Endnu et år er gået, og denne gang lykkedes det faktisk denne blogs forfattere at finde en ledig stund, hvor de kunne tale om de albumudgivelser, de havde hæftet sig ved i år. Jeg kan røbe, at Lana Del Rey ikke er øverst på min liste i år, men resten kan I kun finde ud af ved at læse vores samtale – årets albumpassiar er den seneste feature her på bloggen.
Med en vis, muligvis ikke helt klædelig forsinkelse er teksterne til årets danske souludgivelse omsider tilgængelige her hos os.
r
I dag besøgte jeg og familien Panteão i Lissabon, det portugisiske Pantheon, hvor mange store portugisere er stedt til hvile. Her ligger Vasco da Gama og Luis Camoes og fadoens dronning Amália Rodrigues, men også den største portugisiske fodboldhelt af dem alle, Eusébio da Silva Ferreira. Han var med, da Portugal i 1966 vandt bronze ved VM. Han spillede for Benfica i 15 år og er stadig klubbens mest scorende spiller nogensinde. Og så var Eusébio jo faktisk fra Moçambique, der dengang under diktaturets sidste årti stadig var en portugisisk koloni (men helst ville være fri).
Senere på aftenen gik vi ned til Medrosa d’Alfama, hvor vi så Eusébios gamle klub tabe 0-1 på hjemmebane til Manchester United i Champions League.
På hvilket album kan man høre så kompetente guitarister (der samtidig har gjort karriere som kedelige sangere) som Steve Jones, Jerry Garcia, Eric Clapton og Mark Knopfler? Og så kompetente bassister som Robbie Shakespeare, Paul Simonon, Randy Jackson, Kip Winger og Nathan East? Og guitaristen Ronnie Wood, der spiller bas? Og fem forskellige trommeslagere (bl.a. Sly Dunbar)? Et af numrene på albummet blev et hit med Bryan Ferry, men hverken han eller andre medlemmer af Roxy Music er indblandet. Tip: Det er faktisk ikke noget godt album.
For en gangs skyld er det ikke denne blogs flittige forfatter, der er at finde i den tyske hovedstad. Så på en måde er det jo snyd. Og jeg nævner hverken Thåström eller Hellström. Hov, nu gjorde jeg det jo alligevel.
Jeg er her kun helt kort, havnet i slutspurten til valgkampen og på det tidspunkt hvor sensommeren i Schöneberg så småt skifter til september og efterhånden bliver til egentligt efterår.
Pastorinden og jeg så PJ Harvey på Værket i Randers her til aften, og det var slet ikke dårligt. Overhovedet ikke. Der var mange numre fra de to seneste albums, men også mange dyk ned i bagkataloget, bl.a. en lille afdeling fra det (må jeg modstræbende indrømme) lidt oversete White Chalk.
Intenst var det, og det på en god måde. Det gjorde bestemt heller ikke noget dårligt for oplevelsen, at det for én gangs skyld var lykkedes at skaffe billetter til første række – lige foran John Parish, viste det sig.
Af og til skal jeg lige minde mig selv om at Spoon ikke kommer fra Manchester, men faktisk er fra Austin i Texas. Her er de hos Jools Holland med en udgave af titelnummeret fra deres nye album, som jeg har lyttet en del til på det seneste.
Uha, det var jo slet ikke nogen skidt koncert på Roskilde Festival 2017. Inden koncerten stod Leithauser og bandet og lavede lydprøve for øjenene af en lille skare fremmødte. Men da koncerten begyndte, var teltet fyldt, så vidt jeg kunne se fra min plads helt oppe foran. Og en der blev en indlevet og lun time med hovedvægt på sidste års album I Had A Dream That You Were Mine. Mon ikke der nu er andre end denne blogs forfattere, der nu har fået øjnene op for Hamilton Leithauser?
Første sang fra Everything Now, det nye album af og med Arcade Fire. (Videoen er næppe optaget i Canada.)
Morrissey udtaler sig nu på Facebook om terrorbomben i Manchester i denne uge. Det lykkes ham at skrive bl.a.
Theresa May says such attacks “will not break us”, but her own life is lived in a bullet-proof bubble, and she evidently does not need to identify any young people today in Manchester morgues. Also, “will not break us” means that the tragedy will not break her, or her policies on immigration. The young people of Manchester are already broken – thanks all the same, Theresa. Sadiq Khan says “London is united with Manchester”, but he does not condemn Islamic State – who have claimed responsibility for the bomb. The Queen receives absurd praise for her ‘strong words’ against the attack, yet she does not cancel today’s garden party at Buckingham Palace – for which no criticism is allowed in the Britain of free press. Manchester mayor Andy Burnham says the attack is the work of an “extremist”. An extreme what? An extreme rabbit?
In modern Britain everyone seems petrified to officially say what we all say in private. Politicians tell us they are unafraid, but they are never the victims. How easy to be unafraid when one is protected from the line of fire. The people have no such protections.
Han er kritisk over for den konservative regering, men hylder dens udlændingepolitik og – nok så vigtigt – han fremfører den på højrefløjen så udbredte idé om at “magthaverne siger, at vi ikke må kritisere islam”. Hvis nogen har været i tvivl om at Morrissey (der nu selv er indvandrer i USA) er blevet en nationalistisk populist, må denne tvivl nu være væk. Jeg kunne godt lide The Smiths (og det kan jeg stadig), men Morrissey kan jeg ikke fordrage.
For en gangs skyld er det mig, der er i det nostalgiske hjørne. Der er musikalske møder, som aldrig blev foreviget, og måske derfor fremstår særligt legendariske. Jeg husker historien om Patti Smith og Janis Joplin, men især er beretningen om hvordan Elvis og The Beatles mødtes den 27. august 1965, fascinerende.
Tony Barrow, der var pressemedarbejder for The Beatles og døde sidste forår, sagde senere
I can’t remember all the things that they played but I do remember one of the songs was I Feel Fine. And I remember Ringo, who of course didn’t have an instrument, tapping out the backbeat with his fingers on the nearest bits of wooden furniture.
Everybody was singing. Elvis strummed a few bass guitar chords for Paul and said: ‘See, I’m practising.’ And Paul came back with some quip about: ‘Don’t worry, between us, me and Brian Epstein will make a star of you soon.’It would be wonderful to have either photographs or recordings. That recording would be invaluable, surely. It would be a multi-million dollar piece of tape. But it wasn’t to be. It was an amazing session to listen to.
The Beatles inviterede Elvis på besøg i det hus, de havde lejet under deres turné i USA, men det blev ikke til noget.
Her er et nummer med tilhørende officiel video fra Sleep Well Beast, det nye album fra The National, der udkommer den 8. september.
Tillykke, Jens!