Her er The Cure fra Roskilde 2012 – adskillige egostørrelser, kilo, tatoveringer og hektoliter hårlak senere. Det var en lang koncert, som nogle var begejstrede for. Selv var jeg lidt mere forbeholden, men denne sang var ganske goth gået.
Alle indlæg af Pastoren
Årets 50 bedste albums ifølge SPIN
Her er SPINs liste over de 50 bedste albums fra 2013. Snart vil I kunne se, om denne blogs forfattere er enige heri. Har Jens virkelig haft Pusha-T og Kanye West som sit trofaste lydspor i år? Find ud af det snart.
50. Drake – Nothing Was the Same
49. Queens of the Stone Age – …Like Clockwork
48. Body/Head – Coming Apart
47. Neko Case – The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You
46. Pusha T – My Name is My Name
45. Superchunk – I Hate Music
44. William Tyler – Impossbile Truth
43. Death Grips – Government Plates
42. James Holden – The Inheritors
41. Colin Stetson – New History Warfare Vol. 3: To See More Light
40. Bill Callahan – Dream River
39. My Bloody Valentine – m b v
38. Janelle Monae – The Electric Lady
37. Arcade Fire – Reflektor
36. Kelela – Cut 4 Me
35. Ashley Monroe- Like A Rose
34. Kvelertak – Meir
33. Laura Marling – Once I Was an Eagle
32. Justin Timberlake – The 20/20 Experience
31. Earl Sweatshirt – Doris
30. 2 Chainz – B.O.A.T.S. II: Me Time
29. Rudimental – Home
28. Eminem – The Marshall Mathers LP 2
27. Migos – Young Rich Niggas
26. Rhye – Woman
25. Caitlin Rose – The Stand-In
24. DJ Rashad – I Don’t Give a Fuck EP
23. Oneohtrix Point Never – R Plus Seven
22. Deafheaven – Sunbather
21. Run the Jewels – Run the Jewels
20. Waxahatchee – Cerulean Salt
19. Daft Punk – Random Access Memories
18. Mikal Cronin – MCII
17. Kacey Musgraves – Same Trailer Different Park
16. Omar Souleyman – Wenu Wenu
15. Nine Inch Nails – Hesitation Marks
14. The Haxan Cloak – Excavation
13. Tegan and Sara – Heartthrob
12. Danny Brown – Old
11. M.I.A. – Matangi
10. Kurt Vile – Wakin on a Pretty Daze
9. The Knife – Shaking the Habitual
8. Ka – The Night’s Gambit
7. Boards of Canada – Tomorrow’s Harvest
6. Tim Hecker – Virgins
5. Disclosure – Settle
4. Haim – Days Are Gone
3. Vampire Weekend – Modern Vampires in the City
2. Chance the Rapper – Acid Rap
1. Kanye West – Yeezus
Dagens citat…
…stammer fra Will Sheff, sanger og sangskriver fra Okkervil River. Han skriver:
I’m told that at some point, usually around age 30 or sometimes later, a great many people basically stop seeking out new music. They circle back around to the same old albums, their favorite albums – the albums of their childhood, or of some time when they were happiest. Their iTunes library (if they have one) may slowly grow, but the amount of records they actually listen to contracts. It circles around the same twenty records, and then fifteen, and then maybe ten. They might occasionally be curious about their favorite band from fifteen years ago putting out a new record, or doing an overpriced reunion tour, but mostly they’re indifferent or even hostile towards the idea of new music. And then – and I’m scared to tell you this, because I don’t want to believe such a thing could be true – it’s said that somewhere out there are people who have actually stopped listening to music.
You have to fight this, because not being interested in new sounds is a symptom of something larger and scarier: your curiosity and enthusiasm for life itself drying up. Something elastic and passionate inside you is starting to become rigid, static, numbed, and you have to fight it. With a determined and devoted program. I truly believe this.
Marina Ambramovic
Marina Abramovic on The House With the Ocean View (2002) from Marina Abramovic Institute on Vimeo.
Stefani Germanotta alias Lady Gaga vil gerne være kunstner, ikke bare popsanger. Og derfor kom så Artpop. Et af hendes forbilleder var den hærdede serbiske performance-kunstner Marina Abramović, der gennem sin mangeårige karriere har udstillet sig selv, skåret i sig, været ved at brænde sig selv levende osv. osv. (Og så kunne hun være Maria Callas’ storesøster.)
Her er en video med Marina Abramovic fra 2002 og hendes performance The House With The Ocean View. Man kan sige meget om Marina Abramović, men der er noget på spil, når hun laver en installation. Sådan er det ikke helt med Stefani Germanotta.
Fra mindehøjtideligheden
Purple, Yellow, Red & Blue
Jeg er først for nylig blevet opmærksom på Portugal. The Man. Ja, det hedder dette amerikanske band faktisk. Hvis man synes at denne sang giver mindelser om Broken Bells eller det sidste album med Sparklehorse, er det ikke så underligt. Albummet Evil Friends fra i år er produceret af Brian Burton (“Danger Mouse”), der er den ene halvdel af Broken Bells og var producer på Dark Night Of The Soul.
Portugal. The Man (beklager det underlige punktum; det er ikke min idé) er bestemt ikke et nyt band – Evil Friends er faktisk gruppens ottende album siden 2006. I vore dage må en sådan udgivelsesaktivitet siges at være usædvanlig.
Man kan høre hele albummet på Soundcloud. Start med “Modern Jesus”, “Atomic Man” og “Holy Roller” – eller titelnummeret, som alle er herunder.
Portræt af en terrorist
Vi har selvfølgelig også hyldet Nelson Mandela her på bloggen. Det har nu været lidt underligt at skulle være med i samme hyldestkor som Inger Støjberg m.fl.; nogle af os husker Erhard Jakobsens lovprisninger af forholdene i Soweto og andre borgerlige politikeres tolerance over for apartheid-regimet. Her er et interessant citat fundet via Jyllands-Posten.
”Det er mange år siden, og vi skal huske på, at det var en anden tid. Jeg står selvfølgelig stadig ved det, jeg sagde, for de var meget voldsomme i ANC. Der er så heldigvis siden sket det, at Sydafrika er blevet til et helt andet land. Det er da kun lykken, og det skal Mandela naturligvis have en stor del af æren for,” siger Pia Kjærsgaard til MetroXpress.
Pia Kjærsgaard, der dengang sad i Folketinget for Fremskridtspartiet, argumenterede for, at man burde lytte til det sydafrikanske styre i stedet for at føje ‘lederne af terrororganisationen ANC, den netop løsladte Nelson Mandela’, skriver Politiken.
Nelson Rolihlahla Mandela (1918-2013)
I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it. The brave man is not he who does not feel afraid, but he who conquers that fear.
Spol tilbage
Jeg har først fået hørt det seneste album med Manic Street Preachers nu. Titelnummeret fra Rewind The Film dukkede op her på bloggen for nogle måneder siden. På mange måder er det typisk for albummet, som jeg synes er et af deres absolut mere vellykkede. Den walisiske trio er forbi sin storhedstid på hitlisterne og kan næppe fylde et stadion igen udenfor hjemlandet, og selv om de seneste par albums havde stedvist godt melodimateriale, var det som om de stod lidt i stampe også. På Rewind The Film er der en hel del mere eftertænksomhed at spore; der er skruet ned for de Brian May-agtige guitarudladninger og i stedet er der kommet en akustisk tone ind. På et par af numrene er det andre end James Dean Bradfield, der synger det meste. Titelnummeret, hvor Richard Hawley gør det rigtig flot, er det ene eksempel. Og så er der et instrumentalnummer – jeg tror det er første gang for dem. Af og til har Bradfield, Jones og Moore fået smæk for at forsøge sig med en gang blød rock (tør man bruge en sådan betegnelse her på bloggen?), men jeg kan godt lide den tydelige inspiration fra især Burt Bacharach, der også tidligere i bandets karriere har stukket hovedet frem her og der. De egentlig ret forsigtige eksperimenter med bandets lyd har hjulpet.
Det er endnu mere tydeligt end det har været længe, at de vrede unge mænd fra for 20 år siden tænker på noget andet nu med sange som “Running Out Of Fantasy” og “This Sullen Welsh Heart”. “I Miss The Tokyo Skyline” er dog nok mit yndlingsnummer – en vemodig asiatiskklingende violin, et loop, der driver sangen frem og en tekst om glæden ved at rejse ud, en hyldest til Japan og det på én gang velkendte og meget fremmedartede. Jeg har været der selv og ved, hvad de vil sige med teksten.
Weekend’s Almost Here Now
Først nu opdager jeg at der kom et nyt album med Washed Out her i sommer. Se og lyt med på “It All Feels Right”.
Barn af tresserne
I dag ender mange af os med at tænke på mordet på John F. Kennedy – en forbrydelse begået i fuld offentlighed, men stadig underligt gådefuld. Simon O’Hagan skriver i The Independent om sine minder fra denne tid. Der skulle endnu gå seks uger før jeg selv blev født, så jeg er af gode grunde ikke med i historien endnu. O’Hagan skriver:
It has since struck me that my generation was curiously blessed in its formative years. Not in the way that the teenagers and young adults of the era were, but in the strict sense of being children of the 60s – in my case aged two when they began, 12 when they finished. I was making sense of the world, and the amount there was to make sense of was extraordinary.
Jeg nåede lige akkurat at få seks år med af 1960’erne, og jeg giver ham ret. Årene fra 1964 og frem til oliekrisen in 1973-1974 var en helt særlig tid. Måske synes alle at disse tidlige år er noget særligt; verden er stadig åben og skal håndteres. Men netop i disse var det som om den store verden, man som barn skulle møde, hele tiden voksede og blev en anden – og til sidst nåede den til Månen. I dag kæmper jeg stadig for at kunne holde fast i noget af det nye og ikke kun klamre mig til en fortid, som jeg tror jeg forstår. Samtidig må jeg erkende, at den eneste perfekte lykketilstand er den, man ikke befinder sig i længere. Der er en del, jeg savner, men de gode gamle dage er ikke desto mindre en illusion.
Kommunalvalget 2013
En venlig tanke til beboerne ovre i den kommunale enklave Frederiksberg, der måske omsider slipper af med en konservativ bykonge (eller hvad det nu hedder, når der er tale om et kvarter i en by).
Open Eye Signal
Jeg har tidligere nævnt Jon Hopkins her, og nu nævner jeg ham igen. Boards of Canadas nye album fik en hel del opmærksom, som jeg da også synes er velfortjent. Men Hopkins’ album Immunity er en af de helt store positive overraskelser for mig i år; albummet fik da også en Mercury-nominering i år. Musikvideoen sætter nogle lidt uventede, men også gode billeder på det svimlende, otte minutter lange “Open Eye Signal”.
Det eneste, der undrer mig, når jeg ser denne video, er at så mange britiske musikere får lavet en billedside til deres musik der foregår i USA. Dette gælder også en del meget tydeligt engelske/skotske/walisiske navne. USA er selvfølgelig kendt fra utallige amerikanske film (!) og fremstår derfor som et “filmisk” land i manges bevidsthed, men der er også masser af interessante billeder at fortælle med fra Storbritannien.
Holding On For Life
Så kan jeg se at der er et nyt album på vej fra Broken Bells (som er James Mercer fra The Shins og Brian Burton, også kendt som Danger Mouse), og det hedder After The Disco. Her er første udslip fra albummet, “Holding On For Life”.
Brian Eno var der først
