…på den sydlige halvkugle, hvor sommeren er ved at bryde frem. Tre minutter med australske Architecture in Helsinki, der først i 2007 nåede frem til at spille den finske hovedstad.
Alle indlæg af Pastoren
Reflekteret
Nu må jeg også hellere skrive noget om Arcade Fire og Reflektor. Det var trods alt et album, jeg havde set frem til (og havde forudbestilt), og det ved jeg at Jens og mange andre også havde. Og først var jeg rigtig skuffet: albummet virkede som en for stor mundfuld, og numrene forekom mig at være for lange og for spredte i deres udtryk. Men samtidig har jeg været utilbøjelig til at komme med en hurtig smagsdom; jeg er ikke anmelder, så der er ingen deadline at skulle overholde, og jeg håbede på at tage fejl, for det er før sket i min karriere som lytter at jeg har skiftet mening og er blevet mildere stemt efter at have dannet mig et bedre overblik.
Det er dét, der er sket for mig. I disse dage er Reflektor blevet et album, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Jeg må i skrivende stund have hørt det mere end 20 gange. Og jeg vil ikke tøve med at indrømme det: Jeg er som helhed godt tilfreds med Reflektor nu; sangene står meget tydeligere frem, og både den (efter Arcade Fire-målestok) funky begyndelse med titelnummeret og “We Don’t Exist” og den mere drømmende afrunding med “Afterlife” og “Supersymmetry” giver mening for mig. Også de mere pågående numre inde midt i (“Normal Person” og tøfrockeren “Joan Of Arc”) har deres berettigelse. Der er stadig et par steder, hvor der vel kunne skæres lidt – “Flashbulb Eyes” er ikke et godt reggaenummer, og det allersidste “nummer” kunne også godt undværes.
Så et helstøbt mesterværk har vi ikke, men lidt mindre kan også gøre det. Helhedsindtrykket af Reflektor er godt (man må selvfølgelig være lige så uenig heri, det skal være), og jeg vil se frem til at opleve Arcade Fire til Northside til næste sommer.
The Sound
London-bandet The Sound blev dannet i 1979 og opløst i 1988. De stod noget i skyggen af britiske bands fra samme generation, og egentlig er det synd. The Sound var jo faktisk slet ikke dårlige, og det slår mig nu som underligt at jeg ikke har skrevet om dem før her på bloggen. Prøv f.eks. at lytte til From The Lion’s Mouth fra 1981; det udkom på Korova, der var samme underlabel af Warner, som udsendte bl.a. Echo and The Bunnymen.
Her er teksten til “Skeletons” fra dette album; den er forbløffende koncis.
There’s a gaping hole in the way we are
With nothing to fill it up anymore
No flesh no blood just broken bone
A frame to hang our lives from
We’re living like skeletons
Won’t someone wake the dead in me
Won’t someone shake the dust off me
Give me water give me bread
But don’t give me up for dead
We’re living like skeletons
Set i bakspejlet er det tydeligt, at sanger og sangskriver Adrian Borland sloges med nogle ikke helt små indre dæmoner i form af depression. Han røg ind og ud af det psykiatriske behandlingssystem, og i 1999 begik han selvmord ved at kaste sig ud foran et tog i London, samme dag som Propaganda, et album med tidlige, hidtil ikke udgivne sessions med The Sound, blev udsendt.
P.S. For de marginalt nysgerrige: Billedet fra From The Lion’s Mouth er et gammelt maleri af Briton Riviere, der viser den gammeltestamentlige profet Daniel i løvekulen.
Selvbillede
Slavoj Žižek og The Clash
I den forgangne uge har der været et interview med Slavoj Žižek i New Statesman.
Anledningen er en ny dokumentarfilm om ham lavet af Sophie Fiennes. Vanen tro er det fyldt med citategnede one-liners. Blandt andet røber den slovenske filosof at han ikke har set den nye film om sig selv – for han kan ikke fordrage at se sig selv på film! Og så synes han egentlig at 99 procent af alle mennesker er idioter.
Yeah, but who are the idiots? I didn’t mean so-called poor, uneducated, ordinary people. If anything, most of the idiots that I know are academics. That’s why I don’t have any interest in communicating too much with academics.
Hvad synes Žižek så om The Clash?
I like their activity … they were engaged [politically]. So I like everything about them … except their music.
Til gengæld er han ret begejstret for Rammstein.
They’re very hard – I think they’re extremely progressive. It’s totally wrong to read them as almost a proto-fascist band. My god, they explicitly supported Die Linke, the leftists there, and so on. I like their extremely subversive from within, undermining of all this – you know? Like, it gives me pleasure. Psychologically I’m a fascist – everyone knows it, no? Who published this – Daily Telegraph? That jerk who pronounced me a leftist fascist, you know? Alan Johnson or who? So – I mean – I think we should take over these – all of these – authoritarian gestures, unity, leader, sacrifice, f*ck it! Why not? No? So, Rammstein are my guys.
Og her er så traileren for The Pervert’s Guide to Ideology:
Slonk Donkerson
Et lige vel underligt navn til et band, men sangen er da egentlig ok, ikke?
Brian Eno siger…
Dette citat af Brian Eno tænker jeg af og til på. Edge, som Eno nævner her, er ikke den irske guitarist med huen, men webstedet Edge.org, der har bidrag fra ganske mange interessante mennesker fra kunst og videnskab.
Most of the smart people I know want nothing to do with politics. We avoid it like the plague—like Edge avoids it, in fact. Is this because we feel that politics isn’t where anything significant happens? Or because we’re too taken up with what we’re doing, be it Quantum Physics or Statistical Genomics or Generative Music? Or because we’re too polite to get into arguments with people? Or because we just think that things will work out fine if we let them be—that The Invisible Hand or The Technosphere will mysteriously sort them out?
Whatever the reasons for our quiescence, politics is still being done—just not by us. It’s politics that gave us Iraq and Afghanistan and a few hundred thousand casualties. It’s politics that’s bleeding the poorer nations for the debts of their former dictators. It’s politics that allows special interests to run the country. It’s politics that helped the banks wreck the economy. It’s politics that prohibits gay marriage and stem cell research but nurtures Gaza and Guantanamo.
But we don’t do politics. We expect other people to do it for us, and grumble when they get it wrong. We feel that our responsibility stops at the ballot box, if we even get that far. After that we’re as laissez-faire as we can get away with.
What worries me is that while we’re laissez-ing, someone else is faire-ing.
Tillykke til OPCW
Og tillykke til OPCW (Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons), der får Nobels fredspris i år. Her levede Nobelkomiteen op til fundatsen og gav prisen til kræfter, der rent faktisk arbejder for nedrustning (kontrastér med Henry Kissinger, Barack Obama m.fl.) og ikke mest bruger tiden på selvpromovering (kontrastér med Barack Obama, Bono m.fl.). Nu mangler vi bare at få Tony Blair m.fl. stillet for retten.
Mens vi venter på fredsprisen
Og nej, det bliver muligvis ikke denne blog, der får den. Dette er skrevet i de sidste få minutter inden modtageren af Nobels Fredspris offentliggøres. The Guardians korrespondent skriver:
An admin note
A note, and a warning. If Bono wins, I shall end this live blog immediately and lie down in a darkened room for a while. It’s unlikely – he’s 100/1 with the bookies – but I thought I should mention it. My editors have agreed to this condition.
Jeg vil i så fald også gå hen og lægge mig.
Coming Through
Et særdeles solidt soulnummer med Willis Earl Beal og Chan Marshall (bedre kendt som Cat Power), taget fra Beals album Nobody Knows. Desværre måtte han for nylig aflyse den koncert, han skulle have givet i København.
Hvad skal jeg synes?
En af de bedste sange på Tim, ja i det hele taget en af Paul Westerbergs mest vellykkede ballader er vel “Swingin’ Party”. Men tag et kig på YouTube, hvor en hel masse unge piger kender sangen som “den der sang med Lorde”. Hvad skal jeg synes? Jeg ved det ikke rigtig. Ella Maria Lani Yelich-O’Connor på knap 17 år har i al fald den sensuelt snalrede vokale stil som er så populær for tiden.
Men Paul Westerberg får vel lidt royalties, og måske kommer jeg (med lidt held) en dag til at se The Replacements (eller rettere Westerberg og Stinson) til at opføre “Swingin’ Party” live.
Love Is Lost
Vi har tidligere skrevet her om den nye, udvidede udgave af Bowies comeback-album The Next Day. Her er et hele 10 minutter langt remix af “Love Is Lost”, som man vil kunne finde på denne lige lovlig markedsbevidste genudgivelse af et af årets bedste albums.
Volcano Choir
Justin Vernon, der er mange henseender er synonym med Bon Iver, har for ikke så længe udsendt albummet Repave som del af bandet Volcano Choir. Noget af materialet er faktisk ikke så langt fra Bon Ivers univers – bare lyt til “Tiderays” ovenfor.
Black Cat
Også det britiske band Ladytron har et indslag fra Bulgarien, nemlig sangerinde mm. Mira Arroyo. Denne sang fra Velocifero er på bulgarsk.
Ostava
Her er Ostava fra Bulgarien med “Leka Nosht”, der udkom sidste år.