og nationalisme; først efter knap en time smilede PJ Harvey til publikum – og introducerede sit band med ikke mindst de uforlignelige Mick Harvey og John Parish. Derefter fik vi sange fra ældre albums (“When Under Ether” fra White Chalk, sange fra To Bring You My Love og såmænd også “50 Ft. Queenie” helt tilbage fra Rid Of Me), og PJ Harvey var nu gået fra at være fjerklædt og sorgfuld/indigneret diva i front for et band med saxofoner og marchtrommer kørt i stilling til sin mere rockede/udadvendte fremtoning med miniskørt. Hele koncerten var præget af et enormt nærvær fra Harvey og hendes band. Lyden var så tydelig at man kunne høre enhver detalje, og de sort-hvide live-billeder på storskærmen understregede helhedsindtrykket særdeles overbevisende.

Koncerten med PJ Harvey på Roskilde-festivalen 2016 er ganske enkelt en af de bedste koncerter, jeg har været til i mange år.

I disse dage er jeg til Roskilde Festival.

I går åbnede Orange Scene med en koncert som jeg havde jeg set frem til, og den endte med at blive en god oplevelse for mig, også selv om den bestemt ikke var stramt afviklet. Damon Albarn optrådte sammen med Orchestra of Syrian Musicians og mange gæstesolister fra Mellemøsten og Afrika – og et enkelt indslag fra den vestlige popverden, nemlig Julia Holter fra USA. Det syriske orkester havde med sig et smukt syngende kor. Blandt solisterne lagde jeg især mærke til den algeriske rapper Malikah. Jeg kan desværre ikke arabisk så hvad hun rapper om, ved jeg desværre ikke. Objektivt set var det måske ikke en perfekt koncert, og fans af Blur eller af Damon Albarn ville måske har forventet noget andet , men for mig var det meget gribende at høre kunstnere fra lande ramt af krig og undertrykkelse besynge livet, lyset og glæden.  Alene det at det store orkester, der nu er i landflygtighed, har kunnet samles igen (og så med de voldsomme danske visumregler in mente) er fantastisk.

Bagefter tog jeg hen til sidste halvdel af koncerten med Slayer, et band jeg har lyttet til med mellemrum men nok aldrig rigtig lært at holde helt af som andre af deres samtidige i genren. Beklager. Men jeg kan ikke lade være med at bemærke hvor godt de trods alt gør det live. Tom Araya virkede bevæget da han tog afsked. Bandet har trods alt også været hårde ting igennem, ikke mindst tabet af Jeff Hanneman i 2013. Hanneman blev da også mindet i det allersidste nummer.

To timer senere spillede At The Drive-In på samme scene. Lidt nede bagved kunne jeg se en del mænd, der vel var først i fyrrerne, der nikkede med til musikken. De er vel vokset op med dette band, der havde sin storhedstid omkring årtusindeskiftet og nu er gendannet. At The Driv-In er også hårdtslående, men i modsætning til Slayer har de stedvis brug af melodika.

Til sidst mødte jeg to bekendte fra Aalborg og på den måde blev den sidste koncert med Red Hot Chili Peppers baggrundsmusik. Vi konstaterede dog at koncerten uden på nogen måde at være imponerende god faktisk var noget bedre end hin berygtede optræden fra samme band tilbage i 2007. Om det så var godt nok til at berettige en optræden på Orange Scene er en anden snak (det er jeg noget i tvivl om).