Jeg var meget begejstret for John Grants første album, Queen of Denmark. Opfølgeren hedder Pale Green Ghosts og udkommer den 11. marts; her er titelnummeret. John Grants stemme fejler som sædvanlig ikke spor, men jeg kan ikke helt finde ud af om jeg kan lide nummeret her.
Opdatering: Lige efter jeg skrev dette, læste jeg videre i Bella Unions pressemeddelelse og opdagede, at John Grant er blevet diagnosticeret HIV-positiv. Selv om det ikke er den samme dødsdom, som det var engang (i hvert fald, hvis man bor i et rigt land), er det stadig en trist nyhed, og den sætter hans nye album i et lidt andet lys – i hvert fald for mig.
I går kiggede jeg mit iTunes-bibliotek tilfældigt og genopdagede denne perle af et live-album. The Clash mødte Joe Ely og blev så begejstrede for mandens energiske tilgang til honky-tonk country, at de tog ham med på deres USA-turné i 1979 og siden igen på deres turné i Storbritannien året efter. Joe Ely er også at finde som baggrundsvokalist på et ikke helt ukendt nummer ved navn “Should I Stay Or Should I Go”.
Ud af sidstnævnte turné med The Clash kom et livealbum, Live Shots, som på fornem vis fanger energien i Joe Elys sceneudtryk. Hvis man ikke bliver rørt af “She Never Spoke Spanish To Me” eller “Fingernails”, bør man få sit hjerte undersøgt – det vil i så fald formodentlig være lavet af sten.
Et maleri af Yves Klein, International Klein Blue fra 1958 udstillet på Aros som del af udstillingen med værker af James Byars, Anish Kapoor og Yves Klein. Og så er dette maleri (og Kleins blå farve) inspirationen bag nummeret “IKB” fra Okay Okay Boys, hvor Hilmer spillede guitar.
Her er et uomgængeligt og knugende nummer med Angel Haze. Cleaning Out My Closet er og er så alligevel slet, slet ikke er en cover-udgave af Eminems nummer af samme navn. Ligesom Eminem er hun fra Detroit, men her hører ligheden op. En kvindelig rapper, der her bruger musikken til at tale ud om det seksuelle misbrug, hun blev udsat for som barn, og om at finde ind til sin seksuelle identitet som biseksuel.
Angel Haze kommer til Roskilde Festival i år. Hende skal jeg se.
Yo La Tengo har været nævnt en del gange her på bloggen, men mest i lister over sange. Her er for en gangs skyld et indlæg om denne trofaste trio (der har eksisteret siden 1984!) fra Hoboken, New Jersey, USA – i anledning af deres nye album Fade. Med årene er Yo La Tengo blevet mindre forvrængede og mere tilbagelænede – bevægelsen i dén retning startede vel med I Can Hear The Heart Beating As One fra 1997 (et album, jeg holder af). På Fade er der både tilbagelænede øjeblikke, der peger i retning af deres akustisk orienterede Fakebook-album (som jeg også holder af) og tidspunkter, hvor distortion-pedalen dukker op. Også en lille udgave af Satans Sovsekande spiller med på flere numre, og det klæder faktisk bandet. Superstjerner bliver Yo La Tengo aldrig, men mindre kan bestemt også gøre det.
Her er et af de bedste numre fra Fade, “I’ll Be Around”. Videoen har en lidt overraskende slutning.
For meget længe siden fulgte jeg med i Usenet-nyhedsgrupperne, og her var der engang en diskussionstråd om New Orders USA-turné og om hvordan koncerterne havde været.
– Hvad laver damen egentlig? var der en amerikaner der forundret spurgte.
En del havde ikke tænkt over, at et af bandmedlemmerne i New Order var en kvinde. I modsætning til mange andre kvindelige rockmusikere var Gillian Gilbert da heller ikke en iøjnefaldende vokalist i front (hun kan faktisk synge). Sammen med de tre andre medlemmer af New Order var hun til gengæld blandt pionererne inden for elektronisk pop.
The synthesiser melody is slightly out of sync with the rhythm. This was an accident. It was my job to programme the entire song from beginning to end, which had to be done manually, by inputting every note. I had the sequence all written down on loads of A4 paper Sellotaped together the length of the recording studio, like a huge knitting pattern. But I accidentally left a note out, which skewed the melody. We’d bought ourselves an Emulator 1, an early sampler, and used it to add snatches of choir-like voices from Kraftwerk’s album Radioactivity, as well as recordings of thunder. Bernard and Stephen [Morris, drummer] had worked out how to use it by spending hours recording farts.
Gillian Gilbert holdt i sin tid en lang pause fra turnélivet for at tage sig af familien; den ene af hendes og Stephen Morris’ to døtre har en alvorlig rygmarvssygdom. Fra 2011 er hun igen med i New Order.
Reg Presley, der var sanger i The Troggs, døde i går. Han blev 71. The Troggs huskes nok mest for “Wild Thing” (der forresten har samme akkorder som “Je t’aime”) og for “Love Is All Around”, som R.E.M. lavede en venlig coverversion af og som vore egne Sort Sol også holdt af at spille – men som blev spillet ihjel i en udgave med Wet Wet Wet. Berry, Buck og Mills stod bag det sidste Troggs-album, Athens Andover fra 1992.
Det är tomt, det är bränt, jag vill lägga mig ned
invid sjön för att höra hans tal
om det gamla, som gått, medan tiden led,
om det gamla i Alsterns dal.
Och sitt sorgsna och sorlande svar han slår,
men så svagt, som det blott vore drömt:
“Det är kastat för vind sedan tjugu år,
det är dött och begravet och glömt.
(fra Strövtag i hembygden)
Det svenske band Mando Diao og deres lidt fersk-anonyme engelsksprogede garagerock har aldrig sagt mig noget (og nej, de lyder slet ikke som Manu Chao). Men så opdager jeg pludselig deres album Infruset, der udkom her i efteråret 2012. Og det er helt, helt anderledes. Som titlen antyder, er albummet på svensk og teksterne er intet ringere end digte af en af de største svenske digtere, Gustaf Fröding (1860-1911). Musikken er indfølt, der er piano og strygere og en svensk visetone med dens mange nuancer dukker frem. Jeg kommer til at tænke på Lundell og måske også lidt på de rolige øjeblikke hos Thåström. Og det er selvfølgelig en ros.
Det er som at opleve et helt andet band. Svensk er sådan et dejligt sangbart sprog i de rette hænder; det er tilfældet hos Fröding. Hans ord er smukke og vemodige.
Nørlund sprang ud som den fremragende dansksprogede sangskriver han er (ja, her på bloggen er vi nepotister) med Michael Strunges digte som fødselshjælper. Måske er det noget lignende, vi nu oplever i Sverige?
I denne uge er jeg i Rom, hvor der er valgplakater alle vegne. Først troede jeg, at denne valgplakat lovede at Unione di Centro ville forsvare djævelen og hans familie. Det ville i så fald være i fin overensstemmelse med de politiske traditioner hernede.
En italienskkyndig person – dem er der af oplagte grunde mange af her – kunne dog røbe, at dette slogan ikke helt betød netop dét. Til gengæld kalder Berlusconi sit parti for Frihedens folk. Og det er rigtigt nok (at partiet hedder det).
Prøv at lægge mærke til de billeder fra gamle dage, som Jens lægger på bloggen – mange af dem er fra da han var sidst i teenageårene og først i tyverne. Og læg mærke til hvad det er for en musik, Jens og jeg ofte ender med at hylde: det er musik fra sidst i 1970’erne og frem til midt i 1980’erne. Eller lyt til sange som “Survival Kit” eller “De tabte sale” eller “Birgittelyst” eller “Vi blinker så hurtigt vi kan” eller alle de mange andre sange, der tager udgangspunkt i denne periode af livet.
Det er egentlig underligt, for der er sket meget siden som er mindst lige så vigtigt som det, der skete for os da vi var sidst i teenageårene og først i tyverne. Der blev stiftet familie, der blev stiftet gæld, der blev indgået ægteskab, vi fik venner og mistede venner, karrieren tog omsider form og vi fik anerkendelse osv. osv. osv. Men alligevel vender vi ofte i minderne tilbage til den tid i vores liv, hvor vi stadig var på tærsklen til voksenlivet.
A little-known but robust line of research shows that there really is something deeply, weirdly meaningful about this period. It plays an outsize role in how we structure our expectations, stories, and memories. The basic finding is this: We remember more events from late adolescence and early adulthood than from any other stage of our lives. This phenomenon is called the reminiscence bump.
Og hvorfor findes denne pukkel af minder? Måske er det fordi meget af det, der kommer til at præge vores senere voksenliv, netop sker i den alder. En undersøgelse fra 1988 viser i hvert fald at 93 procent af alle de minder, forsøgspersonerne genkaldte sig, handlede om førstegangsoplevelser. Men så er der også en senere undersøgelse foretaget af Annette Bohn og Dorthe Berntsen fra Aarhus Universitet. Her blev børn mellem 10 og 14 bedt om at skrive om deres voksenliv, sådan som de forestillede sig det. Og de skrev om – hvordan det er at være først i tyverne!
I dag mener mange psykologer, at det handler om livsfortællingen. Vi prøver (uden at det er bevidst) at sætte vores minder ind i en større fortælling, så de understøtter vores forestilling om dem vi er.
I tv-serien Girls, som vi endnu har til gode at se på dansk tv, er der en interessant replik (citeret fra Slate.com):
In the pilot of Girls, Lena Dunham’s Hannah Horvath delivers one of the 2012 fall TV season’s immortal lines. She can’t hang out with her parents, she explains exasperatedly, because “I have work, and then I have a dinner thing, and then I am busy—trying to become who I am.”
Filminstruktøren Paul Thomas Andersen havde tilbage i 2000 planer om et musikprogram på VH1, og det skulle have Jon Brion (der ud over selv at lave musik har produceret bl.a. Aimee Mann, Fiona Apple – og Kanye West) som omdrejningspunkt. Planerne nåede så langt som til en pilot, og her var Jon Brion sammen med Elliott Smith. Nu er denne optagelse omsider tilgængelig, og vi kan se og høre Elliott Smith synge både egne numre (“Son of Sam”, “Independence Day” og “Bottle Up and Explode”) og andres numre (John Lennon, Ray Davies og Big Star). Hvis man holder af Elliott Smith – det gør jeg – er dette værd at se.
Hvis man har været i Storbritannien (eller i USA, for den sags skyld) og har villet købe musik i cd-formatet eller film i dvd-formatet, er der en vis chance for at man har været forbi HMV. Men nu er det måske slut, skriver The Independent. Den 92 år gamle butikskæde bliver sat under administration af Deloitte. 4350 mennesker risikerer at miste deres arbejde. Julehandelen blev ikke det vendepunkt, HMV havde håbet. Skulle HMV blive reddet, skal mindst halvdelen af butikkerne i kæden dreje nøglen om.
Forklaringen på at det er gået sådan er ligetil: Vi køber i stadigt stigende omfang vores musik, film og bøger online – i fysisk form eller som download. Alene i Storbritannien udgjorde salget af downloads over 1 milliard pund sterling i 2012.
Heller ikke jeg kan påstå at jeg ofte sætter mine ben i en fysisk musikforretning længere.
Og nu jeg alligevel er i Replacements-hjørnet, er her en video med Tommy Stinson. Jeg må indrømme, at jeg ikke var begejstret, da jeg opdagede at han af alle var blevet ansat som bassist i Guns’n’Roses. Det band har aldrig sagt mig noget godt i al dets vulgære oppustethed. Men heller ikke i USA er det en guldgrube at være en meget kompetent musiker uden for stjernernes rækker. Det er tydeligt, at det er derfor, Stinson sagde ja til tjansen.
“One Man Mutiny” er så afgjort stadig trofast over for Replacements-lyden, og to af medlemmerne fra Guns’n’Roses spiller med uden at gøre nogen skade på sangen.
The Replacements dukkede op i MTVs første årti (dengang MTV stadig viste musik og endda også viste rockmusik), men lavede ikke mange musikvideoer. Her er en af de få, de lavede. Man aner, hvor de senere alt-country-navne som Uncle Tupelo og Whiskeytown bl.a. hentede inspiration.
