Barn af tresserne

34-kennedys2-rt

I dag ender mange af os med at tænke på mordet på John F. Kennedy – en forbrydelse begået i fuld offentlighed, men stadig underligt gådefuld. Simon O’Hagan skriver i The Independent om sine minder fra denne tid. Der skulle endnu gå seks uger før jeg selv blev født, så jeg er af gode grunde ikke med i historien endnu. O’Hagan skriver:

It has since struck me that my generation was curiously blessed in its formative years. Not in the way that the teenagers and young adults of the era were, but in the strict sense of being children of the 60s – in my case aged two when they began, 12 when they finished. I was making sense of the world, and the amount there was to make sense of was extraordinary.

Jeg nåede lige akkurat at få seks år med af 1960’erne, og jeg giver ham ret. Årene fra 1964 og frem til oliekrisen in 1973-1974 var en helt særlig tid. Måske synes alle at disse tidlige år er noget særligt; verden er stadig åben og skal håndteres. Men netop i disse var det som om den store verden, man som barn skulle møde, hele tiden voksede og blev en anden – og til sidst nåede den til Månen. I dag kæmper jeg stadig for at kunne holde fast i noget af det nye og ikke kun klamre mig til en fortid, som jeg tror jeg forstår. Samtidig må jeg erkende, at den eneste perfekte lykketilstand er den, man ikke befinder sig i længere. Der er en del, jeg savner, men de gode gamle dage er ikke desto mindre en illusion.

Skriv et svar