Prøv at lægge mærke til de billeder fra gamle dage, som Jens lægger på bloggen – mange af dem er fra da han var sidst i teenageårene og først i tyverne. Og læg mærke til hvad det er for en musik, Jens og jeg ofte ender med at hylde: det er musik fra sidst i 1970’erne og frem til midt i 1980’erne. Eller lyt til sange som “Survival Kit” eller “De tabte sale” eller “Birgittelyst” eller “Vi blinker så hurtigt vi kan” eller alle de mange andre sange, der tager udgangspunkt i denne periode af livet.
Det er egentlig underligt, for der er sket meget siden som er mindst lige så vigtigt som det, der skete for os da vi var sidst i teenageårene og først i tyverne. Der blev stiftet familie, der blev stiftet gæld, der blev indgået ægteskab, vi fik venner og mistede venner, karrieren tog omsider form og vi fik anerkendelse osv. osv. osv. Men alligevel vender vi ofte i minderne tilbage til den tid i vores liv, hvor vi stadig var på tærsklen til voksenlivet.
Der er en spændende artikel på Slate.com om netop det.
A little-known but robust line of research shows that there really is something deeply, weirdly meaningful about this period. It plays an outsize role in how we structure our expectations, stories, and memories. The basic finding is this: We remember more events from late adolescence and early adulthood than from any other stage of our lives. This phenomenon is called the reminiscence bump.
Og hvorfor findes denne pukkel af minder? Måske er det fordi meget af det, der kommer til at præge vores senere voksenliv, netop sker i den alder. En undersøgelse fra 1988 viser i hvert fald at 93 procent af alle de minder, forsøgspersonerne genkaldte sig, handlede om førstegangsoplevelser. Men så er der også en senere undersøgelse foretaget af Annette Bohn og Dorthe Berntsen fra Aarhus Universitet. Her blev børn mellem 10 og 14 bedt om at skrive om deres voksenliv, sådan som de forestillede sig det. Og de skrev om – hvordan det er at være først i tyverne!
I dag mener mange psykologer, at det handler om livsfortællingen. Vi prøver (uden at det er bevidst) at sætte vores minder ind i en større fortælling, så de understøtter vores forestilling om dem vi er.
I tv-serien Girls, som vi endnu har til gode at se på dansk tv, er der en interessant replik (citeret fra Slate.com):
In the pilot of Girls, Lena Dunham’s Hannah Horvath delivers one of the 2012 fall TV season’s immortal lines. She can’t hang out with her parents, she explains exasperatedly, because “I have work, and then I have a dinner thing, and then I am busy—trying to become who I am.”
Well, psykologerne er måske lidt selektive eller kan i alle fald ikke tale for alle 🙂 De regner i hvert fald ikke med muligheden for at man bliver ved med at opdage nyt når man bruger musikhistorien som et ufatteligt tag-selv-bord – kan ikke sige jeg elskede Scott Walker da jeg var teenager. De er for ivrige til at tale om hvem “vi” er og hvad “vi” gør. Gammel kæphest, sorry.
Egentlig ville jeg bare nævne at når DR3 kommer på banen her sidst i januar, sender de Girls. Bl.a. med temamusik af Robyn, endnu en af dem der forrige år satte min musikverden i heftige svingninger længe efter årene som næsten-voksen 🙂
Et andet filosofisk citat: “Ungdommen har hjemve efter fremtiden.” (Jean-Paul Sartre.)
Undertitlen til Friedrich Nietzsches selvbiografis “Ecce Homo” lyder: “Wie man wird, was man ist”.