Jeg er meget glad for The Navigator med amerikanske Hurray for the Riff-Raff, et band der nu er synonymt med sangerinde og sangskriver Alynda Segarra. Her er en særdeles høreværdig live-udgave af en af de sange på albummet, jeg holder særlig meget af.
Alle indlæg af Pastoren
Hungry Ghost
Her kommer der så til gengæld noget interessant musik. Hurray for the Riff Raff er fra USA med base i New Orleans. Sanger og sangskriver Alynda Lee Segarra kommer oprindelig fra New York City og har puertoricansk baggrund, men rejste gennem store dele af USA inden hun havnede i New Orleans. “Hungry Ghost” ovenfor er en del af den fortælling om det, der folder sig ud på det nye album The Navigator.
Jeg så Hurray for the Riff Raff på Roskilde Festival sidste år, hvilket jeg har nævnt her på bloggen. Det var en rigtig god oplevelse.
Bandet trækker på rock, folk og country (nogle gange faktisk helt akustisk som hos f.eks. Gillian Welch), og på The Navigator er der også inspiration fra latinamerikansk musik. Her er en koncertoptagelse fra 2017, der viser noget af alt det, Alynda Lee Segarra og hendes band kan.
Elvis set i Aalborg
Mens I venter på Risiko (og nu er der ikke længe til årets danske souludgivelse er på gaden!) kan jeg fylde tiden ud med at nævne, at jeg så og hørte Elvis Costello i Aalborg i lørdags. Det var en særdeles vellykket koncert, der rummede strejftog i bagkataloget med hits (bl.a. “Shipbuilding”, “Watching the Detectives” og “Oliver’s Army”) og andre sange der aldrig blev det (bl.a. “Deep Dark Truthful Mirror”), flere nye sange (der lød lovende) og en masse fortællinger om forældrene og farfaderen, der bandt den over to timer lange solokoncert sammen.
En samtale om Risiko
Nu kan I læse en samtale mellem Jens og mig om Risiko. Den er vores nye feature. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er godt tilfreds (også) med det kommende album. Faktisk vil jeg allerede nu mene, at det er årets danske soul-udgivelse.
De sorte skiver
Meet the Robot that Presses Vinyl in 30 Seconds by wired
Jeg har ikke en pladespiller mere, men af og til rykker det lidt i mig for at købe en igen. I vore dage er det blevet noget hurtigere at presse lp-plader. Se bare dette indslag fra Wired.
Skøjteløb på Bagsværd sø
Dengang i 1976
For 41 år siden skrev Lester Bangs dette om en sangerinde, der var ved slå igenne i amerikansk rock:
Her sound is as new-old as her look. You hear the Shangri-Las and other early Sixties girl groups, as well as Jim Morrison, Lotte Lenya, Anisette of Savage Rose, Velvet Underground, beatniks and Arabs. Meanwhile, the minimalism of the band forces her sound out front along with the poetry, and that sound stands. This is not a “spoken-word” album, it’s a rock’n’roll album, and even if you couldn’t understand a word of English you couldn’t miss the emotional force of Patti’s music.
Det er en cadeau til den formodentlig største danske rocksangerinde nogensinde, at en amerikansk rockkritiker bruger hende i sit forsøg på at forklare Patti Smith og hendes musik og fremtoning. Og ret beset ikke så underligt endda, her efter alle årene.
To særdeles forskellige perspektiver
I anledning af indrejseforbuddet i USA for statsborgere fra syv bestemte lande denne sang og tilhørende billedside fra Father John Misty.
The Way It Will Be
Her er et klip med Gillian Welch og David Rawlings, der som sædvanlig gør det mere end almindeligt godt. Er der nogen, der kan regne hvem den unge (meget) lyshårede kvinde, der sidder og lytter med, er? Jens bør kunne regne det ud.
Arven fra Big Star
I disse dage bliver jeg pludselig igen og igen mindet om The Replacements og alle deres gode sange. Det slægtskab, Paul Westerberg følte med Alex Chilton og Big Star, blev mere og mere tydeligt med årene. Tim skulle oprindelig have været produceret af Chilton, der selv dukker op på Pleased To Meet Me – produceret af Jim Dickinson (som producerede Big Star’s Third/Sister Lovers) og indspillet på Big Stars gamle hjemmebane, Ardent Studios i Memphis.
Ved den specielle skæbnens ironi blev det som bekendt ikke The Replacements, der løb med succesen. I årene efter The Replacements blev det andre Big Star-inspirerede bands, der løb med succesen. På et af mine besøg i USA i 1990’erne fortalte en af mine gode amerikanske venner mig om – The Gin Blossoms, hvis debutalbum New Miserable Experience (også indspillet i Ardent Studios) var højt på hitlisterne og som hun holdt meget af. The Gin Blossoms var meget tydeligt inspireret af Big Star og også af The Replacements (det sagde bandets medlemmer da også ofte selv), og de var da også et meget kompetent power pop-band, uden dog at være bare tilnærmelsesvis så originale som nogen af deres forbilleder. Pudsigt nok sagde The Replacements ikke min ven noget (jeg er dog sikker på, at hun er blevet klogere!).
Her er et hit med The Gin Blossoms; New Miserable Experience blev solgt i mere end to millioner eksemplarer, hvilket er mere end The Replacements’ samlede salgstal i bandets levetid.
Verden er nogle gange underlig.
The Replacements på en god aften
Mange ved, at jeg holder meget af The Replacements; deres albums fra Let It Be og frem er fyldt med gode rocksange, som fortjener at blive hørt af så mange mennesker som overhovedet muligt. Men samtidig var bandet berygtet for at spille en masse pinligt elendige koncerter op gennem 1980’erne, hvor de drak sig fulde, skejede ud og ofte slet ikke kunne spille deres sange, Modsat var der så andre koncerter, hvor de virkelig leverede varen og brændte igennem.
Koncerten i Portland i Oregon den 7. december 1987 var formodentlig lavpunktet, og jeg er glad for at jeg ikke var der (og især da for at det ikke var første gang, jeg skulle høre om The Replacements!). En reaktion på det hele var sangen “Portland”, der dog aldrig kom med på det næste album, Don’t Tell A Soul. I al fald tog bandet sig omsider sammen derefter, men på det tidspunkt var det ved at være for sent, og i sommeren 1991 var det slut. Som bekendt gendannede hovedkræfterne Paul Westerberg og Tommy Stinson bandet for få år siden, dog uden Chris Mars, der har trukket sig tilbage, og uden Slim Dunlap, der i en årrække har været alvorligt syg. Bob Stinson døde i 1995.
Jeg nåede aldrig at opleve The Replacements dengang de først var sammen; de skulle have spillet på Roskilde, men aflyste. Og de kom til Skotland i foråret 1991 (hvor jeg dengang boede), tog jeg ikke til koncerten ud fra en betragtning om at “det kan jeg jo gøre en anden gang”. Ung og naiv, det var jeg. Jens nåede at høre The Replacements, den eneste gang de nåede til Danmark og spillede i Pumpehuset den 29. marts 1991. Det kan han fortælle en masse om her, og det håber jeg, at han vil en dag.
Alt dette, blot fordi jeg netop har opdaget ovenstående videooptagelse fra 1991 med en hel koncert med The Replacements. Dette er i sig selv en bedrift, for videoudstyr var ikke nær så almindeligt for 26 år siden og kunne bestemt ikke skjules i en lomme, sådan som man kan i dag med en telefon. Billedkvaliteten er selvsagt ikke så godt, og kameramanden vist mest optaget af ikke at blive opdaget, men man får alligevel et godt indtryk af hvordan The Replacements lød på en god aften i slutningen af deres oprindelige karriere.
Tillykke, Shirley!
Det er også i dag, den 8. januar, at Dame Shirley Bassey runder et meget skarpt hjørne og bliver 80. Tillykke herfra!
Tillykke, Ms. Smith!
Mange har vi mistet i det år, der slutter i morgen. Men Patti Smith er her stadig. Amerikansk rockmusiks store gamle dame, der har taget os med på hele sin lange opdagelsesrejse fra de tidlige år med Joplin og Hendrix og digterne på Chelsea Hotel, gennem kærligheden til Mapplethorpe, over de voldsomme år med CBGB og Patti Smith Group, de stille år med familien og til sit comeback dengang i 1990’erne (hvor jeg stod og så på). Tak for stemmen og for ordene – tillykke med de 70!
Mixtape
Der er et eller andet ved amerikanske Tift Merritt, der får mig til at tænke på Emmylou Harris – og det er selvfølgelig en ros. Her er “Mixtape” fra hendes album See You On The Moon fra 2010. Det er forresten produceret af Tucker Martine, der også producerede Introducing Karl Blau, et album som nogle vil vide at jeg har været (og er) vældig glad for. Og så er Tift Merritt jo også med på det seneste album med Hiss Golden Messenger, Heart Like a Levee.
Videoen ovenfor er en lille hyldest til en artefakt, som har betydet meget for denne blogs forfattere: Kassettebåndet med alle dets krøller og al bekymringen over wow og flutter, men også medium for de hjemmelavede mixtapes.
Den 27. januar 2017 kommer Tift Merritts nye album Stitch of the World.
Farvel, Georgios Panayiotou
Jeg var vel aldrig så dybt inde i George Michaels værk – dengang for tre årtier syntes jeg, at han var alt for idolagtig og glat. Men at han var en gennemmusikalsk popvokalist og sangskriver, det kunne selv jeg høre, og med tiden fik jeg meget større respekt for ham.
Skønt han havde stemmen og musikaliteten og udseendet med sig, og skønt han oprindelig virkede som indbegrebet af det glamourøse popstjerneliv, blev det efterhånden tydeligt, at George Michael havde store indre dæmoner at slås med og at det ofte var dem, der tyngede hans karriere. Og juledag 2016 ville hjertet så ikke mere.