Igen i år giver denne blog en oversigt over albums, vi hver især har lyttet i det år, der nu snart er forbi. Denne gang har juletravlheden sat sit præg på foretagendet; Jens og jeg har skrevet hver for sig.
Vores albumlister kan I se her. Mon Jens nævner Håkan Hellström og Peter Doherty? Mon der er nogen country-udgivelser, der har fundet nåde for mit døve øre? Og kan jeg mon sige noget pænt om Okkervil River? Og hvem af os er det, der nævner Lana Del Rey.?
Vi har skrevet meget om Berlin her i årenes løb. Lad os derfor ikke glemme den tyske hovedstad nu i denne svære stund. Det er som der hele tiden er blevet pustet til ilden gennem det svære år, 2016 er blevet. Men lad os heller ikke glemme at der også sker meningsløse drab på civile uden for Europa. Alene i Syrien bliver der dræbt mindst lige så mange civile hver dag.
Et 50 år gammelt, sjældent set billede, der viser mesteren selv i færd med at skrive “Strawberry Fields Forever” på et hotelværelse i Almeria. Lennon var i Spanien i forbindelse med optagelserne til Richard Lesters film How I Won The War. (Man kan læse mere om hans tid i Spanien på en spansk hjemmeside.)
I dag er det 36 år siden, vi mistede ham.
I dag fik jeg en lang mailbesked på engelsk om astrologi. Min respekt for denne latterlige og usympatiske okkulte pengemaskine er helt på linje med min respekt for f.eks. Scientology, homoøpati og kreationisme, dvs. helt fraværende, og i årenes løb har jeg været aktiv i skeptikerkredse. Men hvorfor i alverden vil nogen så sende mig en besked med den slags tvivlsomt indhold? Det var nemlig ikke almindelig spam, men en udløber af at jeg er på mailinglisten for Peter Matthew Bauer, den tidligere bassist i The Walkmen. Det viser sig nemlig, at Bauer praktiserer astrologi – og hvis man har penge nok, vil han gerne lægge dit horoskop. Jeg burde have anet hvor galt det var fat, da jeg så hans pladeomslag fra 2014. Min ellers så store agtelse for The Walkmen er aftaget en del. Nu håber jeg bare at Hamilton Leithauser ikke viser sig at være tilhænger af fjernhealing eller clairvoyance.
Og nu over til noget helt andet. Jeg fik aldrig hørt dem på Roskilde, men her er Gojira – metal fra Frankrig med engelske vokaler. Det er på én og samme tid voldsom og vred metal og et nummer med et solidt, næsten swingende groove.
Nogle kan forhåbentlig huske Nicolaj Munch-Hansen som den dygtige bassist i Slagterne. Han har spillet med et hav af mennesker inden for både jazz og rock og har nu også et album ude, hvor han er sammen med selveste Peter Laugesen. På Det flimrende lys over Brabrand sø er det Kira Skov (der i parentes bemærket er gift med Nicolaj) og Steen Jørgensen, der leverer vokaler – og på sidste nummer er det såmænd Laugesen selv, der får ordet. Her er en smagsprøve.
Igen må jeg desværre sidde over en række koncerter. Denne gang skyldes det, at jeg er havnet i Hanoi. Her er udsigten fra 19. etage.
Jeg har været i Glasgow i den seneste uges tid, og før det i Manchester, så der er en god forklaring på at jeg ikke har været at finde i hverken Berlin eller Vendsyssels Berlin, dvs. Hjørring.
Men min uge i Glasgow sluttede med en koncert med Okkervil River, et af mine yndlingsbands – på Stereo, der tilmed er et vegansk spisested med godt øl.
Opvarmningsnavnet var Michael Nau og hans trio, også fra USA. Han var et temmelig nyt bekendtskab for mig, og jeg er stadig ikke sikker på hvad jeg synes om hans musik. Mange af sangene i det korte sæt bevægede sig i samme tempo, og først til sidst kom der lidt stemning over tingene. Selve fremførelsen var desværre heller ikke synderligt karismatisk. Okkervil River har meget bedre sangmateriale end Michael Nau, og bandet er teknisk meget dygtigere end den lidt lærerværelsesagtige trio.
Som nogle læsere af denne blog ved, blev jeg først opmærksom på Okkervil River i 2007, da de udsendte albummet The Stage Names. Sangen “Lost Coastlines” fra det album burde være blevet et hit. Der har været store udskiftninger i gruppen siden 1998, og eneste gennemgående medlem er sanger og sangskriver Will Sheff. Deres nye album fra i år, Away, er blandt deres bedste, spørger man mig.
Aftenens koncert blev også en god oplevelse, og det var samtidig bandets sidste koncert i 2016 – i morgen går turen hjem til USA. Med præsidentvalgets resultat i baghovedet var det ikke noget, Will Sheff så frem til.
Der var mange sange fra Away – startende med “afskedssangen” “Okkervil R.I.P.” (!!) – men også en del indslag fra bagkataloget, ikke mindst The Stage Names, og herunder bl.a. den smukke “A Girl In Port”. Undervejs fik vi en fin udgave af “So Long Marianne” som Okkervil Rivers hyldest til Leonard Cohen, og i ekstranumrene kom vi helt tilbage til Black Sheep Boy.
Okkervil River er forholdsvis afdæmpede og ofte mere melankolske end ellers på Away, men til aftenens koncert var de ikke bange for at rocke igennem, bl.a. i det, der vel nu er blevet signatursangen, den dystre, men samtidig fængende “Down The Deep River”. Bandets medlemmer er alle dygtige musikere, og bandet er godt sammenspillet. Især lagde jeg mærke til guitaristen Will Graefe. Ligesom keyboardspiller m.m. Sarah Pedinotti har han en solokarriere.
Bagefter fik jeg hilst ganske kort på Will Sheff og fik sagt ham tak for en god koncert. For det var det.
Det var først i denne uge, jeg for alvor blev opmærksom på den amerikanske sanger og sangskriver Sarah Jarosz. Jeg har siden da hørt hendes nye album Undercurrent en del, og det er overhovedet ikke skidt. Sangen “House of Mercy” er taget herfra. Vi befinder os i samme enkle, tidløse sangunivers et sted mellem bluegrass og folk, hvor Gillian Welch og David Rawlings er de ubestridte mestre. Men Sarah J. er bestemt også værd at lytte til.
I denne uge fik jeg Heart Like A Levee, det nye album med Hiss Golden Messenger, og mere om det senere (det er endnu et album fra i år, som jeg er glad for). Sammen med albummet fulgte det ekstra minialbum, Vestapol – men også en promo-cd med numre med kunstnere på Merge Records. Et af de numre, jeg bed mærke i, er “Watching the Waiting” med den amerikanske duo Wye Oak. Dem havde jeg ikke hørt om før, men det har jeg så nu.
Wye Oak kommer ligesom Beach House og Future Islands fra Baltimore; ovenfor er en live-udgave af sangen optaget netop i denne by. I denne udgave synes jeg at nummerets sitrende, nærmest nervøse energi, som uvilkårligt minder mig om bands fra 1981 eller deromkring, træder ekstra tydeligt frem.
Det tog mig nogen tid at vænne mig til 22, A Million, det nye album med Bon Iver. På nogle af numrene er Justin Vernons karakteristiske vokal processeret til noget nær ukendelighed, og der er en del helt bevidste glitches rundt omkring, der rusker lytteren op. På denne måde er der et tydeligt slægtskab med James Blake, der på helt samme måde tager en traditional sangskrivningsform og en udtryksfuld vokal og sender dem gennem en digital vridemaskine.
Sangtitlerne er også mildt sagt underlige; allerede første nummer, “22 (OVER S∞∞N)” viser dette. Men så dukker der pludselig – en guitar, et klaver eller såmænd en banjo frem bag elektronikken, og det er klart, at det stadig er Bon Iver, vi lytter til.
Nu, efter et dusin gennemlytninger eller deromkring, kan jeg finde vej rundt i 22, A Million og kan omsider høre, hvor spændende et album, vi faktisk har med at gøre her. Jeg er endt med at blive glad for det. Nummeret “8 (circle)” er måske det mest “sædvanlige” Bon Iver-nummer på dette album, et sted mellem folk og soul, og et godt sted at starte.
Nu er det min tur til at opholde mig i nostalgihjørnet i nogle minutter. Ron Asheton, den tidligere leadguitarist fra The Stooges, dannede i 1975 bandet The New Order sammen med bl.a. trommeslageren Dennis Thompson fra MC5. Så i modsætning til det senere Manchester-band af stort set samme navn var der ikke én eneste synthesizer eller trommemaskine i nærheden. The New Order var garagerock med stort G og stort Å.
De nåede at lave ét album, og på det er der mindst én klassiker (synes jeg – og svenske The Hellacopters, thi de lavede en coverversion af sangen), nelig”Rock’N’Roll Soldiers”.
Når det nu for en gangs skyld er mig, der skriver her, vil jeg bruge lejligheden til at give udtryk for min ukritiske beundring af Okkervil River. Jeg er slet ikke utilfreds med deres nye album Away. Slet ikke. De foregående to albums havde bestemt en masse gode sange, men nåede ikke helt op på siden af The Stand-Ins eller The Stage Names. Her er “Judey On A Street” i en vellykket live-udgave.
Okkervil River giver én koncert i Danmark i år, nemlig den 3. november i Vega (i København, skulle nogen være i tvivl). Mit kvalificerede gæt er desværre, at denne blogs anden forfatter ikke vil være at finde blandt publikum. Selv er jeg formodentlig på vej til Glasgow netop den aften, men her giver Will Sheff & co. heldigvis også en koncert, netop imens jeg er der.
Et album, jeg ofte lytter til i disse uger, er Gregory Alan Isakov with the Colorado Symphony, der kom tidligere i år. Her møder folk/country/hvad det nu hedder-sangeren Gregory Alan Isakov Satans samlede sovsekander i skikkelse af Colorady Symphony og resultatet er nogle gange overrumplende og som oftest rigtig smukt.
Jeg var vældig glad for hans album The Weatherman fra 2013. Det nye album består af nye udgaver af sange fra isakovs tidligere albums – plus en ny sang, “Liars”. Lyt til den her; slutningen er… nå ja, nærmest majestætisk. Symfoniorkestre kan noget, som intet elektronisk eller elektrisk musikinstrument kan efterligne.
Jeg holder meget af The Beatles, og fra A Hard Day’s Night og frem satte de egentlig ikke en fod forkert. Skal jeg pege på et album, der er min yndling, må det dog være Revolver – 35 minutter fyldt med nogle af de bedste popsange, der nogensinde er skrevet: “And Your Bird Can Sing”, “Here, There and Everywhere”, “She Said She Said”, “Eleanor Rigby” osv. osv. På denne dag for 50 år kom dette album, på et tidspunkt hvor The Beatles befinder sig midt mellem den tidligere, enkle rock med afsæt i Merseybeat og de store soniske eksperimenter fra Sgt. Pepper og frem. Det er omkring denne tid, de holder op med at give koncerter og bliver den første rockgruppe, der først og fremmest spiller i studiet. De mere mørke temaer – resignation, ensomhed og tanker om døden –begynder at dukke frem i gruppens mere og mere nuancerede tekstunivers.
Det er også på denne tid, partnerskabet mellem Lennon og McCartney så småt glider i baggrunden, mens George Harrison til gengæld begynder at markere sig som sangskriver. Fire år senere er venner blevet uvenner. Men musikken er der endnu. Revolver er en af populærmusikkens største klassikere. Lyt!