Så kom David Bowies comeback-album, og det er det naturlige for mig at skrive om her. The Next Day er som at få et postkort fra en gammel ven. David Bowie er et af de navne inden for det 20. århundredes rock, jeg holder allermest af. Og da jeg i sin tid opdagede, at jeg deler fødselsdag med ham (vi er begge født den 8. januar), blev han på en måde endnu mere speciel. David Bowie er på en måde urimeligt begavet – en meget dygtig sangskriver, en dygtig vokalist, en dygtig musiker og en usædvanlig næse for at finde interessante mennesker at arbejde sammen med (og så er der jo også mange kvinder, der synes, han ser godt ud, men det glemmer vi lige).

Jeg læste om Bowie allerede midt i 1970’erne, men jeg begyndte vel først at forstå hans musik og rigtig lytte efter, da Scary Monsters udkom i 1980. Jeg anede ikke, at dette ville blive hans sidste rigtig vellykkede album i mange år.

Der er bestemt kommet albums senere fra David Bowie, der ikke er decideret mislykkede, men det er hårdt at skulle leve op til en karriere, hvor han op gennem 1970’erne (bortset fra 1978) udsendte et album om året. Hver gang var der gode sange på, hver gang var han i færd med at videreudvikle sit musikalske og visuelle udtryk. Måske er det også derfor, så mange af os har følt noget særligt for ham – han viste, at også en rockmusiker kan have mange facetter, kan være både stærk og svag, have både en maskulin og en feminin side, kan tro og tvivle.

The Next Day er, vil jeg hævde, det bedste album fra David Bowies hånd siden Scary Monsters – ja, det er vel stort set lige så godt som dét. Da det første nummer fra The Next Day kom, den vemodige “Where Are We Now”, blev jeg lidt ked af det. David Bowie lød pludselig mere skrøbelig end jeg huskede ham – han er trods alt også blevet 66. Sangen var på én gang en hyldest til den tyske hovedstad, hvor Bowie tilbragte nogle produktive år, og en mesterlig beskrivelse af den følelse, man nogle gange kan få af at “opdage hvor man er”, at være her netop nu, at stå netop hér midt i denne del af livet. På denne måde er sangen vel også David Bowies erkendelse af at han er ved at blive gammel.

Heldigvis er der en masse mere rockede numre på The Next Day. Ikke alle sange er lige uforglemmelige, men der er meget, der er rigtig vellykket. Et nummer som “Valentine’s Day” trækker både tråde tilbage til en gammel 70’er-lyd fra f.eks. Aladdin Sane og til The Kinks; her er der noget særdeles engelsk over Bowie, som jeg holder rigtig meget af. På “Love Is Lost” er der til gengæld noget amerikansk over ham – ordet “new” udtaler han konsekvent amerikansk (dvs. “nu”, ikke “nju”). En underlig, men sigende detalje der vel viser hvad de mange års bopæl i USA har gjort ved ham. Det er nu også et godt nummer.

At The Next Day overhovedet ikke lyder som en gang retro (hvem sagde Bob Dylan?) er i høj grad Bowies egen fortjeneste; utallige er de nyere rocknavne, der står i tydelig gæld til ham uden at virke som kopister.

Den eneste gang, jeg har set Bowie live , var til Roskilde-festivalen i 1996, og det var også rigtig fint. Jeg ville gerne nå at opleve David Bowie på en scene igen, men det kommer næppe til at ske.